»Der er kun én ting i vores hjem, vi ikke har lavet selv: brændekurven«

Vi fravælger i stigende grad massefremstillede møbler og omgiver os med ting, der er håndlavede eller har en særlig historie. Hos ægteparret Akiko Kuwahata og Ken Winther er stort set alt hjemmelavet.

Design

Man skal kigge godt efter, hvis man hjemme hos Ken Winther og Akiko Kuwahata vil finde noget, der er massefremstillet. I deres lille parcelhus i Kokkedal har de selv lavet møblerne, køkkenet, lampen over spisebordet, træknivene i skufferne, skærebrætterne. Ja, nærmest det hele.

»Der er kun én ting, vi ikke har lavet selv: brændekurven«, siger Ken Winther. »Det passer selvfølgelig ikke helt, men vi kan jo godt lide at lave tingene selv, så det har vi gjort hen ad vejen«.

Ken Winther og Akiko Kuwahata er så heldige, at de begge kan lave det meste selv selv. Han er nemlig møbelsnedker og arbejder til hverdag hos PP Møbler, hvor han laver Wegner-stole. Hun er kunsthåndværker og har også arbejdet som snedker. Og sammen har parret en fælles passion: træ og håndværk.

»Vi kan godt lide, at tingene har en historie. Vores venner og familie arbejder også med deres hænder. Så når man får en julegave eller fødselsdagsgave, er den ofte håndlavet«, siger Akiko Kuwahata.

Ting fyldt med historie

På den måde repræsenterer Ken Winther og Akiko Kuwahata en tendens i tiden: det håndlavede. Ting, der har en historie, er skabt af nogen, vi kender, eller måske møbler, vi selv har bygget. Vi indretter os i stigende grad med møbler og ting, der har en historie, og køber vi noget masseproduceret, prøver vi enten at give det vores eget præg eller at placere det sammen med noget, der er mere personligt.

»Man ser det på mange områder. Lige fra at folk bygger deres egne møbler eller drejer deres egne kopper, til at de selv strikker strømperne og dyrker grøntsager på altanen«, siger Tine Kjølsen, der er leder af Institut for Visuelt Design på Kunstakademiets Designskole.

»På tekstilområdet ser vi, at tøj bliver genanvendt adskillige gange, og møbelproducenter gør en dyd ud af at fortælle, at deres møbler er fremstillet i Danmark. Det handler om, at tingene skal være bæredygtige, men også om, at de skal være autentiske og have en interessant historie«, siger Tine Kjølsen.

Akiko Kuwahata serverer kaffe i en glaskande og sætter sig ned. Kanden har jeg set før, det er en amerikansk klassiker fra 1940’erne, men jeg har aldrig før set den med en prop i. »Nej, for den har jeg selv drejet«, siger Ken Winther. »Ellers bliver kaffen alt for hurtigt kold«.

»Og jeg har syet tehætten, som sidder rundt om kanden«, supplerer Akiko Kuwahata og skænker kaffen op i små keramikkopper.

»De her japanske kopper har vi fundet i en antikforretning i Japan. De har oprindelig været brugt til ’soba’ – japanske boghvedenudler, som man har eksporteret til USA og Europa«, fortæller Akiko Kuwahata. Til kaffen får vi små hjemmebagte muffins, som vi spiser af firkantede tallerkener. De har også en historie. »De er lavet af en veninde i Japan, og så har jeg taget dem med hjem«, siger Akiko Kuwahata.

Det bliver aldrig ens. Det er som med humøret og vejret

»Jeg kan huske, hvor jeg har købt alle tingene, og hvem der har lavet dem. Så når jeg bruger dem, tænker jeg på dengang, jeg købte dem, og de mennesker, der har lavet tingene. Det kan jeg godt lide«, siger Akiko Kuwahata.

Er det vigtigt?

»Ja, det synes jeg, at det er. Den her kop er lavet af en amerikaner, der hedder Gregory og bor i Hirtshals«, siger hun og løfter en rustik brun keramikkop. »Det er også sjovt, at vi har snakket med dem om, hvordan de har lavet deres ting«, siger Ken Winther. »Altså hørt om de teknikker, de bruger, og hvordan de arbejder«.

For Akiko Kuwahata og Ken Winther er det helt naturligt at lave alt selv – eller at omgive sig med ting, der er lavet af kunsthåndværkere. De kan ikke lade være med at gå og pusle med tingene, og er de ikke tilfredse med de køkkener, de kan finde på markedet, bygger de et selv. Det gjorde de for et par år siden, da de byggede deres hus om, så der blev plads til et træværksted, hvor der tidligere var køkken.

»Vores emhætte er jo ret simpel. Det er bare en emhættemotor, som jeg har sat en plade rundt om«, siger Ken Winther og får det at bygge sin egen emhætte til at lyde som det mest naturlige i verden. »Når man selv kan lave tingene, kan man bare ikke holde sig i ro«, fortsætter Ken Winther.

Det håndlavede er luksus

Ifølge Tine Kjølsen fra Kunstakademiets Designskole er der i øjeblikket en tendens til, at vi trækker produktionen hjem i privatsfæren. Vi dyrker vores grøntsager selv – også selv om vi kun har en altan – vi ombetrækker sofaer, har bier på tagterrassen og laver vores møbler af genbrugsmaterialer.

»Det handler om at brande sig selv, men også om, at man gør tingene til sine egne, så de ikke ligner nogen andres«, siger Tine Kjølsen.

»I en periode var håndværket ved at gå i glemmebogen, men nu ser vi, at folk opdager det igen. Også blandt designere, der kaster sig over projekter, selv om de måske ikke er eksperter på det område, de arbejder med«, siger Tine Kjølsen og henviser til de unge designere, der gerne væver, broderer og bygger, selv om de måske i traditionel forstand mangler nogle færdigheder på området.

Det handler om at brande sig selv, men også om, at man gør tingene til sine egne, så de ikke ligner nogen andres

»De har respekt for historien, men de er ikke bange for at prøve tingene af«, siger Tine Kjølsen og fortæller om designere, der laver deres ting i så små oplag, at det næsten bliver unika.

Jesper Bo Jensen fra Center for Fremtidsforskning er vant til at aflæse tidens tendenser, og ifølge ham minder vor tids dyrkelse af det håndlavede om 1970’erne. »Vi så også, at folk i 1970’erne begyndte at dyrke deres grøntsager selv og interessere sig for keramik. Dengang handlede det især om økonomi. I dag kommer tendensen i kølvandet på en lang retrobølge, som har varet siden 2007«, siger Jesper Bo Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er prestige i at vise, at man har tid til at skabe og udvælge tingene selv, for det er der reelt ingen af os, der har«, fortsætter Jesper Bo Jensen, der for nylig selv har høstet respekt blandt naboerne, fordi han lavede et hegn rundt om konens hønsehus.

»Det handler altså også om mandens større betydning i hjemmet, for det er primært ham, der bygger. Men generelt ser vi tendensen blandt den yngre middelklasse, der egentlig har råd til at købe de massefremstillede produkter, men ønsker at sende et signal om, at de vælger noget andet«.

Ifølge Tine Kjølsen fra Kunstakademiets Designskole har tendensen med det håndlavede nok ikke toppet endnu. Men hvor den vil ende, ved hun ikke. »Jeg tror slet ikke, vi er færdige med at realisere os selv med at købe kunsthåndværk, bygge vores egne møbler, dyrke grøntsager og den slags«, siger Tine Kjølsen.

»Måske handler den næste bølge om frivilligt arbejde, blandt andet på grund af flygtningesituationen. Den sociale bevidsthed er fremtrædende i disse år, og jeg tror, vi vil se, at den udfolder sig på mange forskellige måder«. Jesper Bo Jensen fra Center for Fremtidsforskning tror dog, at tendensen vil ændre sig, i samme øjeblik det går bedre for dansk økonomi.

»Vi har i lang tid haft en tidsånd, der kiggede tilbage, men når økonomien bliver bedre, vil vi også kigge mere frem. Så vil teknologi vinde mere frem og dyrkelsen af fortiden nok dæmpe sig lidt«.

Så den håndgjorte tendens er ikke kommet for at blive?

»I gruppen af folk, der er mellem 30 og begyndelsen af 40’erne, vil tendensen nok holde til en vis grad. Men de helt unge under 25 er allerede et andet sted. De er ikke præget af retrobølgen og tænker på en anden måde, og de har nok ikke den samme opfattelse af, at håndlavede ting absolut er bedre«.

Man går efter det perfekte

Ken Winther og Akiko Kuwahata viser rundt i deres hus, da vi er færdige med at drikke kaffe. Wegner-bordet og Wegner-stolene har Ken Winther selv lavet på PP Møbler, hvor han arbejder med at sætte stole sammen.

»For nogle år siden skulle jeg lave 24 eksemplarer af Wegners Tyrehornsstol, og i begyndelsen syntes jeg, at den var lidt for robust. Men efterhånden som jeg arbejdede mere og mere med stolen, blev jeg gladere for den. Så jeg lavede en ekstra, og det er den, vi har her i stuen nu«.

Akiko Kuwahata viser en stol, hun har lavet af et stort paprør, og imens henter Ken Winther en æske i ahorntræ, som han stiller på køkkenbordet. Æsken kan bruges som en skovturskurv, og den har netop indbragt parret Kunsthåndværkerprisens bronzemedalje, som i næste uge uddeles på Københavns Rådhus.

»Så kan man lige tage kaffen og kagen med ud i haven«, siger Ken Winther og åbner æsken, som har blå bund og blå top. »Og låget kan man bruge som bakke«, fortsætter han og løfter æsken i de to grønlige stropper, som er hæftet på den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Betyder det noget, at tingene er håndlavede frem for at være massefremstillede?

»Ja, det betyder meget«, siger Ken Winther. »Det masseproducerede kan hurtigt blive lidt kønsløst. Så snart det er håndlavet, changerer tingene en smule. Koppen er måske ikke fuldstændig rund, og det gør den bare mere interessant«.

Akiko Kuwahata kigger på en keramikkop og nikker. »Men det er ikke, fordi koppen er uperfekt med vilje, at den er interessant. Som kunsthåndværker går man altid efter at skabe det perfekte, men det afhænger jo også af tid og følelse. Det bliver aldrig ens. Det er som med humøret og vejret. Eller træ – det er sjældent, at man kan finde to stykker, der er ens«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Design, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce