Stress er en af de livsvilkår, som er mistænkt for at øge risikoen for gener i overgangsalderen. Yogaen skal være med til at bringe stressniveauet ned.
Foto: CICILIE S. ANDERSEN

Stress er en af de livsvilkår, som er mistænkt for at øge risikoen for gener i overgangsalderen. Yogaen skal være med til at bringe stressniveauet ned.

Forbrug og liv

Hormonyoga kan give en bedre overgangsalder

Et særligt yogaprogram skal forebygge nogle af generne omkring kvinders menopause. Politiken var med til træningstime.

Forbrug og liv

»Tungespids, næsetip, klap, Mula Bhanda, og send så opmærksomheden til venstre æggestok«.

Fem kvinder omkring de 50 år befinder sig i klassiske yogaomgivelser: levende lys, hindufigurer og farven lilla på tæpper, underlag og orkideerne i de lave vindueskarme.

I de rolige lyse rum lærer de på to dages kursus at bekæmpe nogle af de gener, som den flere år lange overgang fra fødedygtig kvinde til kvinde uden menstruation kan medføre.

Hedeturene forsvandt, mit immunforsvar blev stærkt, min lugtesans vendte tilbage, der var ingen hår i hårbørsten, men vigtigst af alt kom min energi tilbage

»Der sker lige så meget hormonalt med jer nu, som der sker i teenageårene. Det kan være en sorgfuld proces at sige farvel til evnen til at få børn. Men det kan også give jer en masse power og visdom. Man siger, at når unge piger kommer i puberteten, får de visdom, når kvinder bliver mødre, bruger de visdom, og i overgangsalderen bliver de visdom«, siger yogalærer og psykoterapeut Pernille Fournais, som underviser i den særlige hormonyoga, som er skræddersyet til kvinder i og omkring overgangsalderen.

Kvinderne griner lidt ad det med visdommen, men sætter sig til rette, klar til at lære mere. For yogaen er slet ikke, som den plejer. Den er designet specielt til at påvirke organer, som støtter hormonproduktion i kroppen: æggestokke, skjoldbruskkirtel og hypofyse.

Når de masseres og påvirkes gennem øvelserne, justerer det ifølge Pernille Fournais kroppens evne til at kompensere for det faldende østrogenniveau og andre hormonelle ændringer, som påvirker kvindens krop i overgangsalderen. Faktisk starter ændringerne, allerede 6-7 år før det ses på blødningerne, og så er det smart at begynde på hormonyogaen, mener yogalæreren.

»For nogle kvinder kan det betyde, at det udskyder det tidspunkt, hvor blødningen stopper, men det er ikke formålet med hormonyoga. Meningen er at støtte kroppen og mindske de gener, som overgangsalderen kan give«, siger Pernille Fournais.

En trold er løs i kroppen

Hver tredje kvinde oplever ingen eller meget lette gener, når de er i overgangsalderen. Men resten kan blive generet af en eller flere forskellige ’bivirkninger’, som strækker sig fra hedeture og ødelagt nattesøvn til humørsvingninger og øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. Halvdelen af de ramte forsøger at bruge alternative veje til at få det bedre, mens andre går til lægen eller trækker på begge dele.

Danielle Bohr, en af deltagerne på dagens hold, blev hårdt ramt, da hendes menstruationer begyndte at blive uregelmæssige. Det skete, allerede da hun var først i 40’erne, kort efter en periode med stress.

»Det var, som om der var en trold løs inde i kroppen. Jeg fik hedeture og svedeture. Det er utrolig ubehageligt. Pulsen går op, og man bliver ildrød og sveder, og det føles, som om der er en, som står på brystet af dig. Samtidig havde jeg ondt i alle led, og humøret skiftede«, siger Danielle Bohr, som har fået hormoner af sin læge for at kunne holde sin overgangsalder ud.

Foto: ANDERSEN CICILIE S.

Stress er netop mistænkt for at kunne sætte overgangsalderen i gang og forværre symptomerne. Nu håber Danielle Bohr, at yogaen kan hjælpe hende med at komme godt igennem de næste år og måske kan støtte, når hun vil trappe ud af hormonbehandlingen. Når først yogaprogrammet er lært, tager en runde cirka 3 kvarter, og det skal ifølge Pernille Fournais gøres 3 eller 4 gange om ugen for at have effekt.

En anden deltager, Nina Schultz, har sagt nej til at tage hormoner. I stedet har en »klog kone« hjulpet hende, og hun har brugt både akupunktur, homøopatisk naturmedicin og gode samtaler. Yogaen skal bakke de gode resultater op og hjælpe velvære og selvindsigt på vej.

»Jeg har det bedre, end jeg har haft nogensinde. Jeg har det, som om overgangsalderen handler om at lande i sig selv«, siger Nina Schultz, som dog måtte forbi sin læge med mange forskellige symptomer og misforståelser, før det blev opdaget, at hedeture, ondt i knæene og humørsvingninger skyldtes overgangsalder.

Andre deltagere er der for at forebygge gener, som de lige er begyndt at ane.

Videnskabelige beviser mangler

Kvinderne på måtterne har hejst sig op i en flot støttet skulderstand med benene op mod loftet, og de trækker vejret ind og ud 7 gange i tunge, kraftfulde drag, som i yogasproget kaldes ’bastrika’. Bagefter svinges benene frem og tilbage i strakte saksespark. I løbet af de to dages kursus gentages øvelserne så mange gange, at de gerne skulle kunne gå hjem til sig selv og fortsætte.

»Er jeres nakker støttet ordentligt? Hvis øvelsen er for hård, er der en anden måde, man kan gøre den på. Det må ikke gøre ondt«, understreger Pernille Fournais, mens hun går rundt og retter lidt på de fem kvinders stillinger.

Foto: ANDERSEN CICILIE S.

Hendes udgangspunkt er, at hormonyogaen skal styrke krop og psyke, så man som kvinde får mest muligt positivt ud af de forandringer, der sker.

»Bastrika hjælper med at tænde jeres ildenergi. I denne alder skifter ens energi ofte fra at være rettet mod yngelpleje og det hjemlige til at være rettet mod andre måder at udfolde sig på«, siger yogalæreren.

Hun har selv oplevet, hvordan yogaformen mindskede hendes egne symptomer, og at de dukkede op igen, da hun droppede øvelserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men at hormonyoga rent faktisk kan hjælpe i overgangsalderen, er ikke videnskabeligt bevist. Metoden er udviklet af den nu 88-årige brasilianske yogalærer Dinah Rodriques, som stadig rejser verden rundt for at lære fra sig.

Maries gener forsvandt

Dinah Rodriques forsøger at samle sine kursisters erfaringer, men egentlige beviser kræver forsøg, som kan være svære at realisere. Blandt andet fordi de gener, som man oplever i overgangsalderen, kan svinge, også selv om man ikke modtager behandling. Den ene dag kan hedeturene være kraftige, den næste er de væk for så måske at komme igen 3 måneder senere.

Til gengæld har forskere påvist, at motion kan få hedeturene til at blive færre og mindre kraftige. Mens andre forskere har vist, at det at tænke på bestemte steder i kroppen faktisk påvirker de steder, man tænker på.

Marie har udført yogaprogrammet igennem længere tid og har selv en oplevelse af, at det har hjulpet hende. Den nu 43-årige kvinde, som ikke ønsker at stå frem med hele sit navn, begyndte omkring sin 42-års fødselsdag at få hedeture og humørsvingninger. Menstruationen udeblev, og blodprøverne hos lægen viste, at det var en tidlig overgangsalder, der var begyndt.

»Jeg læste om hormonyoga og deltog i et kursus, selv om jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk. Men efter at jeg havde været på kursus i weekenden, vendte min menstruation tilbage om mandagen – efter et halvt år uden. Det var meget motiverende for mig«, siger Marie, som tog kurset hos en anden hormonyogalærer, Lone Hunæus.

Foto: ANDERSEN CICILIE S.

Efter at øvelserne er blevet rutine, tager det Marie cirka en halv time at gennemføre programmet, hvilket hun dog ikke kan lige nu på grund af et bøjet ribben. Desuden tager hun naturlægemidlet Bidro.

»Hedeturene forsvandt, mit immunforsvar blev stærkt, min lugtesans vendte tilbage, der var ingen hår i hårbørsten, men vigtigst af alt kom min energi tilbage. Jeg har svært ved at sige, om det var yogaen, der hjalp mig, men det tror jeg«, siger Marie.

Gynækolog: Prøv det af

Det er en god idé at prøve yogaformen eller andre former for motion af, mener gynækolog Lisbeth Eriksen. Hun dyrker selv yoga og har afprøvet hormonyoga.

»Jeg går meget ind for, at man prøver at gøre noget selv, om det er yoga eller rødkløver (mulig hedetursdæmpende naturmedicin, red.), akupunktur eller andre former for motion. Så hvis den her type yoga virker for nogle, er det en god idé«, siger Lisbeth Eriksen, som dog vurderer, at det at passe 3-4 gange om ugen på måtten hjemme vil være svært for mange fuldtidsarbejdende kvinder.

»

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: ANDERSEN CICILIE S.

Men lad være med at bebrejde dig selv, hvis det ikke virker. Symptomerne i overgangsalderen er forskellige fra kvinde til kvinde, og måske er det en anden behandling, du har brug for«, siger gynækologen.

På måtterne ligger de fem kvinder og forestiller sig lys strømme igennem kroppen fra hånd til hånd i takt med deres dybe åndedrag. I morgen skal de igennem programmet et par gange.

Pernille Fournais gentager det, som hun synes er det vigtigste budskab:

»I skal huske at tage jer godt af jer selv i denne tid. Det vil komme tilbage som god energi«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce