Opslugt. Magne på 6 år, Ylva på 4 og Alvin på 2 er gået i gang med vindruerne, som Søren Ryge havde medbragt.
Foto: Søren Ryge Petersen

Opslugt. Magne på 6 år, Ylva på 4 og Alvin på 2 er gået i gang med vindruerne, som Søren Ryge havde medbragt.

Søren Ryge

Sunde, grøntsagsspisende børn vækker Søren Ryges begejstring

Mødet med en fynsk søskendeflok blev en stor oplevelse, for de spiste alt fra have og mark med fryd og kenderminer.

Søren Ryge

De spiste alt på deres vej, for det var først i oktober, hvor alting modner. Det er Magne på 6, Ylva på 4 og Alvin på 2, og aldrig har jeg mødt børn, der med så stor selvfølgelighed spiste alle de frugter og bær og grøntsager, de mødte på deres ustandselige færden rundt på den lille gård, i den gamle have og på de bakkede marker, hvor de bor.

Højdepunktet var, da jeg plukkede en himmelblå klokkeblomst ved vejkanten og spurgte Ylva, om hun vidste, hvad den hed. »Er den spiselig«, spurgte hun. Det vidste jeg ikke, men inden da havde jeg foræret dem en kurv med mine egne vindruer – flere kilo, og efter forsigtig prøvesmagning gik det stærkt, og de spiste halvdelen i løbet af 10 minutter.

Derefter blev kurven fjernet, men efter en halv time fandt de den og spiste resten. Jeg har haft vindruer i havestuen i 25 år, og vi har spist og foræret væk lige så længe, for de er gode og søde. Men at se Magne, Ylva og Alvin spise mine vindruer var højdepunktet i mit vindrueliv.

At se Magne, Ylva og Alvin spise mine vindruer var højdepunktet i mit vindrueliv

De tog en klase, og så kørte de dem ind og ned, lige så hurtigt som fingrene kunne plukke dem, uafbrudt, dybt koncentreret og med svævende blikke, og ikke et eneste bær gik til spilde.

Desuden spiste de pærer og æbler ad libitum, for haven var fyldt med dem. Nogle var sure, nogle var søde, nogle var hårde, nogle var bløde, men de gnavede i dem alle, og på et tidspunkt kom Magne jublende med et smukt rødmende filippa og sagde, at det skulle jeg smage, for det var fantastisk godt. Det gjorde jeg selvfølgelig.

Hvorimod jeg sagde nej tak, da han kom med en stængel fra et nyplukket grønkålsblad og sagde, at den skulle jeg også spise, for den smagte godt. Eller da han gnaskede de gule blomster fra rucolaen i sig som en kanin og også ville dele. Eller da vi kom forbi et brombærkrat og alle tre omgående gik på jagt og med kenderminer afsøgte grenene for både modne og halvmodne brombær, som jeg ikke er vild med, fordi de er for sure.

Eller da de tog med hen til mirabelletræet og omgående skovlede mirabeller i sig, selv om de var overmodne og melede. Eller da vi gik under et mægtigt egetræ og jeg samlede nogle grønne agern op for at fortælle dem, at skovskaden samler agern og gemmer dem til om vinteren.

Inden jeg nåede så vidt, pillede Ylva skallen af et agern, puttede det i munden og belærte mig om, at det sagtens kan spises. Hjemme i huset hang der flere store poser med hasselnødder, som familien netop havde samlet. Vinterforråd selvfølgelig. Som danskerne har gjort det i tusinder af år.

Jeg har været sammen med dem i et par dage, fordi jeg har lavet fjernsyn med dem og deres forældre, og det vil alle danskere komme til at høre meget mere om. Jeg kan bare ikke lade være med at lufte min begejstring over at have mødt så ufattelig sunde og gode børn, der (takket være forældrene) har undgået enhver form for junkfood, slik, billigt brød og leverpostej. Som leger uafbrudt med alt muligt, hvoraf intet er købt eller lavet af plastik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som går med bare fødder hele tiden, for det gør far og mor også. Som hjælper med at moste pærer og hente græs til gederne og kigge efter lillebror på et halvt år og dække bord og sagde tak for mad, da de havde spist deres fire stykker hjemmebagt rugbrød med tomat og gedeost og drukket deres mælkekefir.

Men helt vildt blev det, da frugtpressen var fyldt med revne æbler og pærer og den første saft begyndte at løbe ud. »Hent et glas«, råbte Ylva, mens hun drak direkte af pressen, og så fyldte hun glasset, gav mig det og sagde med andagt i stemmen, at jeg skulle smage, for det smagte godt.

Det gjorde jeg, og i løbet af den næste halve time bællede hun yderligere 1 liter nypresset saft af gråpærer, filippa og en masse anden sydfynsk frugt. Aldrig har jeg set et barn drikke så meget og så begærligt og nydelsesfuldt på én gang. Det var lige så stort, som da jeg selv som 10-årig fik lov til at drikke så mange røde sodavand, jeg ville, fordi det var Ragnhilds konfirmation.

Og det var bare det. Et lille, spontant udtryk for en begejstring, som jeg må gøre noget ved, og som nævnt kan jeg love, at der på et tidspunkt inden for overskuelig tid vil dukke noget smukt tv op, hvor børnene spiller en hovedrolle. Dette var bare en smagsprøve.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce