Annonce
Annonce
Biler

Et raskt håndværkertilbud

Opel Zafira OPC er varevognen til ham, der har alt - især travlt.

Dermed indtager Opel Zafira OPC (står for Opel Performance Center) en hel ubestridt særstilling blandt de populære multi-familiebiler. Ingen af de andre konkurrenter kan diske op med en 192-hestes turbomotor, men fartglade familiefædre kan alligevel godt med det samme skrue ned for drømmene: I Danmark sælges Zafira OPC udelukkende på gule plader til ca. 250.000 kr. inkl. moms, og denne varevognsudgave er i øvrigt et rent dansk fænomen, der ikke kan fås andre steder i Europa.

Opel Danmark vil slet ikke indlade sig på at importere en Zafira OPC på hvide plader - sikkert fordi prisen menes at ville komme op på 750.000 kr.

Særlig appel
Som varevogn kan den måske appellere til den virksomhed, som gerne vil have et køretøj, som skiller sig ud fra mængden - eller måske et firma, der bare har usandsynligt travlt med at få bragt varerne ud.

Når den kun findes som varevogn på gule plader betyder det selvfølgelig også, at Zafira OPC mister de to bageste sæderækker til i alt fem passagerer. Nu er der kun plads til to, der til gengæld sidder i læderklædte sportssæder.

Set fra forsæderne fungerer alt stort set som i en normal Zafira. Dog med den indskrænkning, at adskillelsen mellem passagerrum og lastrummet betyder, at førersædet ikke kan køres de afgørende sidste centimeter tilbage, og det giver en kørestilling, der ikke er helt optimal for de langbenede.

Desuden giver det nogle ret gennemtrængende og irriterende knirkelyde, når førersædets læder på ryglænet skubbes helt op ad plastadskillelsen til lastrummet.

Ellers griber føreren om et behageligt og velformet læderrat og har udsigt til en stribe instrumenter, hvor urene har sorte tal på hvid bund.

Lidt lyd savnes
Motorkraften i Zafira OPC er ret overvældende: De 192 hestekræfter fra en toliters motor slår til med fuld styrke, så snart motoren ruller med omkring 2.000 omdrejninger.

Motoren er helt usædvanlig lydsvag, både under acceleration og ved jævn fart. Faktisk kunne man godt ønske en lille smule lyd, måske en svag fløjten fra turboladeren, som man tidligere altid oplevede i den slags motorer. Gearskiftet er hurtigt og præcist og harmonerer fint med motorens karakteristik.

De store 17-tommers fælge giver en antydning af, at der er gjort noget drastisk ved undervognen. Den er lidt lavere og en hel del fastere end en normal Zafira, og det lider komforten naturligvis en anelse under. Men den bliver nu aldrig ubekvem at køre i.

Sikkert vejgreb
På kurvede veje har Zafira OPC et usvigeligt godt vejgreb, i hvert fald så længe det er tørt. Trods de mange kræfter får man dog alligevel aldrig fornemmelsen af at sidde i en sportsvogn - dertil sidder man for højt, og bilen er for stor.

Hvis man kører fornuftigt, er det muligt at opnå 10-11 km per liter, men det kan koste dyrt, hvis man går lidt hårdere til speederen. Da LørdagsLiv overtog bilen til test, afslørede tripcomputeren, at den forrige bruger kun havde kørt 7,1 km per liter.

Han har åbenbart ikke kunne modstå fristelsen til at jorde de mere almindelige familie-Zafiraer ved lyskurvene.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce