Forbrugerelektronik

Nu kommer musikken til at lyde meget bedre

Der er igen kommet fokus på lydkvalitet, når vi lytter til musik. Udtryk som ’Hi-Res Audio’ og ’Lossless Streaming’ er begyndt at fylde debatten. Men hvad betyder disse begreber egentlig? I denne artikel kan du læse om det første. Senere følger en artikel om det sidste.

Forbrugerelektronik

Hi-fi-entusiaster kan være nogle værre, reaktionære snobber. Men måske har disse lydnørder dog alligevel fat i noget. Det lader nemlig til, at vi igennem de sidste tre årtier har været villige til gang på gang at gå på kompromis med lydkvaliteten til fordel for design eller bærbarhed. I dag er det ikke usædvanligt at støde ind i både unge og voksne, der lytter til musik gennem den lillebitte højttaler i deres smartphone, selvom musikere og teknikere har slidt og slæbt i studiet for at få det til at lyde så godt som muligt.

Højopløst musik
Men nu ser der ud til at være en modsatrettet bevægelse i gang. Lydkvaliteten er ved at blive en faktor igen, når vi lytter til musik. Om det i virkeligheden bare er tech-firmaernes forsøg på at give os noget nyt at betale for, eller om der rent faktisk er tale om at folk igen er begyndt at værdsætte musik, der lyder ordentligt, er for tidligt at sige. Noget er der dog i gang. Det kan man se på især to fænomener, der lige nu begynder at dukke op, når snakken falder på digital musikteknologi: Hi-Res Audio og Lossless Streaming. I denne uge kigger vi på det første. I næste uge kan du læse om det andet.

’Hi-Res’ står for High Resolution – høj opløsning. Opløsning er noget, der i daglig tale mest bruges om digitale billeder og de skærme og kameraer, der formidler dem. Her beskriver det, hvor mange pixels, et billede er opløst i. Når man tager et digitalt foto, kan man f.eks. forestille sig, at man nedbryder og smuldrer (»opløser«) et udsnit af virkeligheden, så den bliver til en bunke af små korn. Disse korn – pixels – bliver så sat sammen igen på en skærm i form af et digitalt billede.

Det er faktisk det samme, der sker, når man digitaliserer lyd. Her er det blot lydbølger, der bliver »smuldret«, og vi taler om »kornene« som bits. I cd-kvalitet bliver det analoge musiksignal opløst og sat sammen igen digitalt 44.100 gange

i sekundet, i klumper af 16 bits. Det kalder man »16/44« eller »44.1 khz/16 bit«.

Mere af musikken kommer med
Men med Hi-Res Audio kan den almindelige musikfan få adgang til musik, der er digitaliseret med mange flere »korn« og dermed endnu højere kvalitet. Når man hører musik akustisk, bliver man udsat for mere komplekse lydbølger, end teknologien kan videreformidle. Hi-Res Audio kan formidle mere af denne kompleksitet, så musikken lyder mere, som da den blev optaget. Her digitaliseres musikken i klumper af 24 eller 32 bits, f.eks. 96 eller 192 gange i sekundet

Kritikere siger, at det menneskelige øre alligevel ikke kan opfatte højere opløsning end cd’ens. Men man er også begrænset af det udstyr, man lytter på. Blandt andet derfor vil smartphone-producenterne gerne vil skifte hovedtelefon-stikket ud, sådan som Apple har gjort det på iPhone. Når musikken skal klemmes ud gennem et minijack-stik, bliver lydkvaliteten alligevel derefter.

Hi-Res Audio er nu på vej ind i produkter til almindelige forbrugere. Visse smartphones fra Sony, LG og HTC kan afspille Hi-Res Audio, og både soundbar’er og Blu-Ray-afspillere fra Sony og Panasonic kan det samme.

Det nytter dog ikke rigtig noget at have afspilnings-udstyret, hvis man ikke har noget at afspille. Og det siger sig selv, at det ikke nytter noget bare at rippe en CD, for Hi-Res Audio er jo netop i en højere kvalitet end en CD. Så man skal have fat i nyt kildemateriale.

Heldigvis er der dukket en række butikker op på nettet, der sælger musik i Hi-Res Audio. Musikken downloades som filer, som man så overfører til sin afspiller eller lytter til via sin computer. De har navne som HDTracks.com, Primephonic, Qobuz og HighResAudio.com. Men streamingtjenesterne er også så småt begyndt at kigge på Hi-Res Audio. Således tilbyder tjenesten Tidal nu sine kunder med højkvalitets-abonnementet ’Tidal HI-FI’, at man kan streame musik i kvalitet, der er bedre end CD. Man kan dog kun gøre det via Tidals app på sin computer indtil videre.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    De er ikke de sejeste skatere i verden. Til gengæld er deres sammenhold unikt

    Normalt er det drengene, der skater. Men det er 'don't give a fox-crew' ligeglade med, og sammen har de skabt et unikt fællesskab. Politiken har mødt tolv seje kvinder til en snak om skate, sammenhold og søsterskab.

Annonce