Tilkendegivelser. Mennesker med social angst kan have glæde af Facebooks uforpligtende forum.
Foto: Paul Sakuma (arkiv)/AP

Tilkendegivelser. Mennesker med social angst kan have glæde af Facebooks uforpligtende forum.

Digitalt

Facebook hjælper folk af med social angst

Flere angstramte fortæller, at Facebook og sociale medier hjælper dem af med deres lidelser.

Digitalt

Der er folk, som er bange for social kontakt. Bange for at tage toget, bange for middagsselskaber og som ikke tør gå uden for deres dør.

350.000 danskere lever med en eller anden form for angst, viser tal fra Dansk Sundhedsinstitut.

Hidtil har behandlingsformerne bestået af samtaler med psykologer, gruppeterapi og medicin. Men nu har de angstramte fået hjælp fra uventet hold. Internettet.

2.500 medlemmer For nogle mennesker har de sociale medier været udslagsgivende i forhold til at komme af med social angst.

For andre et middel, som gør, at de får opfyldt sociale behov, som førhen var ikke var mulige.

»Facebook gør, at jeg får kontakt til omverdenen og andre mennesker«, siger Lise Kryger, der selv er ramt af angst.

Hun er indehaver af hjemmesiden 'Slipangsten.dk' og administrator for Facebookgruppen af samme navn med over 2.500 medlemmer.

Det er ikke ulogisk, at blandt andet angstramte har gavn af Facebok, ifølge Jon Lund, ekspert i sociale medier.

»Med sociale medier som Facebook har du selv kontrollen over, hvornår du har lyst til at være synlig og gå i dialog«, siger Lund.

Det er nemlig tilladt at bruge Facebook i det omfang, den enkelte selv har lyst til.

1-10-90 regelen
Der er en generel regel, som hedder 1-10-90. Overført til Facebook betyder det, at kun 1 procent bruger mediet meget aktivt, mens 10 procent jævnligt kommenterer og bruger den uforpligtende ' like'-funktion.

De resterende 90 procent er bare iagttagere, som orienterer sig.

»Det er i den fordeling, du skal finde svaret på, hvorfor Facebook er en succes for folk, der har det svært med social kontakt. De sociale medier har den mekanisme, at du langsomt kan komme ind i dem«, siger Lund.

Folk med social angst kan begynde som iagttagere. Når de føler sig trygge på Facebook, kan de starte med at ' like' en statusopdatering.

En uforpligtende lille funktion, der tilkendegiver, at man synes godt om f.eks. en film eller noget, andre har skrevet.

Herefter kan man skrive en kommentar om noget sjovt, og langsomt finder folk ud af, at det er let at få positive svar og oplevelser.

Bare det ikke bliver en hæmsko
»Sociale medier kan være med til at give en følelse af, at nogle bryder sig om en og forstår en. At der er ligesindede, som tager ens historie seriøst«, siger Marie Särs Andersen, daglig leder i Angstforeningen.

Angstforeningen tager sig af folk med angst, som kan ringe ind og få hjælp og rådgivning.

Foreningen blev dannet i 2001 for at hjælpe folk med ikke-psykotiske angstlidelser.

De er positive over for sociale medier som Facebook og har også selv en gruppe, da det kan give mennesker et lys og løft i hverdagen.

»Men det skal bare ikke blive en hæmsko, man lader sig stille tilfreds med. Det kan også være med til at fastholde personen i angsten, fordi det bliver trygt at sidde derhjemme i stedet for at tage tyren ved hornene og komme ud i det rigtige liv«, siger hun.

Første skridt ud ad angsten

Chefpsykolog Nicole Rosenberg fra Psykiatrisk Hospital i Århus er enig i, at de sociale medier kan tage overhånd.

»Det kan være med til at konsolidere nogle vanskeligheder. Hvis man får hele sit liv dækket af de sociale medier og ikke kommer ud, bliver man en særling«, siger hun.

Generelt er hun dog positiv over for de sociale medier.

»For nogle kan det være første skridt ud af angsten. Vi har arbejdet med at bruge medierne som behandlingsprogrammer, og det er et fantastisk godt supplement«, siger hun.

Hun tror, at de sociale medier kan blive et meget vigtigt værktøj i psykiatrien, men afviser, at de på sigt kan erstatte den normale samtaleterapi.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce