To go-kaffesalget boomer, men vi køber også dyrere bønner til den kaffe, vi laver i hjemmet. Foto: Miriam Dalsgaard

To go-kaffesalget boomer, men vi køber også dyrere bønner til den kaffe, vi laver i hjemmet. Foto: Miriam Dalsgaard

Forbrug og liv

Fakta om kaffe: Danskerne har det tredjestørste forbrug i verden

Kun hver sjette drikker slet ikke kaffe, men hvor mange kopper drikker resten, og hvordan vil de fleste helst have den?

Forbrug og liv

Madam Blå, Melitta, stempelkande, espressomaskine, kolbe, kapsel eller pulver? Kogekaffe eller koldbrygget? Specialristet eller hjemmemalet? Pumpetermokande eller lidt, men godt? Sort, hvid, med smag eller som dessert?

Kaffemoden skifter og fornys, og selv om vi må importere bønnerne, hører Danmark til verdens mest kaffenydende nationer, viser den seneste rapport fra European Coffee Federation.

Vi er med i top på verdensplan

Førstepladsen indtages af Luxembourg, men en statistisk unøjagtighed skaber tvivl om resultatet for den lille stat (24 kilo kaffe per indbygger), og ser man bort fra det, lander vi med et gennemsnitligt årligt forbrug på 8,6 kilo per indbygger ikke på en fjerdeplads, men som nummer tre efter finnerne (12 kilo) og østrigerne (9 kilo). Et gennemsnit på cirka 4 kilo ristet kaffe årligt for Europa som helhed placerer verdensdelen på en global førsteplads.

Konkurrence fra to go kaffe

Ifølge kaffebranchens fælles informationskontor DKI (Dansk Kaffeinformation) er udviklingen for kaffe købt i dagligvarehandlen de seneste ti år gået i retning af mindre mængde, men til relativt større værdi. I en periode, hvor danskernes køb af kaffe to go på caféer er vokset enormt, er mængden af kaffe til hjemmebryg faldet med knap 22 procent. Men de handlende har så at sige hentet ind på gyngerne, hvad de har sat til på karrusellerne, fordi de sælger dyrere kaffeprodukter.

En gennemsnitshusstand bruger ifølge Danmarks Statistik cirka 1.150 kroner om året på at købe kaffe til husholdningsbrug.

Kaffe er ikke længere bare kaffe.
Foto: Jens Dresling

Kaffe er ikke længere bare kaffe.

Øko, hele bønner og iskaffe

Tilsammen fragtede vi sidste år 23.816 ton kaffe fra butikkerne til vores hjem, viser Nielsen Dagligvareindeks, der dækker alle kæderne inden for Dansk Supermarked, Coop og Dagrofa. Rapporten ’Kend dit Marked 2017’ fastslår, at kaffesalget samlet set faldt 0,8 procent i volumen fra 2015 til 2016, men der var fremgang for flere kategorier.

Mængden af solgt instant kaffe steg f.eks. med 2,8 procent. Forbrugerne hev 7 procent flere bønner til selvmaling ned fra hylderne. Der blev solgt 9 procent mere økologisk kaffe, og mængden af iskaffe voksede med ikke mindre end 40,9 procent.

Bevidste og krævende forbrugere

Det billede genkendes ude i dagligvarehandlen, hvor det store trækplaster ikke længere er tilbud på tre pund kaffe af den sædvanlige slags. I 2001 var der eksempelvis 200 forskellige kaffe-produkter i Coops butikker. I dag er antallet af kaffe-varianter vokset til lidt over 400.

»Kaffe bliver konstant raffineret til mere og mere specielle blandinger, brændinger, formalinger og forpakninger. Hvor det tidligere var enten grov eller fin, hårdt eller lyst ristet kaffe, så er det i dag espressoristet, højlandsbønne, til egen formaling, i vakuumpakket dåse, kapsel til dén og dén maskine. Vi forbrugere er blevet meget mere kaffeinteresserede og kaffekrævende«, siger analysechef i Coop Lars Aarup.

Madam Blå er dansk kulturhistorie.
Foto: Finn Frandsen

Madam Blå er dansk kulturhistorie.

Historisk tilbageblik

Baggrunden for interessen er gammel. Kaffen kom til Danmark i 1660’erne og blev i løbet af 1700-tallet et samlingspunkt for kvinder fra det bedre borgerskab. Med tiden blev drikken almindelig i den brede befolkning, og før Anden Verdenskrig var Danmark angiveligt verdens mest kaffedrikkende nation. Efter krigens knaphed med flittig brug af kaffeerstatning – Rich’s og Danmarks – steg forbruget igen. I 1960’erne gjorde den automatiske kaffemaskine brygningen let, og i 1970’erne blev stempelkanden et alternativ. Siden vinder både lette og avancerede varianter indpas i folk hjem i form af espresso, pulver samt kapsler, og de seneste år har filterkaffe fået en revival.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Filter er den foretrukne form

Der findes forskellige undersøgelser om, hvordan vi foretrækker vores kaffe. DKI videregiver dette bud:

52 procent foretrækker filterkaffe

15 procent foretrækker stempelkaffe

12 procent foretrækker kaffe fra espressomaskine

11 procent foretrækker kapselkaffe

8 procent foretrække pulverkaffe

Mænd drikker mere end kvinder

Godt tre ud af fire danskere drikker kaffe, lidt flere mænd (86 procent) end kvinder (76 procent). Kaffedrikkere indtager i snit 4 kopper kaffe om dagen. Forbruget har været konstant for mænd de seneste år, mens forbruget for kvinder er let faldende, skriver kaffebranchen på sin hjemmeside kaffeinfo.dk.

Her oplyses det også, at morgenstund ifølge flertallet ikke har guld, men kaffe i mund. Hvis man kun måtte drikke en kop kaffe om dagen, ville halvdelen af danskerne drikke den om morgenen. Næsten lige så mange (45 procent) mener, at morgenkaffen har stor betydning for, om deres dag bliver god. En undersøgelse fra Coop viser, at cirka hver femte (21 procent) drikker aftenkaffe, og at vestjyder drikker 16 procent mere aftenkaffe end andre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kun hver sjette drikker aldrig kaffe

De fleste drikker kaffe hver dag (67 procent) eller flere gange om ugen (10 procent). 8 procent drikker kaffe et par gange om måneden eller sjældnere. Kun 16 procent eller cirka hver sjette forbruger aldrig drikker kaffe, viser en undersøgelse foretaget af Epinion for kaffefirmaet Tassimo i 2012.

Den fastslår også, at næsten halvdelen foretrækker deres kaffe sort (47 procent), at hver femte (19 procent) helst vil have espressobaseret kaffe med mere eller mindre mælk, og at hver sjette (16 procent) foretrækker filterkaffe med mælk. Resten peger på forskellige varianter med og uden sukker som deres yndlingsversion, men uanset farven opfatter det store flertal (85 procent) kaffe som noget »hyggeligt«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce