ADVARSEL: I videoen mister en gås hovedet. Kilde: Politiken.tv / Jakob Kyed Jakobsen

Slagtning er et trækplaster - tidsrejse lærer børn om deres oldeforældres hverdag

Levendegørelse, som er overskriften for Amagermuseets ferieaktivitetstilbud, kan ironisk nok handle om at slå ihjel.

Forbrug og liv

Øjeblikkets intensitet hersker. Nu er det nu. Gåsen, som elever fra Pilegårdsskolen i Kastrup har set Flemming holde i sin favn, mens han fortæller om hverdagen på landet i gamle dage, skal lade livet.

Amagermuseets frivillige hjælper er vokset op på et stutteri, hvor der også var 400 høns, så han ved, hvad han gør. Han holder hensynsfuldt hånden om gåsens øjne, så den ikke skræmmes unødigt af postyret, mens han snakker med tilhørerne om, hvad familier på gårde brugte deres afgrøder og dyr til.

»Hvis I vil se det, kommer I med herover. Ellers bliver I bare stående«, siger han og begynder at gå hen over den firlængede gårds gårdsplads med de uregelmæssige sten.

To syvtommersøm er slået i huggeblokken, så de kan holde fuglens hoved fast. Øksen skal ramme præcist, så gåsen ikke lider. En dreng, der sagde ja til at mærke gåsens fjer, kigger ned. Han fortryder, han rørte ved den.

»Nu er den min ven, så nu kan jeg ikke lide, den skal slagtes«, forklarer han.

Langt de fleste elever følger trop. Nogle løber for at få en plads på første parket, andre kommer tøvende. Nogle få har ikke lyst til at se på. To piger gemmer hovederne i hinandens favn.

»Det er okay, men hvordan tror I, kyllingerne havner i køledisken«, spørger deres lærer.

Foto: MAUD LERVIK

Alt blev brugt til noget

Der er helt stille, indtil øksens dumpe klonk lyder. Alvoren gør noget ved tidsfornemmelsen, så det er svært at sige, om der går et eller mange sekunder, før børnene reagerer med udbrud som ad, åh, nej, fnis og grin samt bemærkninger som, »hvor er det synd«, eller »det er megacool«.

Flemming forklarer, at det skyldes nerver, når gåsen stadig bevæger sig. Han slipper den ikke, men holder den fast ved at trykke siden af øksen mod dens hals. Det er vigtigt, for ellers ville blodet sprøjte ud i stedet for at sive stille.

Efter et par minutter hugger han vingerne af, så gåsen kan være i den store balje, hvor den dyppes i kogende vand, før Bente, der også er frivillig, går i gang med at plukke den.

»Kend gåsen på knækket«, lyder en elevs humoristiske kommentar hentet fra reklamernes sloganverden.

I gamle dage blev det yderste af vingerne brugt til at feje med. Folk udnyttede alt fra dyrene; man havde ikke råd til, at noget gik til spilde, forklarer Flemming og spørger, om nogen ved, hvad man brugte fjerene til?

Tøj, foreslår en. En anden nævner dyner.

»Ja, de fine gåsedun inderst var meget værd. Dem bruger man stadig til puder, men alt bliver selvfølgelig vasket og tørret først«, fortæller han – måske for at tydeliggøre, at blodtilsølede forklæder og lugten af skoldet hud hører til processen, men ikke er en del af det færdige produkt.

Sådan ser hønen ud indeni

Før gåsen blev slagtet, led en høne samme skæbne. Besøgskoordinator Tina Overgaard, der også har forvandlet sig til bondekone fra første halvdel af 1900-tallet, er i gang med at partere den, så de unge gæster kan se tarme, indvolde og æggets fascinerende udvikling i alle stadier.

Fra få millimeter i diameter over blomme i størrelse mini, medium, stor og til sidst som et æg med skal, som hønen formentlig havde lagt denne dag, hvis den ikke var blevet slagtet. Hun forklarer, at æggeskallens farve varierer efter hønseracen.

»Hvide og brune er almindelige, men nogle æg er nærmest lyserøde«, siger hun og forklarer videre om indvolde, mens hun arrangerer kråse, lever, hjerte med videre på et fad, så eleverne kan tage billeder.

»Nej, det er ikke en hjerne, for den sidder oppe i hønens hoved, og den er meget lille«, siger hun til en af de mange elever, der er stimlet sammen om hende.

Foto: MAUD LERVIK

Pink æg ville være et hit

Lærer Christian Arnth Jørgensen spørger sine elever, hvordan det var at se slagtningen.

»Det var fedt. Det var megasejt, for den blødte ordentlig meget. Må jeg få hovedet med hjem?«, lyder et svar.

Med et klart nej markerer Flemming, at det sidste ikke er muligt. Besøgende børn kan måske få en fjer, men hensigten er ikke at dyrke det makabre.

To drenge betegner over for Politiken seancen som »lidt brutal, men interessant«.

»Det der med, at det måske er sådan, de bliver slagtet, inden de kommer ned i den køleboks, vi køber kødet fra. Det tænker man ikke over til daglig«, siger Oliver.

Anders fortsætter:

»Det var også sjovt at se det med æggene. Man har jo ikke tænkt over, at det er sådan, de bliver lavet. Og slet ikke, at der er forskellige farver, altså at de også findes i pink og sådan noget. Det havde været sjovt, hvis det var en høne med pink æg, vi havde slagtet«.

Ingen af de to har spurgt ældre familiemedlemmer, om de har været med til at slagte dyr, men Anders har set et dådyr blive slagtet til en madfestival, og Oliver har set et hænge i sin jægernabos carport.

Sejt, mærkeligt, klamt og sjovt

Snakken om, at det er cool og sejt, forklarer Oliver med »det der med, at man tør kigge på det og ikke bare går væk, fordi man synes, det er klamt«.

Cecilie synes, det var ulækkert at se slagtningen, og at der var alt for meget blod.

»Det er mærkeligt at stå og kigge på, de bliver dræbt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Mathilde er det »fint nok«, at dyrene slagtes.

»Men det er altså klamt at se, når de får indvoldene hevet ud, så det blev kun til et hurtigt kig, inden jeg gik igen«, siger hun.

Har I lært noget?

»At jeg aldrig skal have leverpostej igen«, indskyder Christian, som opsnapper spørgsmålet, mens han passerer forbi.

Kamille ser en pointe i at opleve noget, hun ikke har set før. Frederikke er på ingen måde afskrækket.

»Det var sjovt at se dem få hugget hovedet af. Jeg har selv gjort det. Da jeg var mindre, slagtede jeg sammen med en veninde en kylling hos en, vi kender«.

Ingen i gruppen finder det unaturligt, at dyr slagtes, og hvis de havde boet på landet for længe siden, mener de fleste, de kunne lære at svinge øksen, selv om de ikke nødvendigvis ville have lyst til at gøre det.

Forældre tøver mere end børn

Eleverne fra 7.x fortsætter på rundvisning med Amagermuseets skoletjeneste. Flemming og Bente, der er gift og hedder Sieben til efternavn, og museets blæksprutte, Tina Overgaard, konkluderer, at dagens gæster var repræsentative for de fleste besøgende i aldersgruppen.

Deres viden om hverdagslivet i Danmark for 100 eller 50 år siden er begrænset, men de vil gerne høre om det og se, hvordan man gjorde dengang. Hovedparten har for eksempel aldrig set et dyr blive slagtet.

»Mange kommer netop for at se en slagtning. Det er virkelig populært. De fleste børn følger automatisk med over til huggeblokken for at se det hele, hvis forældrene ikke stopper dem. Især er mødre tit nervøse«, siger Bente, der er tidligere operationssygeplejerske.

Nogle forældre trykker også på bremsen, når museet serverer fedte- og sennepsmadder, for mon nu børnene kan lide den slags? Men ofte gør advarslerne bare børnene stædige. Så vil de se og smage!

Amagermuseet kalder det levendegørelse, når de sørger for, at gæsterne ikke bare læser om, men oplever ting. Når det her i efterårsferien omfatter slagtninger, understreger museet, at det ikke sker for sjov, men for at levendegøre, hvordan man skaffer mad. Hønsene bliver brugt til hønsekødsuppe, som børnene kan smage. Gæssene ender som gåsesteg hos de frivillige hjælpere som tak for hjælpen.

Målet er større forståelse

Museumsleder Søren Mentz har forståelse for, at forældre ønsker at beskytte deres børn, men han fremhæver, at alt varsles, så alle har mulighed for at trække sig, og at der er et formål med at lære virkeligheden at kende, som den er.

»Ser man en slagtning, fornemmer man, at livsbetingelserne for en bondefamilie i første halvdel af 1900-tallet var helt anderledes, end vores er i dag. Derfor levede og tænkte folk på en anden måde, end vi gør i dag«, siger han og fortsætter:

»Det er vigtigt, for når man forstår det, forstår man også bedre, at mennesker i andre miljøer eller andre dele af verden tænker anderledes end en selv. Ikke fordi de er dumme, men fordi de lever under andre vilkår«.

Opstår forståelsen på tværs af generationer, bliver Søren Mentz nærmest lykkelig.

»Allerbedst er det, når et barnebarn – efter at have hørt en af vores frivillige fortælle om, at man i gamle dage ikke bare kunne gå ned i supermarkedet – vender sig mod sin bedstefar og spørger, om det også var sådan i hans tid. Så begynder de at snakke, og så kommer historie til at handle om relationer«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alt kan være sjovt

Som historiker finder han det næsten uhyggeligt, hvor lidt børn og unge ved om, hvordan livet var uden skærme og elektronik. Udviklingen er gået så hurtigt, at gøremål, som er almindelige for forældregenerationen, allerede er eksotiske for nutidens børn.

»De kan synes, det er utrolig spændende at vaske op i hånden eller hænge tøj op med klemmer. Begge dele var populære aktiviteter i sommer«, siger Søren Mentz.

Erfaringen med balje og børste får næppe børnene til at gå hjem og plage, om de må vaske op i hånden til hverdag, men de lærer metoden at kende, og det er efter hans mening godt i en verden, der er så fuld af maskiner, at man let bliver fremmedgjort for manuelt arbejde og f.eks. fødevarers veje fra jord til bord.

»Desuden er førstegangsoplevelser slet og ret sjove. Alle kan få et kick, når man som en anden opdagelsesrejsende føler, man er den første i hele verden, der prøver. Jeg havde selv en ahaoplevelse med min smartphone, da jeg endelig fandt ud af, hvordan den virkede«, siger Søren Mentz.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce