Arkivfoto: Johansen Linda
Forbrug og liv

Klarlunds klumme: Din reptilhjerne er ikke bygget til at modstå kioskernes fristelser

Hjernen er ikke gearet til et liv med overflod og for meget tid i sofaen.

Forbrug og liv

Det er hjernen, der beslutter, hvad vi putter i munden. Det siger hjerneforskerne. Men hvis det er rigtigt, er det lidt svært at forstå, at vi ikke spiser mere fornuftigt. Hvorfor kan man så opleve, at en indkøbstur er en lang kamp mod lysten til at proppe kurven med chips og søde sager? Hvorfor vælger vi ikke bare rationelt det grønne, det fiberrige og det med fuldkorn?

Forklaringen skal findes i reptilhjernen, altså den ældste og mest primitive del af hjernen. Det er den, der giver os trang til det salte, søde og fede. Evolutionært var det meget mere gunstigt at hige efter saltet mad for at få de nødvendige mineraler, trangen efter kød skulle sikre, at vi fik tilstrækkeligt med proteiner, og vi skulle hige efter sød og fed mad for at opbygge energilagre. For vores forfædre var det en fordel at lagre fedt, for det var uforudsigeligt, om en jagt ville resultere i et bytte. Men i dag er der altid en kiosk i nærheden, og vores trang til salt, sødt og fedt kan øjeblikkeligt blive stillet.

Vores hjerne er stadig gearet til et aktivt liv i stenalderen

De madvaner, der evolutionært har bidraget til, at vi er kommet frem i verden, giver os i dag livsstilssygdomme. Vores hjerne er stadig gearet til et aktivt liv i stenalderen. Den har endnu ikke lært, at vi lever i en verden, hvor maden bare er der, og hvor vi nærmest kan komme siddende eller liggende gennem livet.

I sidste weekend på Bogforum var jeg i samtale med hjerneforskeren Kaja Nordengen, der står bag bogen ’Hjernen er stjernen’. Hun fortæller, at hjernen jubler, når den får sukker. Helt konkret fører et stort sukkerindtag til frigørelse af dopamin i hjernen, der giver en dejlig følelse af belønning. Men der skal efterhånden mere og mere sukker til for at holde dopaminniveauet oppe. Dermed er det biokemiske grundlag etableret for udvikling af en tilstand som sukkerjunkie.

Det kan imidlertid være godt at vide, at man kan bryde den onde cirkel ved at droppe det søde i nogle dage eller uger, hvorved trangen aftager. Derefter skal der igen kun ganske lidt sukker til for at udløse dopamin.

Forklaringen på, at man kan blive trist og sur, når man propper sig med masser af slik og kager er måske, at forventningen om, at hjernen vil juble, ikke bliver indfriet, når de søde sager ikke længere udløser en dopaminfest.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce