Journalist Emilie Kleding Rasmussen har sat sig for at undersøge, hvad virksomheder som Facebook og Google egentlig ved om hende. Derfor har hun bedt om at få indsigt sin persondata, ligesom alle danskere har ret til. Men tingene går ikke helt som planlagt. Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh & Emilie Kleding

Digitalt

Datasikkerhed: Jeg har ingenting at skjule – tænkte jeg

I maj spurgte jeg 28 danske og internationale firmaer, hvad de ved om mig. I fem dagbøger fortæller jeg om de opdagelser og frustrationer, jeg har haft. Her er min første dagbog.

Digitalt

Mit navn er Emilie. Jeg er 23 år og arbejder som journalist på Politiken.

Som så mange andre har jeg en konto på Facebook, Linkedin og Twitter. Jeg lytter også til musik på Spotify, betaler for transport med Rejsekort, taler over Skype, finder vej med Google Maps, bestiller mad på Just Eat og streamer på dr.dk.

Det har jeg aldrig bekymret mig om. Aldrig tænkt nærmere over, hvad virksomhederne ved om mig, eller hvordan de bruger informationerne. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke havde noget at skjule.

Derfor var det med hovedet højt hævet, at jeg i midten af maj spurgte 28 virksomheder, hvor godt de egentlig kender mig. Som privatperson og fra min privatmail skrev jeg til dem, at dansk og europæisk lov gav mig ret til at vide, hvilke informationer de indsamlede om mig.

Til min store overraskelse var det ret grænseoverskridende. Som om jeg ikke havde ret til det, og jeg spildte deres tid. Men efter at have skrevet tilpas mange mails begyndte jeg at tro på, at det virkelig var min rettighed.

Og den blev kun forstærket af de udfordringer, jeg mødte.

I telefonkø hos TDC

Som da jeg 13. maj ringede til TDC, hvor jeg har tv- og internetabonnement.

På hjemmesiden oplyste de, at hvis man havde spørgsmål om personoplysninger eller datapolitik, kunne man ringe til deres hovednummer.

»Du har nu fire muligheder for personlig betjening. Ønsker du teknisk hjælp tast 1, ønsker du at købe et TDC-produkt tast 2, ringer du om din regning tast 3, eller overvejer du at opsige dit abonnement tast 4«, sagde automatstemmen, da jeg ringede.

Allerede her var jeg altså fortabt i systemet, hvis jeg ikke ville reparere, købe eller opsige mit abonnement. Jeg tastede et tilfældigt tal og fik fat i en kundeservicemedarbejder. Hun hentede sin chef, og TDC’s baggrundsmusik fyldte telefonrøret.

Jeg kiggede på uret. Syv og et halvt minut uden svar. 10 minutter. Efter 14 minutter var kundeservicemedarbejderen endelig tilbage i røret, og jeg fik en mailadresse, jeg kunne skrive til: klage@tdc.dk.

Jeg ville ikke klage, men jeg skrev alligevel. Og med det samme fik jeg svar:

»Sorry, we were unable to deliver your message to the following address«.

Det begyndte at blive frustrerende, og jeg så ingen anden udvej end at ringe til pressetelefonen.

Med en voksende skepsis begyndte jeg at blive mere og mere overbevist om, at virksomheder ville undgå at udlevere det, de vidste om mig

En pressemedarbejder tog røret. Jeg introducerede mig som journalist på Politiken – men understregede, at jeg henvendte mig som privatperson. Jeg spurgte, hvilken mail jeg skulle skrive til, når jeg ville have indsigt i mine personoplysninger.

»Hvorfor vil du have indsigt i det? Hvad skal du bruge det til«, blev der spurgt.

Jeg forklarede, at jeg var interesseret i at se mine personoplysninger, og at det var min rettighed som borger.

Pressemedarbejderen sagde, at ingen ellers spurgte efter det, og at de skulle bruge enormt mange ressourcer på det. Jeg gentog, at jeg uanset hvad havde ret til mine personoplysninger. Til sidst fik jeg forklaret, at TDC ikke havde mailadresse til formålet.

»Grunden til, at der ikke er en mail, er, at der ikke er nogen, der efterspørger det«, fik jeg at vide med en bemærkning om, at »det ikke er noget, du kan bruge til noget«.

Så skrev jeg en mail til pressemedarbejderen for at søge indsigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Seks uger senere fik jeg svar. Det viste sig, at der ikke var mange informationer koblet til mine kundeoplysninger, mit tv eller mit internetabonnement. Og så i fredags, efter TDC var blevet orienteret om denne dagbog, skrev pressemedarbejderen og beklagede håndteringen af sagen.

Dødt link og lukkede mails

Efter oplevelsen med TDC begyndte jeg at spørge venner og bekendte, om de vidste, at de havde krav på at få udleveret deres personoplysninger.

Måske var det derfor, virksomheder ikke var vant til at blive spurgt. Det var i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvor få af mine jævnaldrende der svarede, at de kendte til deres rettigheder.

Heller ikke Yahoo syntes at kende til dem. Det er der, jeg har min mailadresse, og derfor jeg bad dem om at give mig mine oplysninger.

Yahoos Kundeservice skrev, at de ville gøre deres bedste for at hjælpe mig. Jeg svarede med det samme tak, men blev med det samme mødt af en ny mail: Min sag var lukket, oplyste Yahoo. De mente, at de havde opfyldt mit ønske.

Det mente jeg ikke. De havde jo ikke svaret på noget. Så jeg skrev til dem fire gange. Hver gang skete det samme.

På Yahoos hjemmeside stod der, at hvis man ikke følte, ens spørgsmål blev besvaret, kunne man skrive til dem via et link. Det link virkede bare ikke.

Det gik op for mig, at det blev en kamp at få de her informationer. At de store virksomheder var gode til at sno sig uden om, og at det virkede umuligt at trænge igennem. Men samtidig blev jeg også overbevist om, at det var vigtigt at prøve. At kæmpe for retten til at få informationer fra virksomheder, vi stoler så meget på, at vi lægger vores mest private oplysninger i deres hænder.

Så efter hvad der virkede som en uendelighed af frustrationer og mailkorrespondancer skrev jeg til Yahoo, at jeg ville klage over dem, hvis de fortsatte med ikke at svare på det, jeg egentlig bad om.

Pludselig oplyste de en adresse i Californien, jeg kunne skrive til, og understregede, at de ville hjælpe med yderligere spørgsmål, hvis jeg havde nogle. Det havde jeg, så jeg skrev tilbage – og igen fik jeg et lynhurtigt svar tilbage.

Min sag var lukket, og Yahoo mente, de havde opfyldt mit ønske. Og at jeg ikke kunne svare tilbage på mailen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet skrev jeg et brev til den californiske adresse. Et par uger senere fik jeg svar på mail. Jeg nu skulle skrive til en postadresse i Irland, hvis jeg ville kende til mine personoplysninger.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det ville være noget nemmere, hvis de da bare havde oplyst den adresse fra starten.

Med en voksende skepsis begyndte jeg at blive mere og mere overbevist om, at virksomheder ville undgå at udlevere det, de vidste om mig.

Og jeg blev kun mere opsat på at finde ud af, hvad det var, de måske skjulte.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce