Se hvordan dataetisk rådgiver Pernille Tranberg beskytter sit privatliv, når hun færdes på nettet. Bland andet opfordrer hun brugere til at anvende et falsk navn på Facebook. Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh & Emilie Kleding

Digitalt

Dagbog 4: Var det værd at holde fast i mit digitale jeg?

Jeg havde mistet tilliden - alligevel var jeg dybt afhængig. Og da jeg indså, at jeg aldrig ville nå til bunds i mine data, stod jeg over for et svært valg.

Digitalt

Pludselig stod jeg i et dilemma. Det skete halvvejs i mine to måneders søgen efter persondata, hvor jeg oplevede, at virksomheder holdt oplysninger tilbage.

Læste i deres mails, at de ikke svarede på mine spørgsmål. Hørte dem sige, at de ikke vidste, hvad mine data betød. Fik sendt andre folks data, som jeg aldrig skulle have haft adgang til. Fuldstændig manglede at få svar fra flere. Og lærte, at ikke engang min egen arbejdsplads overholdt persondataloven.

Jeg blev så træt af det.

At det, der startede med at være 28 simple anmodninger om indsigt i mine persondata, blev et kompliceret spindelvæv med smuthuller, oplysninger delt med betroede samarbejdspartnere og såkaldte anonymiserede data, jeg havde svært ved at gennemskue.

Er data nogensinde anonymt?

Som for eksempel Apple. Lige siden jeg år tilbage fik en iPhone og iPad, har jeg – uden at skænke det en tanke – tilladt Apple og en lang række af mine apps at »indsamle og bruge oplysninger baseret på min enheds aktuelle placering«.

I deres privatlivspolitik fortalte de, at når oplysningerne sendes til Apple, er de anonyme. Men samme princip havde andre apps ikke nødvendigvis, understregede de.

To af de installerede apps, som havde adgang til mine lokaliteter, var Facebook og Google Maps. Som jeg skrev i Dagbog 2 og 3, fik jeg ikke de oplysninger fra nogen af dem.

LÆS FRA SERIEN

I stedet sad jeg tilbage med en tvivl. Hvis virksomhederne gang på gang hævdede at anonymisere mine data, men samtidig sendte dem videre til andre, som havde deres helt egne retningslinjer, hvornår kunne man så nogensinde vide sig sikker?

Ingen tog ansvaret for mine data

Som Google, der gav mine data videre til »betroede virksomheder eller organisationer«, men ikke fortalte mig hvilke, så jeg havde en chance for at tjekke deres retningslinjer.

Eller som DR.dk, der fortalte mig, at de ikke indsamlede data om mig, men alligevel tillod blandt andre Facebook at se, hvilke artikler jeg havde læst, uden at DR selv førte kontrol med Facebooks viden, som deskrev på deres hjemmeside.

Hvis ingen tog ansvaret for mine data, hvordan kunne jeg nogensinde skabe mig et overblik over, hvad virksomhederne vidste?

Jeg begyndte desværre at lære svaret at kende: Det kunne jeg ikke.

Mine data svævede i en udefinerbar sky, der bliver delt og brugt uden min kontrol. Langt nede på landjorden stod jeg som forbruger og kunne aldrig nå derop.

Sådan føltes det i hvert fald, efter at jeg i to måneder prøvede at blive klogere, men endte med det modsatte.

Alligevel er det jo så smart

Tilbage til mit dilemma: Jeg brugte jo stadig de digitale tjenester, jeg var så frustreret over. For det var smart, at jeg in the middle of nowhere kunne finde ud af, hvor jeg var på et digitalt kort. At jeg kunne overføre penge fra mobilen uden at indtaste et 10-cifret langt kontonummer. At jeg fik de artikler at se, som var mest relevante for mig.

Det har ganske enkelt gjort mit liv lettere. Var jeg parat til at leve uden det?

Jeg overvejede blandt andet mit Rejsekort. Jeg kunne ikke lide tanken om, at de vidste, præcis hvor jeg rejste til og fra – specielt ikke efter, at de ved en fejl sendte mig et andet menneskes data.

Mine data svævede i en udefinerbar sky, der bliver delt og brugt uden min kontrol

Jeg havde mulighed for at vælge et anonymt rejsekort, men så ville jeg miste den rabat, jeg fik som kunde under 26 år.

LÆS MERE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg prøvede også at fravælge interessebaserede annoncer på Google, men kom i tvivl, da de skrev, at jeg stadig ville få annoncer, der bare var mindre relevante, måske ikke kunne blokeres og kunne vises på et andet sprog. Det lød jo heller ikke særlig tillokkende.

Og det var bare de små valg. De overordnede lød på, om jeg burde vælge mellem alt eller intet, når det handlede om at have en smartphone eller en profil på de sociale medier.

Mistet tilliden

Én ting var klart. Jeg havde mistet tilliden til rigtig mange virksomheder.

Forsvandt den først – og hvis andre havde det ligesom jeg, at de ikke længere stolede på, at deres private oplysninger forblev private, ville det gå ud over virksomhederne. Flere ville tage forholdsregler for at beskytte sig selv.

Flere ville indse, hvor dyrt vi egentlig betaler med vores data.

Fra de mange læsere, jeg i denne uge har hørt fra, er det i hvert fald tydeligt, at der er flere bekymrede.

Jeg indså, at jeg selv måtte tage ansvaret for mine egne data, fordi det var naivt at tro, at andre gjorde det. Og jeg begyndte at lære, hvad jeg så kunne gøre for at beskytte mig uden nødvendigvis at skulle vælge mellem alt eller intet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce