VILDNIS. De fremmødte ved det første møde om s Den 3. Revle skulle bruge fantasien for at forestille sig grunden på Nørrebro forvandlet til et bofællesskab.
Foto: PETER KLINT

VILDNIS. De fremmødte ved det første møde om s Den 3. Revle skulle bruge fantasien for at forestille sig grunden på Nørrebro forvandlet til et bofællesskab.

Hjemmet

Over hundrede drømmer om at bo i Nørrebros næste seniorbofællesskab

En gruppe ældre etablerer nyt bofællesskab. Processen er lang, interessen enorm.

Hjemmet

»Solen falder ind, lige hvor der bliver franske altaner«.

En gråhåret kvinde skygger med hånden for solen og peger ivrigt over det faldefærdige plankeværk, der gemmer sig bag det knæhøje græs, de selvsåede buske og 8-10 meter høje birketræer.

Grunden, der ligger i Tikøbgade på Nørrebro, bliver lige nu øjensynlig brugt af kvarterets unge, som har bygget en skaterbane af europapaller og malet en farvestrålende graffiti på muren ind til nabogrunden. Men om alt går efter planen, rykker seniorer om få år ind i et nybygget seniorbofællesskab, der skal hedde Den 3. Revle - lejligheder i 5 etager og 200 kvadratmeter fælleshus med tagterrasse.

LÆS ARTIKEL

Og kvinden, der tager bestik af solforholdene for det kommende byggeri, er en af over 100, som er mødt op til informationsmøde om de kun 33 lejligheder, der skal stå indflytningsklar om fire år.

Der er en afslappet, men også lidt sitrende stemning på mødet, som bliver holdt i nabohuset. I dag er de fremmede over for hinanden, men engang i fremtiden bliver nogle af dem mere og tættere end almindelige naboer.

»Mødet i dag er en milepæl for os«, siger en af initiativtagerne, Karen Henriksen, med stolthed i mikrofonen, som er nødvendig på grund af det store fremmøde.

Hun er tidligere lærer, og det var hende og veninden Lisbeth Simonsen, som har været projektkoordinator, der oprindelig fik ideen. De har kendt hinanden så længe, at de ikke helt kan huske hvorfra.

Som flere andre af initiativtagerne, der i dag tæller 10 personer, har de begge som yngre boet i kollektiv, og Karen Henriksen har været formand for en ollekolleforening, som lukkede, fordi det var svært at etablere bofællesskaber. Denne gang skal det lykkes.

Derfor præsenterer de nu ideen på mødet om et fællesskab byggende på bæredygtighed og økologi, om fælleshuset, som skal blive til et forsamlingshus, der også er åbent for kvarteret. Hvor der kan komme mødregrupper, eller hvor beboerne kan lave lektiecafé for nabolagets børn. Og så om drømmen om at fortsætte det aktive liv ind i alderdommen.

»Et fællesskab, hvor der er et levet liv som en baggrund, der kan klinge sammen«, som en anden af initiativtagerne, Nanna Egholm, siger. Hun mødte Karen Henriksen i fredsbevægelsen i 1980' erne og flyttede til København fra Aalborg for to år siden, da hun som 62-årig stoppede som lærer.

Initiativtagerne lægger stor vægt på fællesspisning hver dag, for det er vigtigt for fællesskabet.

»4-5 uger kan man bare vimse ind og spise og slippe for at vaske op, mod at man så hver femte uge skal lave mad«, forklarer Karen Henriksen.

Alle, der er interesserede, kan efter mødet udfylde et spørgeskema, hvor de fortæller om sig selv. Derefter sammensætter initiativtagerne den gruppe, som skal flytte ind. Der skal være yngre og ældre seniorer, så der vil være en naturlig løbende udskiftning, som Karen Henriksen nøgternt beskriver det.

Og så skal der ikke nødvendigvis være en ligelig kønsfordeling, for der er altid flere kvindelige ansøgere - men der skal være en gruppe mænd, så de ikke føler sig alene. De kommende beboere skal igennem seks afteners studiekreds om det fremtidige liv i bofællesskabet allerede om få uger og senere på et kursus i konflikthåndtering.

Så er der spørgsmål fra salen. En spørger til bofællesskabets navn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Efter den tredje revle, kommer det dybe vand«, forklarer Karen Henriksen til almindelig latter.

»Har I taget en principbeslutning om bæredygtighed og byggematerialer, og om I siger nej til beton«, spørger en spinkel kvinde. Mens en anden vil vide, om ægtepar må være på samme madhold.

Svaret bliver, at de kommende beboere jo får indflydelse, og at initiativgruppen ikke er nået så langt.

Det har ellers været en lang proces. Fra Lisbeth Simonsen og Karen Henriksen begyndte at se på mulige bygninger og grunde for fem år siden, og til at lokaludvalget for tre år siden gjorde dem opmærksom på grunden i Tikøbgade, og de fik politikerne til at bakke op.

Lejlighederne opføres som almene boliger og bliver 44 kvadratmeter for en enlig og 66 for par. Som pensionist kan man godt nok få støtte til huslejen, såkaldt boligydelse, til 65 kvadratmeter som enlig og 85 kvadratmeter som par. Men elevator, opgangen og fælleshusets kvadratmeter tæller med, når de ligger i samme bygning, og derfor bliver selve boligerne væsentlig mindre.

Huslejen bliver uden forbrug mellem knap 6.000 og godt 7.000 kroner. Herfra kan man så trække boligydelsen, som afhænger af indkomst. Beboerne skal også betale et indskud på 30.000-40.000 kroner.

Karen Henriksen, der som lærer underviste i de små klasser, kan i dag forelæse om byggeregulativer, murtykkelse, kommuneskel... Og kampen for seniorbofællesskabet er langtfra slut.

Boligforeningen Domea er samarbejdspartner, der er lavet arkitekttegninger, og et forslag til et tillæg til lokalplanen har været i høring.

Kommunen har givet tilsagn om godt 6 millioner til byggeriet, når bofællesskabet med lidt held får en formel godkendelse fra Københavns Borgerrepræsentation om nogle måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derefter skal projektet tegnes færdigt og sendes i udbud, før første spadestik kan tages formentlig i januar 2016. Processen havde været kortere, hvis bofællesskabet var ejer-eller andelsboliger, men det ville ikke passe ind i kvarteret, og flere af initiativtagerne ville ikke have råd til at bo der.

»Vi vil, at bofællesskabet bliver en del af det omliggende samfund; så kan man blive ældre sammen, uden at det bliver et alderdomshjem«, siger Lisbeth Simonsen.

De har lige fået at vide, at indflytningen på grund af papirarbejdet er rykket et halvt år, så det nu er i marts 2017, og det ærgrer Karen Henriksen: »Et halvt år ekstra er altså lang tid, når man er 75 år. Så vil der være gået 7 år, fra vi gik i gang. Vi skal jo gerne nå det i min levetid«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce