Annonce
Annonce
Forbrug og liv

Ulovligt salg af cigaretter til mindreårige i syv ud af ti butikker

Syv ud af ti butikker håndhævede ikke aldersgrænsen på 18 år for salg af cigaretter.

Annonce

»Hun solgte dem uden tøven«, siger Bertram Sebastian Grue Andreasen få sekunder efter, at han kommer ud af Lidl med en pakke rød Prince i hånden. Sammen med Osvald Guldagger Lund kunne de to 14-årige drenge købe cigaretter i syv ud af ti butikker på Frederiksberg. Det viser en stikprøve, som Politiken har lavet.

Ifølge loven skal man være fyldt 18 år for at købe tobak. Og butikken kan blive straffet med bøder på mellem 5.000 og 20.000 kroner, når ekspedienten langer en pakke Blue King’s over disken til en mindreårig.

Jeg troede, at der var blevet strammet op på den front ude i butikkerne. Men det er der åbenbart ikke. Det er helt utroligt!

Morten Grønbæk, Statens Institut for Folkesundhed

I både Netto, Rema1000, Lidl, Fakta, SuperBrugsen, 7Eleven og en enkelt kiosk kunne de to unge drenge købe cigaretter uden problemer. Kun Føtex og to kiosker afviste drengene på grund af deres alder.

At syv ud af ti butikker ikke overholder loven, kommer meget bag på læge Morten Grønbæk. Han er direktør for Statens Institut for Folkesundhed og formand for Vidensråd for Forebyggelse.

»Jeg troede, at der var blevet strammet op på den front ude i butikkerne. Men det har de åbenbart ikke. Det er helt utroligt!«, mener Morten Grønbæk. Han peger på, at en stor del af voksne storrygere startede som helt unge, og netop derfor er det så vigtigt at de holde de unge væk fra tobakken.

LÆS ARTIKEL En festrygers risiko for blodprop er på størrelse med en storrygers

»Der er meget, som tyder på, at når man begynder som helt ung, er det endnu sværere at kvitte smøgerne. Vi ved, at 85 procent af storrygere på 35 år er begyndt, før de fyldte 17 år«.

Statens Institut for Folkesundhed vurderer, at rygning er medvirkende årsag til 13.000 dødsfald om året. Til sammenligning døde 170 danskere i trafikken i 2015. Hver anden, som ryger gennem hele livet, dør af det.

Udskyd rygedebuten

Hos Lidl flyder kassebåndet med mælk, grøntsager, havregryn og andre dagligvarer. Køen er lang, og midt i den står Osvald og Bertram. De skal ikke købe andet end en pakke rød Prince, som kassedamen uden at tøve sælger til de to mindreårige. Lige bag hende hænger et sort skilt med loven om aldersgrænser for salg af tobak og alkohol.

»Der stod flere i køen, som kiggede mærkeligt på os, for vi stak virkelig ud i forhold til resten af kunderne«, fortæller Osvald Guldagger Lund. Ingen af drengene ryger eller har erfaring med at køber smøger.

Sådan gjorde vi

  • De to 14-årige gik ind i butikkerne for kun at købe cigaretter.
  • De var instrueret i ikke at lyve, hvis de blev spurgt om deres alder.
  • De 10 butikker var tilfældigt udvalgt og lå alle sammen omkring Finsensvej på Frederiksberg.
  • Stikprøven blev lavet en fredag formiddag i februar.
  • Ingen af de to drenge ryger eller har erfaring med at købe cigaretter.

Hensigten med loven er at forebygge, at børn og unge begynder at ryge samt at udskyde rygedebuten hos de unge, der alligevel starter på at ryge. Og netop at få udskudt hvæset af den allerførste cigaret er ifølge Charlotta Pisinger, forskningsoverlæge på Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden, afgørende.

»Hvis ikke vi kan forhindre folk i at begynde at ryge, så er det vanvittigt vigtigt, at vi udskyder det så længe som muligt«, siger hun.

Jo yngre, førstegangsrygerne er, desto mere skade tager de. Lungerne er ikke ordentligt udviklet, hjernen er mere modtagelig over for nikotin, og risikoen for kræft stiger, forklarer Charlotta Pisinger.

13 bøder på to år

Statens Institut for Folkesundhed lavede for nogle år siden en undersøgelse af unges rygevaner. Den viser, at 10 procent af alle 15-årige drenge og piger ryger dagligt eller flere gange om ugen. Og problemet er, ifølge Morten Grønbæk, at de unge primært begynder at ryge, fordi det handler om at se smart ud, være cool eller leve op til nogle rollemodeller.

»I virkeligheden synes de færreste, at det smager godt. De unge starter altså ud fra en præmis om at være seje, men efter ganske kort tid er der stor risiko for, at de bliver afhængige«, siger Morten Grønbæk. Han er sikker på, at hvis lovgivningen blev håndhævet i butikkerne, ville det virkelig have en konsekvens for de unges forbrug.

LÆS OGSÅRygeloven gavner både aktive og passive rygere

Men der er imidlertid flere ting, som peger på, at lovgivningen ikke bliver håndhævet. Ud over Politikens stikprøve viser tal fra Københavns Politi, at der i 2014 og 2015 blev anmeldt 17 episoder, hvor butikker solgte cigaretter til mindreårige. I 13 af sagerne udskrev politiet bøder.

Netto beklager

I Netto kommer en pakke Pall Mall susende ned gennem slusen fra lageret ved et enkelt tryk på cigaretdispenseren.

Det må selvfølgelig ikke ske. Længere er den ikke. Vi oplærer alle vores ekspedienter til at være opmærksomme på loven

Kenneth Luxhøi, Nettos regionschef for København

»Ellers andet? Det bliver 39 kroner, tak«, siger en ældre ekspedient. Han kigger nærmest ikke op på drengene, idet han rækker pakken over disken. Og det på trods af, at der dukker en lille tekst op på skærmen, i det øjeblik ekspedienten scanner cigaretpakken. Den spørger medarbejderen, om kunden er 18 år gammel, forklarer Nettos regionschef for København, Kenneth Luxhøi.

»Teksten popper konsekvent op ved salg af tobak eller alkohol, og man skal afvise eller acceptere beskeden for at kunne fortsætte ekspeditionen«, siger Kenneth Luxhøi.

Han beklager, at butikken på Frederiksberg ulovligt solgte cigaretter til de to unge drenge.

»Det må selvfølgelig ikke ske. Længere er den ikke. Vi oplærer alle vores ekspedienter til at være opmærksomme på loven. De skal altid bede om id, hvis de er det mindste i tvivl«, fortæller han. Efterfølgende har Kennet Luxhøi kontaktet den pågældende butik og bedt personalet om at skærpe deres fokus på aldersgrænsen.

Minister: Loven fejler ikke noget

For at komme cigaretsalg til mindreårige til livs mener både Charlotta Pisinger og Morten Grønbæk, at en højere pris på cigaretter vil påvirke de yngstes forbrug af smøger markant.

»Det hjælper ikke noget med en prisstigning på tre kroner pr. pakke. Men taler vil 10, 20 eller 30 kroner ekstra for en pakke, vil det have en signifikant betydning netop for de unges rygevaner«, siger Morten Grønbæk.

Det er og bliver butikkernes ansvar, at der ikke bliver solgt cigaretter til mindreårige

Sophie Løhde, sundheds- og ældreminister

LÆS ARTIKEL Regeringen vil forbyde e-cigaretter til unge

Om det er løsningen, vil sundheds- og ældreminister Sophie Løhde ikke svare på. Hun skriver i stedet i en mail til Politiken, at »de fleste kan nok blive enige om, at børn og unge ikke skal ryge, og heldigvis er der også i dag færre unge, som ryger dagligt, end tidligere. Der er dog fortsat for mange, som gør det, og derfor skal vi også løbende overveje, hvad vi fremadrettet kan gøre for, at færre børn og unge begynder at ryge«.

Ministeren understreger, at lovgivningen ikke fejler noget, men peger på, at problemet er de butikker, der ser stort på loven og sælger cigaretter til børn og unge

»Det er fuldstændig uacceptabelt og hører ingen steder hjemme. Butikkerne må tage sig alvorligt sammen. Det er simpelthen for slapt, at detailhandlen ikke påtager sig sin del af ansvaret for, at børn og unge ikke ryger«.

Ulovligt.  Sælger butikken cigaretter til unge under 18 år er straffen i første omgang en bøde på 5.000 kr.

Butikkernes ansvar

Hos Kræftens Bekæmpelse mener projektchef for tobaksforebyggelse Niels Them Kjær, at loven skal håndhæves i langt højere grad, hvis den skal have en effekt.

»Der er behov for regelmæssig kontrol. Hvis ikke der er en væsentlig risiko for at blive straffet, bliver loven ikke overholdt«, mener han.

Det er utroligt deprimerende, at man laver en lovgivning, som man slet ikke har tænkt sig at håndhæve

Charlotta Pisinger, forskningsoverlæge i Region Hovedstaden

Charlotta Pisinger er enig med Niels Them Kjær. Hun forstår ikke, hvorfor loven om salg af tobak ikke bliver håndhævet mere end som så.

»Det er utroligt deprimerende, at man laver en lovgivning, som man slet ikke har tænkt sig at håndhæve. Jeg ved fra utallige internationale studier, at der er sammenhæng mellem håndhævelse af lovgivningen og antallet af unge rygere«, siger hun.

LÆS OGSÅ Unge skodder smøgerne med mobilen

Niels Them Kjær forklarer, at det i dag er politiet, som har ansvaret for kontrollen. Men ifølge ham har de tidligere udtalt, at de ikke prioriterer den indsats særligt højt.

»Hvis man kigger på, hvor mange der dør af rygning, synes vi, at prioriteringen er urimelig. Derfor mener vi, at man kunne overveje at give nogle andre myndigheder som Sundhedsstyrelsen beføjelser til at kontrollere butikkerne«, foreslår Niels Them Kjær.

Sådan er reglerne for tobakskøb

Det er forbudt at sælge tobak til unge under 18 år. Sådan har det været siden 2008. Hvis en butik overtræder loven, kan den blive straffet med en bøde på 5.000 kroner. Tredje gang en forretning bliver dømt for at sælge cigaretter til mindreårige, får den en bøde på 20.000 kroner.

Hvis ekspedienten er i tvivl om kundens alder, skal vedkommende spørge om legitimation. De unge kan legitimere sig med et id-kort, hvis ikke de har pas eller kørekort. Sådan et id-kort kan bestilles på borger.dk.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Den model, mener Sundheds- og ældreministeren ikke, er en løsning.

»Det har jeg svært ved at se for mig. Sundhedsstyrelsen kan jo ikke være til stede i butikkerne hver og hver anden dag og overvåge de butiksansatte. Det er og bliver butikkernes ansvar, at der ikke bliver solgt cigaretter til mindreårige«, skriver hun og opfordrer på det kraftigste butiksejerne til at stramme op.

»Og hvis butiksejerne bliver bekendt med, at der er medarbejdere, som langer cigaretter hen over disken til unge uden at spørge til billedlegitimation, skal de øjeblikkeligt sætte en stopper for det«, mener Sophie Løhde.



Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Forbrug&Liv eller Ditte Ravn Jakobsen, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Quiz: Hvad ved du om rygning?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce