Foto: Helene Navne

Her finder du de flotteste træer og buske i efterårets farver

For nogle er årstiden højsæson for vemod, for nogle er de dybe røde farver lige så inspirerende og instagramværdige som kirsebærtræernes blomstring om foråret. For alle er sommeren forbi nu.

Efteråret bliver i sange som ’Autumn Leaves’ kædet sammen med det smertefulde minde om tabt kærlighed. Om den eneste ene, der forsvandt. Om en sommer, der er forbi, og tomme hænder, der står tilbage, som C.V. Jørgensen synger det i 'Sæsonen er slut'.

Men selv om det ikke lyder som det mest opmuntrende, kan der være stor skønhed i efteråret. Både i solens ekstra gyldne lys og de smukke farver, vi kan se i naturen, og så nostalgien og melankolien, som gør en del af os lige så glade for efterårets stemning som for forårets glade og sprudlende.

Derfor er vi nogle, som når solstrålerne bliver efterårslange, søger ud i naturen og lader os besnære af efterårets farver og stemning. Vi cykler lige så ivrigt rundt i omegnen for at se efter – og fotografere – de smukke efterårsblade som dem, der hylder forårets kirsebærblomster. Og noget tyder på, vi er mange. Efterår på Instagram har i skrivende stund knap 306.000 opslag mærket med #efterår og flere end 43 millioner med #autumn.

På samme måde, som vi fejrede sakura – kirsebærblomsternes fulde flor – kan vi fejre efterårets bombardement af gyldne toner. Denne sæson kan være fuldstændig lige så billedskøn og stemningsfuld.

Gode steder

Men hvor er de bedste steder at finde smukke farver?

Hvis man vil se de rigtig kraftige, flotte høstfarver, skal man gå i de beplantede haver som i Landbohøjskolens Have, Botanisk Have, Frederiksberg Have og Haveselskabets Have, fortæller landskabsarkitekt og fagkonsulent Kim Tang fra Danske Anlægsgartnere. Den slags haver, han kalder ’engelske haver’, som ofte indeholder planter fra hele verden.

Landbohøjskolens have.

Landbohøjskolens have.

Staunings Plads.

Staunings Plads.

»Der er nemlig stor variation i disse haver. Med mange forskellige planter fra eksotiske planter så som virginsk ambratræ, duetræ, hjortetaktræ, rødeg, hanesporetjørn samt en række forskellige ahorn og kirsebær til hjemmehørende arter som benved og almindelig røn. Når der er mange sorter, vil der være større variation af for eksempel de kraftige røde blade, vi forbinder med efteråret«, siger Kim Tang.

Botanisk Have.

Botanisk Have.

Utterslev Mose

Utterslev Mose

Godt nok er der også flot i skoven, men vi har ikke så mange høstfarver naturligt i den danske flora.

»Både bøg, eg og birk har selvfølgelig også farver, men det er mere de gule og brune farver, vi ser der«, siger Kim Tang og tilføjer: »Derfor vil der på steder som i Utterslev Mose og i Dyrehaven mere være den slags farver end de dybe røde. Vil man have mere kontrast, skal man i de kultiverede haver«,.

På kirkegårdene

Et andet tip fra landskabsarkitekten er at se nærmere på områdets kirkegårde:

»Her er der normalt også stor variation i sorterne, så her kan man være heldig at se nogle meget smukke efterårsfarver«, siger Kim Tang og nævner Bispebjerg Kirkegård og Assistens Kirkegård.

Bispebjerg Kirkegård

Bispebjerg Kirkegård

Assistens Kirkegård.

Assistens Kirkegård.

Desuden kan den fine efterårsstemning findes i byernes gader også.

»Man kan være heldig at se vildvin og rådhusvin på bygningerne i bybilledet. Det er dem, der kravler op ad murene. Bygningerne kan være helt dækket af de her røde blade«, siger Kim Tang.

Hvor tidligt på året, farverne begynder at komme, har der været diskussion om.

»Meget tyder på, at det afhænger af, hvor koldt der bliver om natten. Sådan et par kolde nætter – ikke nødvendigvis frost, bare koldt – det fremskynder farverne«, siger Kim Tang.

Gå ud og se på efteråret! Måske kan du bare lytte til vinden eller regnen. Eller du kan tage dine hovedtelefoner med. Der kan både være stor ro og dybde i regnen og i efterårets varme farver. Og der er også håb.

Hør bare Lars H.U.G’s ’September’:

Alting kan ske

når kastanjerne falder

på September Allé

for alle må ha en at stole på

september september

du åbner dine farver

september september

du kommer som en ven

Du kan også gå all in i efterårets vemod og lytte til Lou Reeds version af ’September Song’ (skrevet af Kurt Weill), som handler om de stadig kortere dage (»These precious days I'll spend with you«).

Og lyt til klassikeren ’Autumn Leaves’ (»I miss you most of all my darling, when autumn leaves start to fall«). Syng med om les feuilles mortes (de døde blade) i Serge Gainsbourgs ’La Chanson de Prévert’, der handler om, at der aldrig kommer en kærlighed igen som den tabte:

Chaque fois 'Les feuilles mortes'

Te rappellent à mon souvenir

Jour après jour les amours mortes

N'en finissent pas de mourir

Og endelig - når farverne forsvinder, og de døde blade mest ligger i bunker på jorden - kan man synge med på Tom Waits’ forbandelse af en knoglefarvet måne, våde støvler og regn i ’November’.

No shaddows no stars

There's no moon and no cars

November

It only believes

In a pile of dead leaves

And a moon, that's the colour of bone

Botanisk Have.

Botanisk Have.

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce