Da fyringerne blev meldt ud, blev ét spørgsmål ved med at banke insisterende på hos Dennis Vestergaard.

»Går de mon efter maskinen eller efter folks anciennitet?«

Den 51-årige ufaglærte specialarbejder hos Sauer-Danfoss i Nordborg på Als håbede, at ledelsen ville se på, hvor længe de ansatte havde været i firmaet.

Med kun halvandet års erfaring fra sin slibemaskine, var han endnu ikke helt så hurtig som sine to kolleger, der havde stået ved maskinen i bygning L32 i mange år.

Vidste hvad der ventede
Svaret ramte ham, da værkføreren kom ud fra sit kontor et stykke tid efter, at Dennis Vestergaard forrige mandag var mødt ind på natholdet.

»Dennis, vi skal lige tale sammen«.

Værkføreren havde kort forinden haft en 59-årig kvindelig kollega inde på kontoret.

Hun havde arbejdet i Danfoss-koncernen det meste af sit liv, men var alligevel blandt de fyrede. Derfor vidste Dennis Vestergaard godt, hvad der nu ventede ham.

Håbede til det sidste
Alligevel håbede han til det sidste, at de ikke ville gå efter maskinen, så han undgik at blive prikket.

»Med min alder er det ekstra hårdt. Jeg står jo langt nede i køen, bag alle de unge, når virksomhederne igen begynder at ansætte folk«, siger Dennis Vestergaard, som har sprunget sin frokostpause over for at fortælle sin historie over en kop kaffe på tillidsmandens kontor.

Det er 15 år siden, at han første gang trak i arbejdstøjet hos Danfoss.

Siden er hans afdeling blevet en del af selskabet Sauer-Danfoss, men for Dennis Westergaard er det ét fedt.

Danfoss er Danfoss, og industrigiganten på Als har ligesom for så mange andre beboere på Nordals været omdrejningspunktet i hans arbejdsliv.

Uanset om han var på dag- eller natholdet. Uanset om han stod ved drejebænk eller fræsemaskine.

Alle bliver ramt
Internationalt er Danfoss en kæmpe, men på Nordals er Danfoss et eksistensgrundlag.

Alle kender en ven eller et familiemedlem, der tjener sin hyre på Danfoss. Hvis de da ikke gør det selv.

Derfor rammer det lokalområdet ekstra hårdt, når det går skidt i industrikvarteret fem kilometer fra Nordborgs centrum og 20 kilometer fra Sønderborg.

»Hjemme på min gade er mindst fire personer blevet sagt op de seneste måneder«, fortæller Dennis Vestergaard.

Ordrer tørrer ud
Hos Sauer-Danfoss har finanskrisen og den økonomiske afmatning visket siderne i ordrebøgerne blanke. I efteråret forsøgte ledelsen at komme krisen i møde med to mindre fyringsrunder.

Det var slet ikke nok.

Den 20. januar meddelte Sauer-Danfoss, at virksomheden var tvunget til at fyre 400 mand, mere end tre fjerdedele i produktionsleddet ved maskinerne ude på gulvet i de grå fabriksbygninger i Nordborg.

»Vi vidste godt, at det gik skidt. Det var tydeligt for alle. Vi havde jo ikke noget at lave og gik bare og gjorde rent. Det var ikke andet end tidsfordriv. Jeg tænkte, at malingen måtte falde af maskinen, hvis jeg blev ved med at gøre den ren«, siger Dennis Vestergaard.

Burde fyre pendlerne
At så mange mennesker skulle fyres, kom dog som et chok for de ansatte. Også for Dennis Vestergaard, der har haft svært ved at tale med sine kolleger om sin frygt for at blive fyret.

Hvis det stod til ham, skulle man fyre alle pendlerne – både de danske og de tyske – først af hensyn til lokalområdet.

»Man kunne have gjort det på en ordentlig måde, hvis man var gået efter princippet om ’sidst ind, først ud’ De lokale er jo netop dem, som har arbejdet her i mange år«, siger Dennis Vestergaard.

Flov over fyringen
Han har svært ved at sætte ord på sine følelser. Men når han mærker efter, går én følelse igen.

»Det er ydmygende og flovt ikke at føle sig så meget værd som sine kolleger. Selvfølgelig er jeg også ked af det, men det andet fylder mere«, siger han.

Fyringssamtalen med værkføreren og tillidsmanden varede kun ti minutter. Dennis Vestergaard havde ikke nogen trang til at trampe rundt i, hvorfor lige netop hans navn stod på listen.

Det kunne ikke ændre på situationen. I stedet talte de om hans opsigelsesperiode, hvor lang tid han ville få løn, og hvad mulighederne for efteruddannelse var.

Ringede til sin mor
Bagefter fik de fyrede lov til at gå hjem. Dennis Vestergaard ringede som det første til sin mor.

»Denne gang var jeg imellem«, sagde han, da hun tog røret.

Dennis Vestergaard ved godt, at industrien næppe er det bedste sted at lede efter job for tiden. Han er også klar over, at pleje-sektoren skriger på hænder og fortsat vil gøre det i mange år fremover. Alligevel har han svært ved at se sig selv skifte arbejdsspor eller flytte væk for at finde et nyt job.

»Jeg har da overvejet at blive portør, men jeg er usikker på, hvad det kræver. Med min alder føler jeg mig afskåret fra at tage en lang uddannelse. Jeg synes, at min fremtid er meget usikker. Hvad nu hvis jeg kommer til at gå ledig i lang tid?«, siger Dennis Vestergaard.

Skriver børnebog
Han finder dog lidt trøst ved, at han bor i en relativt billig lejelejlighed og ikke har udgifter til bil. Han er single og har heller ingen børn, der skal forsørges.

»Jeg kan lige akkurat leve på dagpenge, men der bliver ikke råd til noget luksus ved siden af«, siger Dennis Vestergaard.

Om ikke andet får han nu mere tid til en fritidsinteresse, der på det seneste har vokset sig større.

»Jeg er ved at skrive en børnebog. Den handler om en kat, der hedder Flænse, som laver en masse ulykker. Jeg er også i gang med en anden bog om en rotte på et vildt eventyr. Nu håber jeg bare, at der er et forlag, der vil udgive dem«.