Drøm. Affald skal gøres til vores nye værdifulde ressource, mener miljøminister Ida Auken (SF).
Foto: DRESLING JENS

Drøm. Affald skal gøres til vores nye værdifulde ressource, mener miljøminister Ida Auken (SF).

Forbrug og liv

Ida Auken drømmer om et næsten affaldsløst samfund

Miljøministeren har store forventninger: Skrald skal være en værdifuld ressource.

Forbrug og liv

Miljøminister Ida Auken (SF) har enorme forventninger til danskernes evner når det gælder sortering af affald.

Selv om der hverken er pisk eller deciderede gulerødder i den ressourcestrategi, 'Danmark uden affald', som hun netop har fremlagt på Christiansborg, tror miljøministeren, at Danmark på sigt kan blive et affaldsløst samfund.

LÆS MERE

»Det her kan på sigt give et Danmark helt uden affald, sådan at vi får sendt tingene i cirkulation i stedet for at miste dem undervejs. Det giver en sikkerhed, at vi ikke er afhængige af hele tiden at skulle importere råvarer, der bliver dyrere, og at vi er med til at passe på den klode og de begrænsede ressourcer, der er«, siger Ida Auken til Politiken.

»At begynde at se affald som en ressource udløser utrolig mange nye ideer - jeg har aldrig i mit liv set så meget iderigdom vælte ud, som da vi lavede skiftet i måden af tale om affald på for halvandet til to år siden. Det har sat gang i virksomheder, borgere og kommuner. Det flytter faktisk også ting at have en stærk vision. Det er ikke altid kun de helt konkrete mål og pisken, der flytter folk«, siger hun.

Minister: Godt for både økonomi og miljø
Ifølge Ida Auken fremlægger hun og regeringen nu en strategi, der skal sende Danmark i front på affaldssorteringen. Og det har både en miljømæssig og et økonomisk begrundelse, fastslår hun.

»I dag fremlægger vi en plan, der skal få alle danskere til at se affald som en ressource og en værdifuld råvare, som vi kan bruge igen og igen og ikke som noget, vi bare skal af med og brænde af«, siger Ida Auken.

»Vi gør det, fordi der kommer, og allerede er, mangel på råvarer på en lang række områder. Vi gør det for miljøet og for fremtidige generationers skyld. Men også for økonomiens skyld, fordi de her ting stiger i pris hele tiden«, siger hun.

»Vi skal til at tænke på en anden måde«
Helt konkret skal danskerne mere end en fordoble genanvendelsen af husholdningsaffaldet i Danmark på under 10 år, foreslår regeringen. I øjeblikket producerer hver eneste dansker 447 kilo affald om året, og vi genanvender kun 22 procent.

Miljøministeren skal ikke bruge et politisk flertal til sin plan. Regeringen udsteder den som en bekendtgørelse, der kan igangsættes med det samme, slår hun fast. Og strategien er første del af flere.

»Derudover kommer der en modernisering af forbrændingssektoren, som jeg indkalder til politiske forhandlinger om, så vi kan have et lovforslag klar til foråret. Og så kommer anden halvdel af ressourcestrategien, der skal sikre, at vi producerer mindre affald ved at have nye forretningsmodeller og nye forbrugsmønstre«, siger Ida Auken.

Planen hedder 'Danmark uden affald'. Er det virkelig realistisk at tro på, vi kan nå helt ned på nul?

»Det kommer til at tage noget tid at nå det affaldsløse samfund, og det er heller ikke målet med den her strategi at nå helt derhen. Men vi skal tage nogle meget vigtige skridt nu, og så skal vi til at tænke på en anden måde«.

Pisken kan komme i brug
Hvorfor tror du, at kommunerne og danskerne kommer til at leve op til og indfri de mål, I har sat, når der ikke er hverken gulerod eller pisk i planen?

»Kommunernes affaldsplanlægning må ikke stride mod den nationale ressourcestrategi, så vi kommer til at følge nøje med i, at de faktisk lever op til regeringens mål. De er klar derude og vil gerne være med. Men de ved også godt, at der kan komme skrappere virkemidler i brug. Derfor vil mit bud være, at de alle sammen laver det her skifte nu«, siger Ida Auken.

I afsætter 50 millioner kroner årligt over de næste fire år. Er det virkelig nok?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi flytter jo nu på over 10 milliarder kroner, der hvert år bliver brugt på det her område. Og så bruger vi så 200 millioner kroner til at hjælpe kommunerne med at lave skiftet, lave partnerskaber og videndeling. Kommunerne er allerede godt i gang nogle steder, så det her tydelige mål fra regeringen er lige præcis det, de har brug for. De har selv bedt om en frihed, og derfor forventer jeg også, de lever op til vores mål«, siger Ida Auken om planen, der lader den lokale indsamling og sortering af affald være op til den enkelte kommune.

Nogle danskere vil have det svært i starten

Hvor svært vil det være for danskerne at omstille deres affaldssortering?

»Det er klart, at nogle vil opleve, at det kan være svært i starten. Sådan er det altid, når man skal ændre sine vaner lidt. Men når folk forstår, hvorfor de gør det, og forstår, at de ting, man før i tiden brændte af, fordi de forurenede, kan bruges igen og blive til værdier andre steder, hvis de kommer over i den rigtige spand, så tror jeg, vi har folk med os«.

Hvornår er det helt på plads?

»Det er et stort skift, der kommer til at tage en årrække. Jeg forventer ikke, vi er helt i mål, før om 10 år, når strategien er fuldt indfaset«, siger Ida Auken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce