beskyttelse. Det var overraskende nemt at skjule sin ip-adresse, sine søgninger og sine lokaliteter, fandt Emilie ud af.
Foto: Mads Nissen

beskyttelse. Det var overraskende nemt at skjule sin ip-adresse, sine søgninger og sine lokaliteter, fandt Emilie ud af.

Digitalt

Dagbog 5: Jeg fandt ud af, at jeg ville skjules

Jeg havde droppet forestillingen om at få at vide, hvilke data der blev indsamlet om mig. I stedet definerede jeg mit privatliv - og prøvede at holde det privat.

Digitalt

I mine fire tidligere dagbøger og i min to måneders søgen efter svar på, hvilke data der blev indsamlet om mig, kunne jeg konstatere, at det virkede umuligt. Men jeg havde ikke givet op.

Jeg mente stadigvæk, at det var vigtigt for at holde fast i vores rettigheder. At få virksomheder og myndigheder til at forstå, at de ikke bare kunne opsamle, lagre, dele, analysere, bruge og genbruge data uden at give indblik i det, som alle europæere har ret til.

Men jeg måtte erkende, at mange af de 28 virksomheder, jeg søgte indsigt hos, nok ikke delte mit synspunkt. Måske havde de ikke opdaget, hvor vigtig tilliden var. At hvis jeg skulle betale med mine private oplysninger, blev jeg nødt til at stole på dem. Det gjorde jeg ikke længere – og som konsekvens blev jeg meget mere påpasselig.

Siden jeg første gang skrev om mine oplevelser i mandags, har jeg fået en masse hjælp fra læsere med gode råd til, hvordan jeg kunne beskytte mig. Dem har jeg taget til mig.

Journalist Emilie Kleding Rasmussen har sat sig for at undersøge, hvad virksomheder som Facebook og Google egentlig ved om hende. Derfor har hun bedt om at få indsigt sin persondata, ligesom alle danskere har ret til. Men tingene går ikke helt som planlagt. Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh & Emilie Kleding

Min placering er kun min egen sag

Det første, jeg gjorde, var at slå mine lokalitetstjenester fra på min iPhone og iPad. Og jeg må indrømme, at det da var utroligt irriterende i starten. Blandt andet, da jeg skulle med offentlig transport og trykkede ’nuværende position’ på Rejseplanens app. For lige pludselig kendte den ikke min position – men mere end et par sekunder tog det alligevel ikke at skrive, hvor jeg var.

Jeg opdagede også, hvor meget jeg tillod mine apps at få adgang til andre apps. Facebook Messenger, Google Maps, LinkedIn og Rejseplanen havde adgang til mine kontakter, mens YouTube havde adgang til mine billeder. Det så jeg ingen grund til – og slog det hele fra.

Som hovedregel besluttede jeg mig for at bruge den anonyme internetbrowser Tor, hver gang jeg brugte internettet til noget, jeg ikke ville have stående på forsiden af en avis

Min ip-adresse afslørede i høj grad informationer om mig, og jeg begyndte at bruge tjenesten Hola, som gjorde, at ip-adressen ikke førte tilbage til mig eller min lokalitet. Selv om jeg havde læst, at Hola ikke var fuldstændigt sikkert at bruge, tænkte jeg, at den var bedre end ingenting.

Som hovedregel besluttede jeg mig for at bruge den anonyme internetbrowser Tor, hver gang jeg brugte internettet til noget, jeg ikke ville have stående på forsiden af en avis.

Jeg håber, min skepsis holder ved

Når det kom til mine Googlesøgninger, turde jeg ikke tro, at de nogensinde var private. Så begyndte jeg at bruge helt andre søgemaskiner som Startpage og DuckDuckGo, der ikke sporede mig eller gemte mine søgninger.

Og så til cookies: Alle dem, som overvågede min digitale færden og gav mig målrettede reklamer, blokerede jeg med programmerne Disconnect og Ghostery. Alt var gratis og tog mindre end et par minutter.

Helt generelt blev jeg bevidst om farer, der aldrig før havde bekymret mig. Hvor mange gange jeg har sendt mit cpr-nummer eller en kopi af mit pas via mail og aldrig overvejet at kryptere det.

Eller hvor billigt jeg har solgt mine oplysninger, når jeg svarede på spørgeskemaer om mine indkøbsvaner imod chancen for at vinde et gavekort på 500 kroner – men uden at ane, hvor mine svar endte, eller undersøge, om de kunne spores tilbage til mig.

Derfor meldte jeg mig ud af diverse paneler, ignorerede spørgeskemaer og besluttede at købe mit eget mail-domæne, der ikke blev delt med Google, Yahoo eller andre, jeg slet ikke havde lyst til at overlade mine data til længere. Og så satte jeg mig for aldrig at dele noget så privat som mit pas uden at tage alle tænkelige forholdsregler først.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg håber, at jeg vil blive ved med at bekymre mig og bruge de her forholdsregler

Jeg håber, at jeg vil blive ved med at bekymre mig og bruge de her forholdsregler. Også selv om jeg beholder mine profiler på sociale medier, min smartphone og mit Rejsekort – nu uden at stole på dem.

I min første dagbog skrev jeg, at jeg altid havde tænkt, at jeg intet havde at skjule. Bagefter skrev en læser til mig, om jeg venligst ville låse min telefon op, så han kunne læse mine sms’er? Sætte min telefon på medhør, så han kunne lytte med? Få mine kontoudtog og kasseboner fra de sidste seks måneder, så han kunne se, hvad jeg brugte mine penge på? Og få et par billeder af mit hjem, mine skabe og mine skuffer som prikken over i'et? Hvis jeg gjorde alt det, medgav han, at jeg intet havde at skjule.

Se hvordan dataetisk rådgiver Pernille Tranberg beskytter sit privatliv, når hun færdes på nettet. Bland andet opfordrer hun brugere til at anvende et falsk navn på Facebook. Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh & Emilie Kleding

Ja - jeg har noget at skjule

Eller som den berygtede Edward Snowden tidligere har sagt: »Argumenterer du for, at du er ligeglad med retten til privatliv, fordi du ikke har noget at skjule, er det det samme, som at du er ligeglad med ytringsfriheden, fordi du ikke har noget at sige«.

Men selvfølgelig ragede det hverken læseren eller nogen andre, hvilke sms’er jeg skrev. Og selvfølgelig gik jeg ind for mine basale rettigheder og friheder som borger. Fordi jeg havde noget at sige, og ja – fordi jeg havde noget at skjule.

Det gik især op for mig, da jeg i tirsdags ringede til tandlægen fra S-toget for at bestille en tid til et standardtjek. Det var meget harmløst, tænkte jeg – også at cirka ti fremmede mennesker i kupeen overhørte samtalen. Det synes jeg stadigvæk.

Til gengæld så jeg helt nyt på den digitale front: Hvis mit opkald var blevet registreret digitalt, ville virksomheder vide, at jeg 21. juli klokken 9.13 mellem Friheden og Ny Ellebjerg station ringede til tandlægen. De ville vide, hvem min tandlæge var, hvor ofte jeg ringede, og hvordan min mundhygiejne var. De data ville blive gemt, delt, og modsat mine medpassagerer ville virksomhederne kunne koble dem sammen med min person og mine digitale profiler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske ville det gå meget længere end det. Jeg ville med stor sandsynlighed ikke kunne kontrollere det eller vide, om det ville blive brugt imod mig

Måske ville jeg se annoncer for tandpastamærker, og mine Googlesøgninger ville automatisk tilpasse sig mit tandbehov. Måske ville det gå meget længere end det. Jeg ville med stor sandsynlighed ikke kunne kontrollere det eller vide, om det ville blive brugt imod mig.

Og det gik for langt, besluttede jeg. Fordi det trods alt er mit privatliv, ikke virksomhedernes. Fordi jeg har retten og muligheden for, at det forbliver mit – og det vil jeg kæmpe for.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce