Skuespiller Niels Olsen  har for nylig købt nye glas – af god kvalitet.

Skuespiller Niels Olsen har for nylig købt nye glas – af god kvalitet.

Skuespiller Niels Olsen: Jeg tænker altid meget længe over mine køb

Niels Olsen, der netop nu medvirker i ’De 39 Trin’ i Glassalen, bruger gerne penge på takeaway og teaterrejser.

Forbrug og liv

Er der noget, der kan irritere Niels Olsen, er det at skulle købe noget, som der egentlig ikke er brug for.

»Jeg har det altid sådan lidt, »Ahr, har vi nu også virkelig brug for det?«, og går altid og tænker meget længe over et køb. Jeg er i hvert fald ikke en, der går ud og køber alt muligt spontant«, siger skuespilleren, som de fleste nok kender som en del af den lumre komikerkvartet ’Ørkenens Sønner’, men som i øjeblikket bruger sit komiske talent i Glassalen i krimikomedien ’De 39 Trin’, der følger Alfred Hitchcocks film af samme navn.

Brug og smid væk-kulturen irriterer mig

Sidst, der blev tænkt længe over et køb, var, da hele glassamlingen for nylig blev ramt af glaspest. De slørede, hvidplettede glas blev vendt og drejet sammen med behovet for at skifte dem allesammen ud med nye, men da beslutningen var truffet, trådte et andet vigtigt forbrugsdogme for Niels Olsen i kraft: Kvalitet betaler sig i længden.

»Min erfaring siger mig, at jeg bliver gladest for god kvalitet, selv om det koster lidt ekstra. Sådan er det også med de nye glas, som er virkelig pæne og godt håndværk. Jeg bliver glad, hver eneste gang jeg skal drikke af dem«.

Hvor stammer det fra?

»Brug og smid væk-kulturen irriterer mig. Jeg har det skidt med at købe noget, som jeg ved ikke holder så længe, selv om det er billigt. Og så er det nok også de jyske gener.

For nogle kan jeg måske godt virke lidt bagstræberisk, og jeg kan da også godt se, at der skal ske lidt nyt en gang imellem. Heldigvis har jeg en kone, der er rigtig god til at losse mig lidt bag i og sige til, når det er tid til, at vi skal have noget nyt«.

Hvad står du for derhjemme?

»Så er vi ovre i værktøjsafdelingen. Jeg har en del værktøj og især et stort og bredt udvalg af maskiner til at bekæmpe ukrudt med. Selv om jeg ikke tager i Silvan hver weekend, pløjer jeg da værktøjskataloget igennem, når jeg får det ind ad døren.

Det kunne jo være, at der var den rundsav, jeg mangler. For når man har et hus og en have, som jeg har, så griber istandsættelser og reparationer jo om sig. Man starter i den ene ende af huset, og når man så er færdig, kan man starte forfra igen«.

Er du god som gør det selv-mand?

»Jeg kan godt lave nogle ting og har da bygget nogle skure og et legehus, men jeg er absolut ikke håndværker. Nu har jeg heldigvis en god nabo, som har det med at holde øje med, når jeg tager noget værktøj i hånden, for så at komme løbende ind for at hjælpe mig, så vi undgår, at det går helt galt«.

Det kunne jo være, at der var den rundsav, jeg mangler

Hvad fylder især i budgettet?

»Min kone og jeg er flittige takeawaybrugere. Vi køber takeaway oftere, end vi vil indrømme, fordi vi arbejder på nogle mærkelige tidspunkter, hvor der ikke altid er tid til at bruge en time på at lave mad. Vi køber et bredt udsnit af thai, indisk, sushi og pizza«.

»Jeg bruger også mange penge på ferier og kan især godt lide at tage til London eller New York med min kone for at se musicals. Jeg anser det for lige dele arbejde og fornøjelse.

Vi plejer at se fire eller fem, så der er noget på programmet hver aften, og vi har blandt andet set teaterstykket ’The Play About a Bank Robbery’ og musicalen ’The Book of Mormon’«.

»Drømmemålet lige nu er Caribien og at holde ren ferie. Det her tidspunkt på året er faktisk det bedste tidspunkt at være væk på – så får man klippet vinteren over og får nogle uger med sol, saltvand, varme og afslapning. Når man kommer hjem, har man fået ladet batterierne op, og det er forår lige om lidt, og så kan man slet ikke forstå, at alle går rundt og brokker sig over vejret«.

Hvordan er dit kulturforbrug?

»Jeg får læst nogle bøger, når jeg er på ferie. Der synes jeg, det er fedt at kaste mig ud i nogle krimier. Jeg har ædt alle Jussi Adler-Olsens bøger, men havde også stor glæde af Dan Turèlls krimier på et tidspunkt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    »Far skal dø! Det skal være mig og mor for evigt!«

    OBS: Kun til Politiken.
Sarah Engell og hendes søn, der har lidt af et voldsomt ødipuskompleks. Da han var yngre talte han om, hvordan han ville slå sin far ihjel, og han har generelt altid været morsyg.
Det er ikke så slemt mere, men Plus En-podcasten behandler Ødipuskomplekset som tema og jalousi mellem forældre og børn.
    Podcasten 'Plus En':

    Sarah Engell er magnetisk. Hun har krystalklare, mandelformede øjne og kridhvidt hår. Hun er mor til to drenge, Jonathan og Julius. Og så er hun den absolutte nummer et, både for børnene og for deres far René, som elsker hende over alt på jorden. Men kan man være alles nummer et? Er det normalt at en 4-årig dreng udførligt forklarer sin mor, hvordan han vil dræbe sin far? I denne uges 'Plus En - Politikens podcast om livet med børn' kan du høre en fuldblodig og levende karikatur af Sofokles' berømte tragedie om Ødipus udspille sig for fuld udblæsning i et helt normalt hjem.

    Vil du ha' mere 'Plus En'? Find det her

Annonce