Annonce
Annonce
Annonce
Forbrug og liv

Bilklagenævn klar til sommer

Forbrugere har i dag ingen steder at klage, når deres bil koster over 100.000 kroner. Det bliver der lavet om på til sommer med et privat ankenævn, som dog møder kritik i Forbrugerrådet.

Gem til liste

Sådan kommer det til at foregå:

  • 1) Klager indsendes til Bilklage.dk. Virksomheden orienteres elektronisk.

    2) Forbrugeren får udfærdiget en vurdering på en godkendt synsvirksomhed.

    3) Parterne søger at nå til enighed om klagen på baggrund af vurdering.

    4) Klagen sendes til behandling hos Bilklage.dk, hvis der ikke opnås enighed.

    5) Nævnsmedlemmerne forelægger sagen for formanden.

    6) Nævnet afgør sagen på baggrund af vurderingsrapport og parternes påstande.



De står bag bilklage.dk:

Forenede Danske Motorejere, Danmarks Automobilforhandler Forening, Dansk Bil-Forhandler Union, Dansk Autoglas, De Danske Bilimportører, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, Bilbranchen, Foreningen af Auto- og Industrilakerere og Sammenslutningen af Karrosseribyggere og Autooprettere i Danmark.

Kilde: www.bilklage.dk

Til sommer får danske bilister mulighed for at klage over besværlige brugtvognsforhandlere og mærkværdige mekanikere.

I dag er bilisternes eneste muligheder domstolene eller Forbrugerklagenævnet, der kun behandler klager over biler, som har kostet under 100.000 kroner. Og nævnet beskæftiger sig slet ikke med klager over mekanikere.

Men snart lancerer FDM sammen med en samlet autobranche hjemmesiden bilklage.dk, hvor bilister kan få behandlet klager over både de dyre dytter og mekanikermakværk.

»Modellen giver en hurtig og ubureaukratisk afgørelse. Og vi føler os sikre på, at forbrugerne vil blive bedre stillet, end de er i dag«, siger Thomas Møller Thomsen, administrerende direktør hos FDM.

Kort sagsbehandling
Sekretariatet og en juridisk dommer er allerede på plads. Men Thomas Møller Thomsen vil ikke ud med en dato for lanceringen, da it-systemet endnu ikke er færdigudviklet. Men klagenævnet er senest klar til sommerferien, forsikrer direktøren.

Bilklage.dk kommer til at foregå via internettet, hvor de stridende parter skal forsøge at opnå forlig gennem indlæg på hjemmesiden. Hvis det ikke lykkes, vil sagen blive afgjort i nævnet på et månedligt møde. Nævnet kommer til at bestå af repræsentanter for de stridende parter samt en juridisk dommer.

»Hele det bærende element i systemet er, at forbrugeren kan se frem til en afklaring på sin situation i løbet af meget kort sagsbehandlingstid. Det bryder med de traditionelle ankenævn, hvor sagerne kan tage mere end et år for at få dem afgjort. Og der er altså ikke ret mange forbrugere, som kan undvære en bil i et år«, siger Thomas Møller Thomsen.

Forhandling er forudsætningen
Hos bilklage.dk skal forbruger og virksomhed selv oplyse om sagen og forsøge at finde et forlig, inden en egentlig behandling af klagen gennemføres.

»Det er et frivilligt ankenævn, og når vi har fået nogle erfaringer, er vi helt sikre på, at vil vi blive godkendt. Men i udgangspunktet er det ikke et formelt godkendt ankenævn, fordi vi ikke bygger et stort sagsbehandlingsapparat op, hvor det tager to-tre år at få sagerne afgjort. Vi har lavet et andet system som bygger på partshøring og forhandling. Vi forudsætter, at man forsøger at finde forhandlingsløsninger inden nævnet kommer ind og træffer afgørelser«, siger Thomas Møller Mortensen.

Koster penge at klage
Den uafhængige forbrugerorganisation Forbrugerrådet er repræsenteret i en række andre private klagenævn. Men rådet har ikke lyst til at deltage i bilklage.dk, som de mener har en række mangler.

De hæfter sig ved, at det vil koste klageren 500 kroner at rejse sagen, ligesom klageren i mange tilfælde skal være indstillet på at slippe 1.000-2.500 kroner for en sagkyndigrapport, udstedt af et godkendt autoværksted.

Den kritik forstår FDM dog ikke.

»Den tabende part skal betale et gebyr til ankenævnet. Og det er det, der får ankenævnet til økonomisk at køre rundt. Folk klager kun, når der er noget om sagen. Og så er det måske fair nok, at man lægger pengene ud. Det er måden, hvor man kan få en hurtig afgørelse. Vinder man sagen, får man jo alle sine penge tilbage«, siger Thomas Møller Thomsen.

»Bilklage-light«
Forbrugerrådet er også utilfredse med, at det er frivilligt, om de ikke-autoriserede bilforhandlere vil omfattes af ordningen. Den helt store knast er dog, at rådet er bekymret for, om klagerne får en ordentlig sagsbehandling.

»Det væsentligste kritikpunkt er, om forbrugeren får sin sag ordentlig belyst. I en domstol er du repræsenteret af en advokat. Her er det klagenævnets sekretariat, der skal sikre den belysning. Og det er vi kritiske overfor. Derfor kalder vi det en ?bilklage-light? version, som branchen har stillet op med. De er, forståeligt nok, bekymrede for, at det bliver hundedyrt«, siger afdelingschef i Forbrugerrådet, Karsten Kolding.

Afdelingschefen forklarer, at de ikke bakker op om klagenævnet, netop fordi de mener, at omkostningerne til sagsbehandlingen er presset så meget i bund, at det går ud over klagerne.

»Vi er bekymrede for, om retssikkerheden ryger for klageren. Der er kun en ting, der er værre end ikke at have en klagemulighed. Og det er at have en klagemulighed, der ikke belyser sagen ordentligt. Og det er det, vi frygter her«, siger Karsten Kolding.

PolitikenPlus
  • Søren k påskebord Slip for at stå i køkkenet og få lækker mad, der er lige til at stille på påskebordet.

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 269 kr. Køb
  • Skammel Étbenet skammel til opgaver i de lave højder. Den étbenede skammel følger kroppens bevægelser når du vipper og drejer på den unikke, buede fod. Sid godt og undgå belastninger på ryg og knæ.

    Pluspris 269 kr. Alm. pris 319 kr. Køb
  • Wild Card Køb dit Tivoli Wildcard til Pluspris - kun 725 kr. og få fri entré til Tivoli i hele 2014 ? både sommer, i efterårsferien og til det hyggelige julemarked.

    Pluspris 725 kr. Alm. pris 850 kr. Køb
  • Sidetaske Funktionel sidetaske fra Eastpak i retro look, og med mange praktiske detaljer. Tasken er produceret i slidstærkt polyester og fås i to farvekombinationer.

    Pluspris 595 kr. Alm. pris 699 kr. Køb
  • Skridttæller Smart skridttæller, Omron Walking style one 2.1, som skal klipses fast på bukselinningen.

    Pluspris 165 kr. Alm. pris 195 kr. Køb