Journalist Emilie Kleding Rasmussen har sat sig for at undersøge, hvad virksomheder som Facebook og Google egentlig ved om hende. Derfor har hun bedt om at få indsigt sin persondata, ligesom alle danskere har ret til. Men tingene går ikke helt som planlagt. Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh & Emilie Kleding

Digitalt

Dagbog 2: Facebook ved mere om mig, end de fortæller

Efter syv år har jeg skrevet og modtaget 21.344 facebookbeskeder. Ret meget andet vil de ikke give besked om.

Digitalt

I min jagt efter at finde ud af, hvad 28 virksomheder vidste om mig, nåede jeg til en virksomhed, som i den grad måtte kende mig godt.

Som det første tjekker jeg Facebook, når jeg står op om morgenen. Jeg skriver oftere beskeder via Facebook Messenger, end jeg sms’er.

Jeg er fuldstændig stoppet med at skrive begivenheder ind i min kalender, fordi jeg tilmelder mig dem på Facebook. Og jeg har delt billeder og opdateringer, likes og kommentarer siden 2. august 2008, hvor jeg oprettede min facebook-konto.

Så jeg var overbevist om, at de måtte have en guldgrube af informationer om mig.

LÆS FØRSTE DEL AF DAGBOGEN

Jeg skrev en mail til dem og fik med det samme svar: Jeg kunne nemt og hurtigt downloade al den information, de indsamlede om mig, fortalte Facebook. Det lød for godt til at være sandt – og det var det også.

Det, Facebook viste mig, var i store træk det, jeg selv kunne se på min profil. Og jeg vidste, at de måtte vide meget mere end det. Østrigeren Max Schrems beskylder i en igangværende retssag blandt andet Facebook for at holde tæt med brugernes private oplysninger. Ud fra otte stikprøver har han lavet en liste med 328 typer af personlige informationer, som Facebook i nogle tilfælde udleverer, i andre tilfælde aldrig udleverer.

Fortiden på Facebook

Jeg fik ét link til at se alt det, Facebook vidste om mig. En oversigt over alle de beskeder, jeg nogensinde har sendt og modtaget, alt det, jeg har skrevet på min Facebook-profil, alle de billeder, jeg har lagt ud, og alle de begivenheder, jeg har været inviteret til.

Det viste sig, at jeg har skrevet og modtaget 21.344 beskeder. Blandt andet en, jeg skrev i november 2008 til en gammel veninde, jeg havde mistet kontakten til:

»Har det rigtig dårligt med, at vi ikke har fået holdt kontakt bedre. Jeg mener, vi bor jo faktisk ikke ret langt fra hinanden :) Hvordan har du det, hvad går du og laver? Vil så gerne høre lidt om dit liv«.

Det var ret underligt at se alle de samtaler, jeg har haft, aftaler, jeg har lavet, de beskeder, jeg aldrig glemmer, og dem, som er fuldstændig ligegyldige. Alt sammen samlet på én lang liste.

Da jeg bladrede igennem min fortid på Facebook, var jeg overrasket over, hvor mange private oplysninger jeg egentlig har delt. Især dengang jeg var 16 år og fyldte min profil med festbilleder og statusopdateringer om mine tanker. Et privatliv, jeg ville være meget mere påpasselig med at dele i dag. Men det er der jo stadig fra dengang. Alt sammen registreret af Facebook.

Facebook må da vide, hvor jeg er

Til gengæld var jeg overrasket over, at Facebook ikke oplyste mig om alle de geografiske steder, jeg havde været.

Det stemte dårligt overens med, at jeg i de sidste fire et halvt år har haft en smartphone med en Facebook-app, der altid sporede, hvor jeg var, selv når jeg ikke var inde på appen. Det samme gjaldt de facebookbeskeder, jeg har skrevet fra min telefon, som modtagerne kunne se, præcis hvorfra blev sendt.

For at få svar skrev jeg til det irske datatilsyn, der har myndighed over Facebooks europæiske hovedkontor i Dublin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg var sikker på, at de ville give Facebook en ordentlig opsang, og at jeg denne gang ville få alle mine informationer at se. Så det var med spænding, at jeg læste deres svar halvanden måned senere.

Endnu en gang blev jeg skuffet. I mailen skrev de, at Facebook – i deres øjne – gav al den information, de skulle.

Intet svar på brug af 3. parts-komponenter

Men hvad med mine lokalitetsoplysninger? Hvad med alle de hjemmesider, jeg var inde på og kunne se, at Facebook sporede mig? Hvad med, at Facebook kunne registrere min aktivitet på dr.dk.

Som DR selv skriver i deres privatlivspolitik om facebookknapperne ’Anbefal’ og ’Synes godt om’ – dem, som DR kalder 3. parts-komponenter:

»Disse 3. parts-komponenter bevirker, at indehaveren af 3. parts-komponenten, som for eksempel Facebook eller Google, modtager tekniske data om din browser, IP-adresse, og hvilke sider du besøger på dr.dk og tilsvarende. Er du samtidig med dit besøg på dr.dk logget på for eksempel Facebook eller Google, er det muligt for Facebook/Google at henføre disse data med din profil«.

Og hvorfor fortalte Facebook mig ikke, hvem de deler mine oplysninger med, og hvorfor de gør det, som virksomheder ifølge loven skal fortælle, når man søger indsigt?

Det spurgte jeg det irske datatilsyn om 6. juli. I skrivende stund venter jeg stadig på et svar.

Facebook: Grønt lys fra tilsyn

Da Facebook blev kontaktet om artiklerne i dagens Politiken, skrev de, at det irske datatilsyn havde givet grønt lys til, at de gjorde det rigtige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi synes, at folk skal have adgang til deres data, så vi tilbyder det uden beregning og uden nogen undtagelser«, skrev Facebook i en mail.

Én ting er, at Facebook ikke vil ud med deres oplysninger om mig, men at selv en klageinstans tilsyneladende ikke tog det alvorligt, var svært at sluge. For første gang siden min Facebook-debut i 2008 begyndte jeg at overveje, om det overhovedet var værd at have en profil. Om jeg fortsat ville dele mine mest private oplysninger, min fysiske og digitale færden og store dele af mit liv og netværk med en virksomhed, jeg netop havde mistet al tilliden til.

Det var i hvert fald en tanke, der langsomt bredte sig i baghovedet. Og det begyndte at handle om flere virksomheder end bare Facebook.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce