Socialdemokraternes og SF’s økonomiske plan ’Fair løsning’ løber nu ind i nye problemer.

Et bærende element i planen er, at arbejdsmarkedets parter skal forlænge arbejdstiden med 12 minutter om dagen – i snit 1 time om ugen. Det vil ifølge planen skaffe 15 milliarder kroner til den slunkne statskasse.

FAKTAHer er hovedpunkterne i 'En fair løsning'

Men arbejdstiden på det private arbejdsmarked fastsættes langt de fleste steder lokalt på arbejdspladsen – og dermed kan fagbevægelsens top ikke love, at deres medlemmer vil arbejde mere.

Det rokker ved de økonomiske forudsætninger for de to partiers store plan.

Kan kun anbefale
Formanden for et af landets største fagforbund, Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal, erkender, at en sådan aftale ikke uden videre kan forlænge arbejdstiden:

»Udgangspunktet er en overordnet erklæring om, hvad det er, de tre parter har som formål. Det tror jeg, er det, man vil gå efter, når tiden kommer«.

Professor ved Københavns Universitet Jesper Due slår fast, at man ikke bare kan lave en aftale, der giver længere dage:

»Hverken LO eller DA forhandler overenskomster. Som overenskomsten ser ud nu, vil de ikke være i stand til at gøre andet end at anbefale medlemsvirksomheder og tillidsrepræsentanter at foretage en ændring af arbejdstiden«.

LÆS OGSÅFagbevægelsen truer finansministeren med nye krav

Det er gennem såkaldte trepartsforhandlinger, at S og SF vil skaffe de mange milliarder. Det indebærer, at en ny regering skal mødes med toppen af arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer. Men arbejdstiden fastsættes slet ikke ved den slags forhandlinger, påpeger Jesper Due:

»På alle de store overenskomstområder er der en betydelig grad af decentralt forhandlet arbejdstid. På den største overenskomst – industrien – dér foregår det decentralt, og dér kan de stort set aftale hvad som helst, hvis de kan blive enige«.

Lange udsigter
De to partiers økonomiske plan giver ikke svar på, hvornår de forventer at have skaffet pengene, og det kan også have lange udsigter. For når arbejdstiden ikke uden videre kan forlænges centralt, må fagbevægelsen ud i en charmeoffensiv over for sine medlemmer.

»Det handler om, om der i befolkningen og blandt vores medlemmer er en vilje til at arbejde sig ud af krisen. Det skal ses i den store sammenhæng: Hvad er det for et samfund, man ønsker for sine børn?, siger Thorkild E. Jensen.

»Og der er vores medlemmer så logisk tænkende, at de godt ved, at man ikke kan få mere uden at yde mere«, fortsætter han.

Claus Hjort: En boomerang
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at oppositionspartierne har et stort forklaringsproblem:

»Det understreger bare, at den fidus, som S og SF mente, at arbejdstiden var, nu er en boomerang, der rammer dem i hovedet, for nu er man vendt tilbage til livets realiteter: Hvordan skaffer man 15 milliarder kroner? De skylder et svar«.

Det afviser Socialdemokraterne.

»Vi har en fælles forståelse med en stor del af fagbevægelsen om, at det kan lade sig gøre at forøge arbejdstiden. Vi har aldrig påstået, at det bliver let, men vi tror på, at det kan lade sig gøre«, siger partiets næstformand, Mette Frederiksen.

Historisk fortilfælde
Professor Jesper Due peger da også på, at en løst formuleret aftale kan få store konsekvenser.

I 1987 indgik arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale, der handlede om at lægge en dæmper på lønningerne, mod at man til gengæld indførte arbejdsmarkedspensioner. Og selv om den aftale ikke forpligtede de enkelte virksomheder, så rettede de sig efter den.

»Det er formentlig den mest løst formulerede aftale, der nogensinde er lavet, der har fået de største praktiske konsekvenser. Der var en fælles forståelse. Det tog selvfølgelig nogle år, men virkningen var kolossal«, fortæller Jesper Due.