kritik. Et nyt forslag til brændeovnsbekendtgørelse får kritik for at være uambitiøs, da den ikke regulerer forureningen fra eksisterende brændeovne.
Foto: BORBERG THOMAS

kritik. Et nyt forslag til brændeovnsbekendtgørelse får kritik for at være uambitiøs, da den ikke regulerer forureningen fra eksisterende brændeovne.

Energi

Ny lov om røg fra brændeovne får hård kritik

Krav til forurenende ældre brændeovne indføres ikke. Tværtimod lempes reglerne.

Energi

En ny bekendtgørelse om forurening fra brændeovne, der skal træde i kraft næste år, får en hård bekomst af både kommuner, organisationer og enkeltpersoner for at være miljømæssigt uambitiøs på flere områder.

Den indfører grænser for partikeludledning, som næsten alle nye brændeovne allerede i dag mere end lever op til. Men de brændeovne, der forurener mest - de ældre - bliver slet ikke berørt af de nye regler.

LÆS ARTIKEL

»Brændeovne er den største udleder af partikler i Danmark. De står for cirka 70 procent af partikeludledningen. Den nye bekendtgørelse giver en samlet reduktion i Danmarks samlede partikeludledning med godt 2 procent – svarende til omkring 700 tons årligt«, hedder det blandt andet i miljøminister Ida Aukens fremlæggelse af forslaget.

»Dette løser slet ikke problemet«, siger en af kritikerne af ambitionsniveauet i den nye bekendtgørelse, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, Kåre Press-Kristensen.

Han forklarer, at hovedproblemet i den nye bekendtgørelse består i, at der slet ikke er lagt op til at tage fat på problemet med de ældre brændeovne, som hver især udleder op til tre gange så mange partikler som den nye grænseværdi.

Kåre Press-Kristensen peger på den såkaldte Göteborg-protokol, som Danmark har underskrevet, og som forpligter landet til at reducere partikeludslippet med 33 procent om seks år, i 2020.

»Det svarer til forureningen fra alle andre kilder end brændefyring. Så med mindre, der gribes voldsomt ind overfor brændefyring, så skal al partikeludledning fra vejtrafik, kraftværker og landbrug stoppes pr. 1. januar 2020«, siger han og tilføjer, at forureningen fra brændefyring endda vil stige fremover i takt med udfasning af olie- og gasfyr.

Baggrunden for kritikken er blandt andet, at man regner med, at flere hundrede danskere hvert år dør for tidligt, og at mange flere bliver syge af forureningen fra brændeovne - både den fra danske og udenlandske brændeovne. Men interessen for at begrænse forureningen koncentrerer sig især om den lokale forurening i tæt bebyggede områder med mange brændeovne.

Teknisk vil grænseværdien for udslip af partikler være på 5 gram per kilo træ i 2015 og 4 gram i 2016, mens den er på ti gram i dag. 10 gram svarer til, hvad en ny brændeovn udskilte i 1990.

Men i dag har for eksempel alle Svanemærkede brændeovne under optimale testforhold en partikeludledning på fire gram per afbrændt kilo træ. Og de bedste brændeovne på markedet i dag udskiller kun to gram partikler per kilo træ, der lægges i dem.

Også Danmarks lungeforening mener, at de nye grænseværdier i den kommende bekendtgørelse skal gælde for både nye og eksisterende brændeovne.

»Dette vurderer vi som nødvendigt, hvis ændringer også på kort sigt skal kunne mindske forureningen og begrænse gener i nærmiljøet«.

I forhold til tidligere udkast til bekendtgørelsen er kravene til de ældre brændeovne endda lempet på den måde, at en husejer godt kan sælge den gamle brændeovn sammen med huset, og det vil stadig være lovligt for den nye ejer at anvende den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Astma-Allergi Danmark siger, at der i det hele taget er for mange brændeovne i Danmark, som producerer for meget røg, der hvor der bor mange mennesker.

»Det nuværende oplæg til ny bekendtgørelse løser efter vores mening ikke problemer med luftkvaliteten for de, som er plaget af lokal forurening fra brændeovne i tæt bebyggelse«.

Ryan Lund, der er miljøtekniker, foreslår i et høringssvar, at ejerne af de eksisterende ældre brændeovne selv må bekoste en test, der dokumenterer, at de også overholder den nye grænseværdi.

»En sådan brugerfinansiering er fuldt ud rimelig i relation til 'forureneren betaler-princippet'«, skriver han og konkluderer, at bekendtgørelsen ikke vil »medføre en målelig luftkvalitetsforbedring gennem fyringssæsonen i landets boligområder«.

»En grænseværdi på 4 gram totalpartikler per kilo træ medio 2016 miljø-evolutionsmæssigt i praksis vil være fuldstændig ligegyldig og betydningsløs«.

Men kritikken begrænser sig ikke til de nye grænseværdier, som indføres. Vejle Kommune er utilfreds med de muligheder, kommunen har for at gribe ind over for forurenende brændeovne i tæt bebygget område.

»Vi mener, at den nuværende praksis, hvor røggener reguleres på baggrund af en individuel, subjektiv vurdering medfører en væsentlig risiko for forskelsbehandling af borgerne«, skriver kommunen og tilføjer, at når bekendtgørelsen ikke definerer, hvad en væsentlig forurening er, er ejeren af brændeovnen og naboen som er generet af røgen komplet underlagt den tilsynsførendes personlige opfattelse af, hvad der er generende.

Kommunen skriver, at definitionen af væsentlig forurening er er nødvendig, hvis kommunen skal have et brugbart reguleringsværktøj.

Ifølge en forsigtig antagelse i Skorstensfejerlaugets miljøudvalg er de 600.000 ud af de 750.000 brændeovne i Danmark ganske almindelige ovne, der står på gulvet i en bolig monteret med en skorsten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ud af dem er lidt over halvdelen, cirka 350.000, bygget før år 2000 og altså med en udledning på 10 til 14 gram partikler per kilo træ under helt optimale forhold.

Og skorstensfejerne tilføjer, at udskiftningen til nye, mindre forurenende brændeovne foregår i et tempo på omkring fire procent årligt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce