Annonce
Annonce
Forbrug og liv

De sidste rygere pulser videre: Hjælpen har kun ramt den brede befolkning

Der er lige så mange rygere i dag som i 2011. Skal det ændres, må politikerne tænke anderledes, mener patientforening og sociolog.

Rygelov, afgifter og advarselskilte har i mange år fået rygetrængende danskere til at kvitte smøgerne. I 2011 holdt antallet af rygere dog op med at falde, og siden har 17 procent af danskerne været hverdagsrygere.

På trods af tiltag fra patientforeninger, kommuner og Folketinget har man ikke formået at få flere danskere til at lægge smøgerne fra sig. Det viser en måling fra Gallup om danskernes rygevaner, som Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen står bag.

LÆS OGSÅ:De sidste 17 procent ryger stædigt videre

En tendens, der ifølge ph.d. sociolog Pernille Tanggaard Andersen kalder på en nytænkning af arbejdet med rygestop og forebyggelse. Hun mener, at det især er den ældre gruppe rygere, der er svære at hjælpe.

»Dem, man har fået til at stoppe i første runde, har været meget motiverede og skulle bare have det sidste skub. Men rygning har en anden betydning for den sidste gruppe. Her er der ofte større sociale problemer at kæmpe med, som rykker rygning længere ned på prioriteringslisten«, siger Pernille Tanggaard Andersen, der er lektor i sundhedssociologi ved Syddansk Universitet.

Hvis vi skal ændre på antallet af rygere, skal vi i højere grad fokusere på det hele liv frem for at fokusere på rygningen.

Pernille Tanggaard Andersen, ph.d. sociolog

Indsatsen skal målrettes

Hvis man skal hjælpe denne gruppe med at skodde smøgerne, skal der mere end et rygestopkursus til, mener hun. Hidtil har initiativerne været målrettet den brede befolkning, men nu er der brug for at fokusere indsatsen.

»Man skal få folk ud af lejlighederne, i arbejde og få dem til at føle sig trygge i deres omgivelser. Hvis vi skal ændre på antallet af rygere, skal vi i højere grad fokusere på det hele liv frem for at fokusere på rygningen«, siger hun.

LÆS OGSÅ:Klarlund: Så hurtigt heler kroppen sig selv efter rygestop

Hos Kræftens Bekæmpelse er man enig i, at det er nødvendigt at tænke i nye baner, hvis man vil have antallet af rygere til at falde. Direktør Leif Vestergaard Pedersen tror på, at også de mangeårige rygere kan overtales til at lade cigaretterne være.

»Den hjælp, der har været givet, har ramt den brede befolkning. I øjeblikket er det meget skævt fordelt, hvem der modtager hjælp. Vi må ikke ende med at sige: Nu er der jo kun den tunge gruppe tilbage, så nu behøver vi ikke gøre mere. Det kan vi ikke være bekendt, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Rygere kan være halveret om 4-5 år

Hvis man er heldig, kan man se resultaterne af sådan en indsats om 4-5 år.

Pernille Tanggaard Andersen, ph.d. sociolog

Direktøren er ikke interesseret i at tvinge folk til at kvitte tobakken. Ifølge Gallups undersøgelse vil 62 procent af rygerne gerne lægge cigaretterne bag sig, og det er dem, Kræftens Bekæmpelse gerne vil hjælpe.

LÆS OGSÅ:Eksperter: Mindre farlige smøger kan få flere til at ryge

Et mål, som ifølge Leif Vestergaard Pedersen kun kan nås, hvis politikerne indser, at rygning er et alvorligt samfundsproblem. Det vil nemlig kræve flere ressourcer, og ph.d. sociolog Pernille Tanggaard Andersen peger desuden på, at processen er langvarig, hvis man vil rygning til livs.

»Det kræver økonomi og prioritering af indsatsen mod rygning. Hvis man er heldig, kan man se resultaterne af sådan en indsats om 4-5 år, og det passer ikke ret godt med det politiske landskab lige nu«, siger sociologen.

Politikerne skal gå forrest

Ifølge hende er det realistisk, at man med en målrettet indsats vil kunne halvere antallet af rygere. I Kræftens Bekæmpelse tror man på, at det kan lykkes, hvis de folkevalgte politikere overtales til at prioritere problemet.

LÆS OGSÅ:Ærlig talt, det er bare ikke cool at ryge

»Jeg håber og tror på, at det kan lykkes. De er begyndt med at vægre sig, men vi starter ikke med at snakke midler, vi starter med at ville skabe enighed om, at det er et kæmpe problem. Vi ser meget gerne, at de begynder at diskutere, hvad vi kan gøre ved det«, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Uanset hvilke løsninger en sådan diskussion vil munde ud i, vil politikerne ifølge direktøren være med til at styrke budskabet om, at rygning ikke er i orden.

Redaktionen anbefaler

De sidste 17 procent ryger stædigt videre

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce