Den radioaktive luftart radon anslås nu at stå bag ni procent af alle dødsfald af lungekræft og to procent af alle kræftdødsfald generelt i Europa. Rygere og nylige eksrygere er langt de mest udsatte, viser en ny undersøgelse. Omkring 65.000 danske boliger anslås at have problemer med radon, og de nye tal svarer til, at der årligt dør ca. 300 danskere af lungekræft, der skyldes radon. Det er første gang, der så præcist kan sættes tal på risikoen for at få kræft via radon, og undersøgelsens konklusioner har været længe ventet, siger institutchef Kaare Ulbak, Statens Institut for Strålehygiejne. »Vi har i mange år vidst, at der var en kræftrisiko forbundet med udsættelse for radon, men vi har savnet den statistiske power til at bakke det op. Det har vi nu, og tallene bekræfter vores grundlæggende opfattelse af radons effekt«, siger han. Væsentlig risiko Den nye undersøgelse, som netop er publiceret i British Medical Journals online-udgave, er en særdeles omhyggelig sammenkobling af 13 store europæiske undersøgelser. Den omfatter godt 7.000 lungekræftpatienter og over 14.000 kontrolpersoner. Forskerne understreger, at radon i boligen selv i mindre mængder repræsenterer en »væsentlig risiko«, først og fremmest blandt rygere. Men forskerne fremhæver også, at der er meget store variationer i forekomsten af radon i boligerne fra sted til sted og fra egn til egn i de enkelte lande. De fleste boliger har radonkoncentrationer under faregrænsen, mens andre har værdier, der er flere gange højere end landsgennemsnittet. For en beskeden udgift kan man imidlertid selv gøre meget for at forebygge indsivning af radon, påpeger forskerne. »Disse studier er meget omfattende og meget dyre at lave, så for os er det rart at have så solid videnskabelig grund at stå på. Men som myndighed vil vores besked til befolkningen angående radon være den samme som hidtil: Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man har problemer med indsivning af radon, bør man få lavet en måling i sit hjem«, siger Kaare Ulbak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Styrelse brugte 280.000 kroner på Folkemødet – fire kendte ansigter fik 70.000 kroner
-
Eksperter ser allerede flere tegn: »Trump kan blive en lame duck tidligere, end vi forventer«
-
Hvis du bor i byen og arbejder indendørs fem dage om ugen, er det dig, det handler om
-
Test: Er du bedre end gymnasieeleverne fra årgang 2003?
-
Mens geografifaget er til debat, har gymnasieelever svært ved at svare på simple spørgsmål
-
Det er et mysterium, at Roskilde har valgt hende som åbningsnavn
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Maria Brix
Min nabo sagde: »Nå, nu kan du pludselig godt gå uden stok«. Sådan en kommentar sætter sig
Lyt til artiklenLæst op af Maria Brix
00:00
Debatindlæg af Ruben Kidde




























