Annonce
Annonce
Annonce
Forbrugerelektronik

Passé at være online

Den nye offline-generation vinder frem.

Gem til liste

De vil koble af og vælger bevidst mellem on og off, viser medieundersøgelse.

Når sms'erne giver den gas som en 100-meter løber på mobilen, smileys blinker som besat på messenger, og indbakken pirrer nysgerrigheden med nye e-mails hvert minut, så kan det være svært at koble af. Men en ny generation er på vej - offline-generationen, der bevidst fravælger at være online konstant.

Utjekket at lade telefonen ringe
Sådan lyder nogle af konklusionerne i en ny undersøgelse fra trendforskningsbureauet firstmove, der har interviewet 70 såkaldte 'firstmovers' - altså trendsætterne, der gør alting før alle andre.

»Hvor vi tidligere var så interessante, at folk altid skulle kunne få fat på os, så ser vi nu en modreaktion. Vi bliver mere interessante, når vi kun er til at fange, når vi selv vil,« lyder det fra direktøren i firstmove, Kirsten Poulsen, der har bemærket trenden såvel i privatlivet som i forretningslivet.

Hvor det tidligere var ganske normalt, at man lige var nødt til at svare mobilen under et møde eller blev forstyrret af dens ringen på en konference, så er det i dag snarere et signal om, at man ikke har styr på sine ting. Det skriver URBAN.

Mange har flere mobiltelefoner
Danmark ligger antallet af mobilabonnementer på 107 for hver 100 dansker, viser It- og Telestyrelsens halvårsstatistik for andet halvår af 2006. Det kan skyldes, at flere vælger at have to mobiltelefoner, og ifølge Trine Nielsen, direktør i konsulentvirksomheden KonceptFactor, er det et udtryk for, at man ønsker muligheden for eksempelvis at kunne slukke for arbejdsmobilen og kun være tilgængelig for sine private bekendtskaber.

»De har et behov for at kunne koble fra og søge ind i sig selv. Vi ser, at folk søger mod spabad og easy living, og det er et symptom på samme trend,« siger Trine Nielsen, der vurderer, at en ny offline-generation er på vej - også i den unge generation som repræsenterer dem, der er vokset op med mobiltelefonen.

Behov for at logge af
Seneste eksempel på det oplevede Trine Nielsen på en rejse i Australien, hvor hun mødte en ung pige, der var blevet så træt af, at veninderne ringede og sms'ede hele tiden, at hun skiftede til et mobilnummer, som kun familien kendte til, for at kunne opleve følelsen af at være væk.

»Vi oplever en ny offline-generation, som simpelthen er nødt til at logge af for eksempelvis at kunne opleve at stå på Ayers Rock eller ved Taj Mahal. Det handler om et personligt behov for at koble af og få lov til at være væk. Og det tror jeg, vi vil opleve i stigende grad,« siger Trine Nielsen.

Folk oplever informations-overload
Ligesom mobiltelefonen tilbage ved årtusindeskiftet var et statussymbol, vil tid være symbolet på velstand i fremtiden - og et udtryk for, at jeg er så betydningsfuld, at jeg ikke behøver være online, det har jeg folk til'. Sådan skrev fremtidsforsker Anne-Marie Dahl fra Futuria tilbage i 2003 i klummen ON er YT i fremtiden', og fire år senere ser hun nu tendensen brede sig.

»Folk oplever informations-overload i dag. Engang var vi begejstrede for enhver teknologi, som gav adgang til information og kommunikation. Men i dag er nysgerrigheden blevet erstattet af et behov for at trække stikket ud,« siger Anne-Marie Dahl og tilføjer, at ligesom det engang var smart at flashe sin nye mobiltelefon - er det i dag blevet trendy at turde slukke for den.

PolitikenPlus
  • Postkasse Ny model postkasse, som er fremstillet i galvaniseret lakeret stål, og som kommer i et væld af smukke farver. Postkassen er monteret med 6 skift Rukolås.

    Pluspris 1.231 kr. Alm. pris 1.449 kr. Køb
  • Havebog Foråret 2014 udkommer ?Design din have med højbede?, af Nina Ewald. Det er den første bog på det danske marked om dette emne. ?Jeg er vild med højbede, og min egen have rummer adskillige af slagsen?.

    Pluspris 245 kr. Alm. pris 289 kr. Køb
  • Tillidskassen Kassen består af blandede spanske og sydafrikanske kvalitetsvine med både luksusvine, en række gode vine i mellemprisklassen samt dagligvine. Der er min. 9 rødevine og max. to ens vine i kassen.

    Pluspris 1.000 kr. Alm. pris 1.480 kr. Køb
  • Forårsjakke til ham Halifax er en jakke med karakter, tydeligt inspireret af moden i de Skandinaviske hovedstæder med de populære lodrette kviltede syninger,

    Pluspris 679 kr. Alm. pris 799 kr. Køb
  • Tørklæde Romantisk og eventyrligt tørklæde med forårets smukke lyse og sarte farver.

    Pluspris 369 kr. Alm. pris 449 kr. Køb