Michelle køber så meget som muligt i genbrug, blandt andet tøj, billeder og flere af hendes møbler.

Michelle køber så meget som muligt i genbrug, blandt andet tøj, billeder og flere af hendes møbler.

Forbrug og liv

Genbrugsentusiast: Den har jeg givet en tyver for i en butik i Kolding

Selv om man er på SU, kan man godt følge med i trends for indretning og mode, fortæller Michelle Nielsen, som blander nyt design med gammelt og nye indkøb med brugt genbrugsguld.

Forbrug og liv

Michelle Nielsen sætter sig på sin designersofa og klapper på en dekorationspude med leopardmønster.

»Den har jeg givet en tyver for i en genbrugsbutik i Kolding«, siger hun.

Foran hende står en teaktræskommode og en franskdesignet industrilampe lampe, begge også købt brugt, den første for 300, den anden for 5.000 kroner igennem dba.dk.

»Jeg køber aldrig noget nyt uden at have ledt efter en brugt udgave først. Folk aner ikke, hvor meget man kan spare. Og at ting er brugt betyder altså ikke nødvendigvis, at de er slidt«, siger hun.

Også jakken er købt i genbrug. Og de fleste puder. Men sofaen måtte hun købe i en butik. Den skulle passe på centimeteren.
Foto: Henriette Dæhli

Også jakken er købt i genbrug. Og de fleste puder. Men sofaen måtte hun købe i en butik. Den skulle passe på centimeteren.

Michelle Nielsen er 26 år og kommer fra Kolding, hvor hendes forældre har opdraget hende til et ægte kræmmersind ved at tage hende med på markeder fra hun var lille. Nu bor hun med sin kæreste på Christianshavn i København, og hun vurderer, at hun bruger 8-9.000 kroner om året på at købe genbrug. Altså noget over gennemsnittet, som ifølge dba.dk er knap 7.000 for hver dansker.

Til gengæld sælger hun for langt mere, end hun køber for. Omkring 20.000 om året, anslår hun. Men hun mener også, at alt kan sælges. For eksempel har hun netop solgt et par slidte løbesko.

»Det troede min kæreste ikke på kunne lade sig gøre, men det kunne det altså. Det var en ældre dame, og hun var glad – de har jo været dyre engang«, siger Michelle Nielsen.

Købt gennem Instagram

Stuen har en hvidmalet murstensvæg med et stort Andy Warhol-citat i ramme. Under hemsen står to lakerede ældre frugtkasser, brugt som reoler. Der ligger et par coffee table-bøger, en sonos-højtaler, og der står to krystalkarafler med whiskey - den ene er købt brugt på et marked for en tyver, den anden er ny og fra Magasin.

Michelle Nielsen har flere krystalkarafler stående med og uden indhold. Her er en godt brugt sag, som hun har valgt at lade være tom.
Foto: Henriette Dæhli

Michelle Nielsen har flere krystalkarafler stående med og uden indhold. Her er en godt brugt sag, som hun har valgt at lade være tom.

»Det er sammensætningen af nyt og gammelt, jeg godt kan lide«, siger Michelle Nielsen, der kalder sin stil for New Yorker – men som også nemt bliver forført af lækre ting, hun ser i magasiner, på Instagram eller Pinterest.

»Jeg har købt den stol der gennem Instagram«. Hun peger på en lounge-stol med zebrabetræk.

»Jeg så, der var en mand, der lavede dem, og tænkte, at den skal jeg da ha’«.

I øjeblikket handler Michelle Nielsen mest med møbler. Hun og kæresten har nemlig fået en ny og større lejlighed, der skal møbleres – og så skal noget af det gamle videre.

»Sofaen er solgt, fjernsynet, sengen og tøjskabet nedenunder. Men det er også umuligt at få ud«, siger Michelle Nielsen, som har solgt det meste til lejlighedens nye ejer, men stadig har en spisebordsstol til salg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På en briks i stuen ligger et helt nyt cirkelrundt og stort spejl, som hun lige har købt af et par, der skulle være flyttet sammen, men som i stedet gik fra hinanden og solgte det via dba.dk.

»Jeg kan godt lide gode, billige fund, og der er virkelig mange penge at spare ved at købe brugt. Jeg har været så mange år på SU og ikke haft ret mange penge, så hver gang der er noget, jeg vil have, så kigger jeg altid efter genbrug først«, siger Michelle Nielsen.

Vil ikke høre om omkostninger

Hendes handler foregår både på dba.dk, Trendsales og på fysiske loppe- og kræmmermarkeder rundt omkring i landet – særligt i København, hvor hun bor nu, og i Brørup ved Kolding, hvor hendes forældre bor.

Her har hun og en veninde engang stillet op med en masse teaktræsmøbler til et marked, der åbnede klokken 6 om morgenen.

Michelle Nielsen ledte længe efter denne plakat, som stammer fra et svensk museum.
Foto: Henriette Dæhli

Michelle Nielsen ledte længe efter denne plakat, som stammer fra et svensk museum.

»Vi var der klokken fire og stod og pakkede ud, og allerede klokken fem stod der en mand med lommelygte og lyste ned i vores kasser og ville købe det hele. Det er bare blevet så hypet med teaktræ. Og han var professionel – han vidste, han ville kunne sælge det videre. Vi ville bare gerne af med det, så det var win-win«, siger Michelle Nielsen, der et par timer senere stod og pruttede om prisen på en figur, hun havde til salg for fem kroner.

»Men damen ville kun give to kroner. Haha, det er jo også det, der er sjovt ved det«, siger hun.

Dog kan det også trække lidt i langdrag, særligt når det er tøj, der skal sælges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der kan godt være ret mange og trælse spørgsmål om, hvor mange centimeter ærmegabet er og sådan noget«, siger Michelle Nielsen.

Til spørgsmålet, om hun har tænkt over, hvor meget hendes genbrugshandler koster hende i tid, benzin og slitage på kærestens bil, der henter og bringer de fleste handler, holder hun hænderne for ørerne.

»Nej nej, det vil jeg slet ikke vide! Det er sikkert vildt meget. Jeg bruger jo nærmest en til to timer om dagen på det her. Også når jeg sælger. Og jeg kører gerne rigtig langt for en god handel«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce