Selfies. I en weekend har Emilie taget selfies af sig selv, fra da hun stod op om morgenen, til hun gik i seng. Ligesom billederne når ind i privatlivet, gør googlesøgningerne det i høj grad også.
Foto: Mads Nissen

Selfies. I en weekend har Emilie taget selfies af sig selv, fra da hun stod op om morgenen, til hun gik i seng. Ligesom billederne når ind i privatlivet, gør googlesøgningerne det i høj grad også.

Digitalt

Dagbog 3: Da Googles mailadresse ikke kunne googles

Mine søgninger på Google fortæller næsten alt om mig. Men hvem deler Google det med? Det spørgsmål stillede jeg dem, da jeg efter lang tids søgen fandt en vej ind til virksomheden.

Digitalt

Mit navn er Emilie, og jeg har søgt på Google 17.869 gange på fem år. På alt fra spisebordsstole, tv-serier og lufthavne i London til pizzeriaer på Fyn, Michael Strunge og grundloven. Alt er registreret.

Det fandt jeg ud af, da jeg for to måneder siden spurgte 28 virksomheder, hvor godt de egentlig kendte mig.

Det hele startede fredag 30. april 2010 klokken 14.26, da min googlesøgning for første gang blev registreret, fordi jeg oprettede en Google Plus-konto. Dengang tastede jeg den amerikanske skuespillerinde Audrey Hepburn ind på søgemaskinen.

To minutter senere søgte jeg på trenchcoat. Om det var, fordi skuespillerinden havde en trenchcoat på i slutscenen af ’Breakfast at Tiffany’s’, kan jeg ikke huske. Det er meget muligt, at jeg lige havde set filmen dengang.

I hvert fald var det som at dykke ned i fortidens tanker, da jeg bladrede igennem dage, måneder og år med søgninger.

For jeg har altid haft Google med mig. Altid foretrukket den søgetjeneste frem for alle de andre. Altid spurgt den om svar, når jeg havde et spørgsmål. Altid bedt om hjælp, når jeg har ledt efter noget. Det samme gør 9 ud af 10 af alle europæere.

Google måtte således kende til de bøger, jeg læser, og den shampoo, jeg køber. For ikke at tale om de tanker og drømme, jeg har.

Journalist Emilie Kleding Rasmussen har sat sig for at undersøge, hvad virksomheder som Facebook og Google egentlig ved om hende. Derfor har hun bedt om at få indsigt sin persondata, ligesom alle danskere har ret til. Men tingene går ikke helt som planlagt. Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh & Emilie Kleding

Google og annoncefænomenet

At få adgang til mine søgeresultater var overraskende nemt. Faktisk behøvede jeg slet ikke at kontakte Google, da de selv, via et link på deres hjemmeside, tilbød at vise mig det.

Det gjorde de også med min søgnings- og visningshistorik på det Google-ejede YouTube, og de gav mig mulighed for at downloade mine data fra 18 forskellige googletjenester som Google Maps og Google Crome.

Min første følelse var lettelse. I min søgen efter data var jeg blevet klar over, at især de store virksomheder var svære at hamle op med, når man som borger vil have indsigt i sine personoplysninger. Men jeg kunne ikke narre mig selv, da det stod klart, at jeg manglede flere informationer.

LÆS FØRSTE DAGBOG I SERIEN

Især om, hvem mine googlesøgninger blev delt med, og hvilke søgninger der blev givet videre. Jeg kunne kun læse på deres hjemmeside, at de annoncer, jeg så på andre hjemmesider, »med større sandsynlighed ville handle om produkter og ydelser, du tidligere har søgt efter«.

Det var altså det kendte fænomen, at når man googler et par sko, bliver lignende modeller bagefter vist i en annonce på en tilfældig hjemmeside.

Men jeg ledte efter mere, så jeg gik i gang med at skrive en mail til Google. Det største problem var bare at finde den rigtige mailadresse.

Den forsvundne mailadresse

For det kunne da umuligt passe. Den tanke sad jeg med, da jeg ledte efter Googles mailadresse relateret til persondata.

Som sagt har jeg altid stolet på søgetjenestens hjælp, men da jeg googlede »mail google persondata« og en lang række andre søgninger på både dansk og engelsk, kom der ingenting op. Der var heller ingen hjælp at hente på deres hjemmeside.

På det tidspunkt havde jeg imidlertid skrevet til så mange virksomheder, at jeg begyndte at forstå, at nogle gange var den eneste vej ind den alternative. Og jeg var faldet over et mønster. Mange virksomheders mailadresser hed: privacy@firmanavn.dk/com.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så jeg opdigtede fem lignende mailadresser, som jeg forstillede mig, Google kunne have. En af mailadresserne eksisterede ikke, en anden var ikke relateret til persondata, og en tredje var kun til en intern gruppe i Google, som man ikke kunne skrive til, oplyste de.

To mails gik igennem. Og det er stadig et mysterium, hvordan jeg fik fat i Google. To uger senere skriver Google nemlig tilbage til mig fra en helt tredje mailadresse: Data-protection-office@google.com.

For ironiens skyld prøvede jeg at google den mailadresse – og den fandtes ikke. Google, som lever af at finde informationer, og som vidste alt om mine søgninger, kunne altså ikke oplyse deres egen mailadresse.

Ikkesvar spænder ben for missionen

I mailen skrev Google, at oplysningerne, jeg bad om, fandtes i de værktøjer, de havde stillet til rådighed. De henviste dermed til det data, jeg selv havde fundet. Jeg skrev, at det ikke var nok. At jeg ville vide, hvad og med hvem mine oplysninger blev delt, og at af de 18 googletjenester, jeg downloadede data fra, fik jeg kun data fra otte. Seks af dem virkede ikke.

Dermed fandt jeg aldrig ud af, hvad Google Maps vidste om mig – en tjeneste, jeg flittigt bruger på både mobil og computer.

Denne gang svarede Google, at de delte personlige oplysninger med »enkeltpersoner eller organisationer«, når de havde mit samtykke til at gøre det. I begrænsede tilfælde kunne »betroede virksomheder eller organisationer behandle data på vegne af Google og få adgang til data«, skrev de.

Det gjorde mig virkelig ikke klogere. Til spørgsmålet om, hvorvidt Google havde mere data på mig end det, jeg selv kunne finde, og det, der ikke virkede, skrev de:

»Vi anser det for vigtigt at give brugere adgang til data, der er forbundet med deres konto, og det gør vi via vores værktøjer, som er til rådighed for vores brugere«.

Det var altså et ikkesvar, og jeg opgav simpelthen min mission.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om jeg sandsynligvis aldrig finder ud af, hvad og med hvem Google deler mine søgninger, bruger jeg det stadigvæk. Fordi det er nemt og effektivt. Og fordi det er en vane.

Som da jeg i mandags søgte på en adresse i Kompagnistræde fra min mobil uden at skænke det en tanke.

Alligevel nager tanken mig, om det er en dårlig idé. Mit dilemma skriver jeg om i morgen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce