Annonce
Annonce

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden

Erhverv 8. feb. 2009 KL. 10.16

I Nordborg er alle ramt af krisen

Butiksdød og massefyringer. Nordborg på toppen af Als er i knæ, men midt i nedturen ser indbyggerne også nye muligheder.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Politiken.dk besøger Nordborg

Få steder i landet er man så hårdt ramt af finanskrisen som Nordborg på Als i Sønderjylland. Her har øens tre store industrivirksomheder Danfoss, Sauer-Danfoss og LINAK fyret hundredevis af medarbejdere de seneste måneder.

Politiken.dk har besøgt Nordborg og mødt de mennesker, som er ramt af den finanskrise, vi alle taler om.

  • Danfoss er en af Danmarks allerstørste virksomheder med cirka 23.000 medarbejdere på verdensplan og godt 6.000 ansatte i Danmark. Danfoss fremstiller produkter til opvarmning og køling af alt fra boliger og kontorer til fødevarer. Virksomheden har 61 fabrikker i 25 lande og omsatte i 2007 for cirka 22 milliarder kroner. Danfoss har hovedsæde i Nordborg på Als.
  • Sauer-Danfoss fremstiller ventiler, motorer, styreenheder og joysticks. Danfoss ejer aktiemajoriteten i selskabet, der beskæftiger cirka 9.000 medarbejdere verden over. I Danmark er 2.500 personer ansat. Sauer-Danfoss har også hovedsæde i Nordborg.
  • LINAK, der producerer såkaldte elektriske aktuatorer, har hovedsæde i Guderup på Nordals. I alt beskæftiger virksomheden 1.400 medarbejdere.

De tomme butikslokaler taler deres eget tydelige sprog.

Farvehandleren har måttet lukke ned. Det samme har den ene af byens to dametøjsforretninger og forretningen med herremode.

Handelsgaden i Nordborg på Als tager ikke sine besøgende med storm. Nok er her hele to blomsterhandlere og flere pizzabarer, men et lokalt indkøbsmekka er Storegade ikke længere.

Udfordrede Sønderborg
Tilbage i 1500-tallet udfordrede Nordborgs bønder ellers Sønderborgs privilegier som købstad, men i dag frygter mange af indbyggerne, at Nordborg vil ende som et halvdødt vedhæng til øens vækstcenter.

»Vi er ved at blive en pensionistby. Vi er blevet kørt ud på et sidespor, og finanskrisen gør kun tingene værre«, siger 74-årige Solvejg Meier, som passer genbrugsbutikken for foden af bakken til fordel for Mission Afrika.

Den tidligere børnehaveklasseleder har de senere år kunnet se butiksdøden snige sig ind på byen. Hun føler, at politikerne i den nye storkommune Sønderborg helt har glemt Nordborg og toppen af øen.

Samtidig er hun bekymret over, at Als’stolte industrivirksomheder Danfoss, LINAK og Sauer-Danfoss de seneste måneder alle har måttet afskedige mange medarbejdere som følge af finanskrisen og den økonomiske afmatning.

»Når det går godt for Danfoss, går det også godt for Nordborg. Desværre er det modsatte også tilfældet«, siger Solvejg Meier.

Optur med golf og kunst
Det nye årtusinde har ellers været én lang optur for Als, hvorfor man også har fået velfriserede golfbaner og spektakulære skulpturer af kunstnere som Piet Hein og Jens Martin Skibsted.

Men livsnerven er stadig den samme, industrien med Danfoss som Als’ bankende hjerte. Det var her Danfoss-stifter Mads Clausen i 1933 startede sin ventilfabrik, som hurtigt voksede sig større og større.

I dag er optimismen på retur.

»Hvis bare vi kunne se lyset. Hvis vi bare kunne se, at det vendte om et halvt eller et helt år. Men det kan vi ikke. Det ser virkelig sort ud, for vi er dybt afhængige af at det går godt på de tre store«, siger Orla Ørsted Petersen.

Han er fællestillidsmand på Sauer-Danfoss, som netop har været igennem en stor fyringsrunde. 400 mand er blevet sagt op.

Alle taler om finanskrisen
I efteråret blev cirka 200 mand afskediget på Sauer-Danfoss, og alt i alt vurderer Orla Ørsted Petersen, at 1.200 beboere på Nordals har mistet deres job det seneste halve år.

Her er finanskrisen ikke en avisoverskrift eller en bekymret politiker-udtalelse på tv. Den er den barske virkelighed, og den rammer alle.

»Det er en katastrofe for området. Alle har en ven, noget familie eller en nabo, der er blevet ramt. Det eneste folk taler om, er finanskrisen, og hvordan hverdagen skal hænge sammen med 3.000-4.000 kroner mindre mellem hænderne«, siger Orla Ørsted Petersen,

Familier hårdt ramt
Den 37-årige køkkenassistent Randi Figen er én af dem, som har krisen helt inde på livet.

Hendes mand blev i efteråret fyret fra Danfoss, og nu er hendes far i overhængende fare for at miste sit job på den store fabrik

»Jeg er sikker på, at han snart ryger ud. De har ikke kunnet gøre det endnu, fordi han er i arbejdsfordeling og modtager stempelpenge hver anden uge. Men jeg tror, at han ryger, når han igen arbejder 14 dage i streg og ikke får dagpenge«, siger Randi Figen.

Sommerferien lagt på is
Hendes mand havde arbejdet på Danfoss i 23 år. På grund af sin høje anciennitet får han stadig løn.

Alligevel føler familien, der også tæller to børn på 13 og 14 år, at den ikke har råd til at bestille sommerferie.

»Det er hårdt, at der er gået så lang tid uden at han har fundet nyt arbejde. Han har ingen uddannelse, og jo længere tid, der går, jo mere bekymret bliver man selvfølgelig«, siger Randi Figen.

Det er heller ikke et tema at flytte væk for at finde nyt job.

»Det ønsker vi ikke. Børnene er meget glade for deres skole. Måske når de engang er store. Men vi kan jo heller ikke alle sammen bo i trekantsområdet, hvor huspriserne i øvrigt også er alt for høje til os«, siger Randi Figen.

Unge søger væk
At Danfoss fylder meget i Nordborg er Boligselskabet Danbo et par lyskryds nede af vejen fra Danfoss’ hovedsæde et godt eksempel på.

Boligselskabet blev grundlagt i 1950 grundlagt af Danfoss-stifter Mads Clausen, der havde brug for boliger til sine arbejdere i takt med, at produktionen af automatiske ventiler til køleanlæg bare voksede og voksede.

I dag råder Danbo over 1.500 boliger på den nordlige del af øen, og i den hvidkalkede administrationsbygning kan man godt mærke, at familiernes økonomi strammer til.

»Vi må sende flere rykkere ud. Tidligere fyldte listerne med rykkere en til to sider, i dag fylder de tre-fire sider. Alt andet lige må det være finanskrisens skyld«, siger Danbos forretningsfører, Niels Peder Pedersen.

Men finanskrisen og den aktuelle økonomiske nedtur er ikke det eneste, som Nordals døjer med. Området er også oppe imod en strukturel udvikling, hvor byens unge søger væk.

Det har Danbo allerede taget konsekvensen af og nedlagt sine ungdomsboliger i både Nordborg og Guderup.

»I stedet har vi bygget dem om til ældreboliger. De unge gider ganske enkelt ikke bo i Nordborg. De vil ind til Sønderborg. Det er en udvikling, som har været i gang et stykke tid, og som viser, at vi er et yderområde i kommunen«, mener Niels Peder Pedersen.

Nu er håndværkerne medgørlige
Han ser dog også noget positivt midt i nedturen.

Finanskrisen har presset priserne på håndværkere ned. Det har fået Danbo til at sætte gang i en større modernisering af sine boliger. 150 huse får nye køkkener og badeværelser.

»Vi bliver nødt til at forberede os på de gode tider. I dag kan vi få udført arbejdet til en fornuftig pris. Det er vigtigt at få opdateret vores boligmasse til en god standard, og på den måde bidrager vi også positivt til at holde tingene i gang heroppe«, siger Niels Peder Pedersen.

Overnatninger aflyses
Lige ved bygrænsen til Nordborg ligger det lokale idrætsmekka, Nord-Als Idrætscenter, der også rummer konferenlokaler og hotel.

Hver dag går 600 børn og voksne ind af døren til centret med keglebane, svømmehal, to idrætshaller, gymnastiksal og skydebane i kælderen. Cafeteriaet serverer både millionbøf og pomfritter, og det lægger også lokaler til vinsmagninger og fødselsdagsfester.

Hidtil har idrætscentret ikke mærket finanskrisen, fortæller centerinspektør Theodor Munch Knudsen.

Til gengæld går det trægt på hotellet, hvor både private og firmaer bestiller færre overnatninger. Senest har Sauer-Danfoss i kølvandet på fyringsrunden aflyst en stor booking til 100.000 kroner.

»Sauer havde reserveret 15 værelser til nogle tyske arbejdere i to uger. For en lille virksomhed som vores, er det en stor ordre at miste«, siger Theodor Munch Knudsen.

Mere tid til motion
Han vælger dog at se positivt på fremtiden og konsekvenserne af de mange fyringer på de store industrivirksomheder i området.

»Når folk kommer til at gå ledige, skal de jo have tiden til at gå med noget. Det kunne være, at flere af dem kunne lokkes til at bruge vores svømmehal, motionsrum eller spille badminton. Det ville alle have glæde af«, siger Theodor Munch Knudsen.

Han peger på, at foreningslivet på Nordals er stærkt, og at det måske kan hjælpe i den nuværende krise.

»Jeg tror ikke, at området bliver et udsted. Det er vores foreninger alt for aktive til. Vi har både musikfestival og påskeudstilling og masser af andre ting, som folk støtter op om«, siger Theodor Munch Knudsen.

Sønderborg lokker
Han mener, at forretningslivet er mest udsat. Både fordi mange af de arbejdsløse vil skulle spare, og fordi der kun er 25 kilometer til Sønderborg med blandt andet et nyt center med 50 butikker og en ny stor Bilka på vej.

»Når de ældre forretningsdrivende i Nordborg lukker, kniber det med at få butikkerne solgt. Det har en forstærkende effekt, da de mange tomme butikker i Storegade kan ødelægge det for de forretninger, som er tilbage«, siger Theodor Munch Knudsen.

Talsmand for Nordborgs Erhvervsforum, Kvicklys butikschef Jan Moberg Pedersen, er pinligt bevidst, om at byens handelsgade ikke tager sig ud fra sin bedste side.

Han hæfter sig dog ved, at der er grøde i området mellem Kvickly og Netto få hundrede meter derfra, hvor der er planer om at lave en overdækning med plads til flere butikker.

»Jeg plejer at sige, at vi har de butikker, som vi fortjener. Vi er gode til at støtte hinanden, og vi skal nok klare os i Nordborg« siger Jan Moberg Pedersen.

Satser på turisterne
Han mener blandt andet, at Nordborg vil kunne profitere af en stigende interesse fra turister, som besøger Danfoss’ oplevelsescenter Danfoss Universe.

»På sigt giver det grobund for flere indtægter, men det er klart, at vi skal sikre os, at butikslivet ikke dør ud. Uden butikkerne vil folk ikke bosætte sig i området«, siger Jan Moberg Pedersen.

Hans egen forretning er også et godt eksempel på, hvad det betyder, at have store virksomheder som Danfoss og Sauer-Danfoss som nærmeste naboer.

Forretningen er hele 2.535 kvadratmeter stor, og udvalget er fuldt på højde med tilsvarende butikker i de store byer.

Har det hele
På storskærme ved kasserne lokkes den moderne danske kvinde med et godt tilbud på Hanne-Vibeke Holst’ seneste succesroman og de blødeste papirlommetørklæder mod vinterens forkølelse.

Kun det blinkende fiskegrejs placering ved siden af de farvestrålende chipsposer ved indgangen og de mange mænd i blåt arbejdstøj vidner om, at vi altså ikke er i København, Odense eller Århus men i Nordborg.

Det brede varesortiment betyder dog ikke, at forretningen er upåvirket af den fyringsbølge, der skyller ind over øen.

»Helt frem til oktober lå vi på niveau med de andre Kvickly’er, men i dag kan vi godt mærke krisen. Folk stopper jo ikke med at købe ind, men de ændrer måske deres indkøb. I stedet for at købe en god, stor bøf, køber de måske en mindre bøf eller en bøf af en ringere kvalitet«, siger butikschefen.

»Vi kan også se, at folk venter længere med at skifte tv’et ud og går lidt længere inden de køber nyt tøj«, siger Jan Moberg Pedersen.

Afhængige af Danfoss
Han erkender, at det også er en bagside ved at have så stor en virksomhed som Danfoss-koncernen som dynamo.

»Vi er meget afhængige af, at det går godt for Danfoss. Bare se på vores forretning. En by som Nordborg ville aldrig have en så stor Kvickly, hvis det ikke var for Danfoss. Jeg tror ikke, at de lukker, men hvis de gjorde, ville det være en katastrofe for hele Nordals«, siger han.

Så galt tror fællestillidsmand på Sauer-Danfoss Orla Ørsted Petersen heller ikke, at det går.

Vred på politikerne
Alligevel er han led og ked af situationen. Og ikke mindst af at høre politikerne på Christiansborg tale om, hvordan en skattereform med massive skattelettelser skal sikre nok hænder og få danskerne til at arbejde mere.

»Vores lokalsamfund er ved at blive smadret, fordi der ikke er arbejde til folk. Det er altså at gøre grin med mig og mine kolleger, når alle politikerne taler om, hvordan vi skal arbejde længere og det skal betale sig at yde mere«, siger Orla Ørsted Pedersen.

Han anerkender, at det også er politikernes opgave at tænke længere frem.

Men selvom Danmark ifølge alle kloge hoveder kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden, er timingen for den nuværende diskussion af en skattereform i hans øjne helt forkert.

»De skulle have taget fat på det for to år siden. Det forarger mig dybt«, siger han.

Præst: Problemerne er de samme
Præst ved Nordborg Kirke Preben Holm oplever trods de mange fyringer ikke, at hans sognebørn er voldsomt tynget af finanskrisen.

Det er i hvert fald ikke de problemer, som de drøfter med ham, og han har trods alt været deres præst i 35 år.

»Det er de samme eksistentielle problemer, som det altid har været. Om skyld, om tro og om ægteskabelige problemer«, siger Preben Holm.

Rift om julehjælp
Til gengæld var der rift om de legater han med penge fra Danfoss i ryggen delte ud til trængende familier op til jul, ligesom han også har bidt mærke i de tomme butikslokaler.

»Vores forretningsliv er hårdt plaget, og det er synd for byen. Fyringerne er ikke slået igennem endnu, men det er klart, at man kan være bange for, hvordan det ender«, siger Preben Holm.

Ligesom mange andre i byen glæder han sig dog over, at der også er kommet en enkelt ny forretning til midt i alle de døde butiksvinduer i Storegade, en boghandel.

Bag skranken står Jette Rønnow. Indtil maj 2008 drev hun en boghandel i Vejle, men da kæresten boede på Als og Nordborg i årevis havde savnet en boghandel, tog hun en chance i livet.

Alene indretningen af forretningen med nyt inventar, reoler, lys og nyt gulv har stået hende i 700.000 kroner. Hun tror dog på, at pengene nok skal komme ind igen.

Skal nok komme videre
Det gælder om at give kunderne nogle oplevelser og tænke kreativt. Derfor er halvdelen af butikken fyldt op med dukker, spil, biler og andet legetøj.

»Man kan ikke leve af at sælge bøger i Nordborg. Man skal have en alsidig butik med lidt af hvert, så man kan lokke alle aldre ind«, siger Jette Rønnow.

Da hun skiftede Vejle ud med Nordborg, var finanskrisen ikke opfundet. Selvom situationen i dag er fundamentalt anderledes fortryder hun ikke, at hun drog sydpå.

»Jeg er hårdhudet, så der skal mere til at slå mig ud. Situationen skal nok stabilisere sig, så vi kan komme videre«, siger Jette Rønnow.

Annonce

SKOLE OG UDDANNELSE – Fokus på skolernes fremtid

Læs Politiken hver TIRSDAG BESTIL I DAG

- Få mail ved breaking news

Annoncer
Internationalt
13. feb. KL. 19.20
dødsfald. De to danske piger blev fundet indebrændt i denne bil 12. august sidste år i nærheden af Berlin. - Foto: PAUL ZINKEN/AP

Familiefar anklaget for drab på to døtre

Ifølge politiet slog han sine døtre ihjel i en bilbrand i en tysk skov. I næste uge kommer manden for retten.

Internationalt
13. feb. KL. 18.08
Budget. Obamas budget får hårde ord med på vejen af republikanerne. - Foto: Charles Dharapak/AP

Obamas skatter rammer USA's rige

Republikanerne raser over skattestigninger for de mest velstillede amerikanere.

Berlinale 2012
13. feb. KL. 17.47
Gidsel. Pilou Asbæk, der er blevet hvermandseje takket være sin rolle som spindoktor i 'Borgen, bliver kidnappet i et nyt filmdrama. - Foto: Jan Unger (arkiv)

Råt dansk kidnapningsdrama satser på Cannes

Pilou Asbæk genoptager samarbejdet med Tobias Lindholm i 'A Hijacking'.

Annoncer
Annoncer

Det sker
Americana. Blandingen af forfinet støj og traditionel rock holder formen. - Foto: PR-foto
13. feb. KL. 19.02

Suverænt rockband kan også uden stjerneguitarist

ibyen anbefaler

restaurant & cafe