Annonce
Annonce
Annonce
Nettet

Danmark har valgt våben i pirat-krigen

Efter tre års diskussion er Folketinget blevet enigt om at bekæmpe netpirater.

Gem til liste

I en verden, hvor næsten alle film og sange findes gratis – og ulovligt – inden for få musekliks rækkevidde, kan det kræve særdeles gode overtalelsesevner at forhindre folk i at piratkopiere film, musik og bøger.

Derfor blev der helt tilbage i 2009, da kulturministeren hed Carina Christensen (K), nedsat et udvalg, der skulle arbejde for at finde en politisk løsning på det problem, som en samlet kulturindustri udråbte som sin farligste fjende: piratkopieringen.

LÆS OGSÅ Hver fjerde dansker bruger pirat-software

Sidste år i april kom udvalget med sine anbefalinger, og nu – to kulturministre og et regeringsskifte senere – er der kommet en politisk plan fra ministeren, som nu hedder Uffe Elbæk (R). Han offentliggør i dag syv nye initiativer, der skal komme piratkopieringen til livs og styrke mulighederne for at finde lovligt indhold på nettet.

Interessant nok forbigår planen den idé, som Kulturministeriets eget udvalg ellers havde anbefalet, og som et bredt flertal i Folketinget støttede for bare et år siden. Det er derfor, at denne artikel begynder lidt baglæns med at fortælle, hvad kulturministeren ikke vil gøre:

Han vil ikke indføre den såkaldte brevmodel, som findes i Frankrig.

Uambitiøst og skuffende
Den nu afdøde danske udgave af brevmodellen gik ud på, at man skulle komme pirateriet til livs ved at sende advarselsbreve ud til folk, hvis internetforbindelse blev brugt til ulovlig fildeling, og det har været temmelig omdiskuteret.

Rettighedshavere og kunstnerorganisationer har støttet ideen helhjertet, mens Forbrugerrådet, telebranchen og internetaktivister har været rygende imod og kaldt modellen for en skræmmekampagne.

Så grunden til, at det er vigtigt at fortælle om brevmodellens eksistens og nylige død, er, at alle parter naturligvis vejer ministeriets nye initiativer op imod den gamle plan.

Og det bringer os til den nye plan: I stedet for at advare mod ulovligt brug vil man nu i stedet tilskynde til, at der kommer lovlige alternativer. For når forbrugerne får bedre alternativer til piratkopieringen – som abonnementstjenester på film og musik – så vælger de pirateriet fra, lyder det fra kulturministeren.

LÆS OGSÅUSA lukker stor fildelings-tjeneste ned - hackere svarer igen

»Er der et reelt valg, vil forbrugerne gerne bruge de lovlige tjenester«, siger han.

Derfor vil Uffe Elbæk oprette et innovationsforum, hvor branchefolk og andre parter kan udvikle ideer til nye tjenester og forretningsmodeller, og derfor vil der blive lavet en ny og styrket informationsindsats, som skal fortælle forbrugerne om, hvordan man finder det lovlige indhold. I samspil med de fem andre punkter skulle det gerne være en endnu stærkere indsats end brevmodellen, forklarer ministeren.

Og bringer sig dermed på kant med kulturindustrien.

LÆS OGSÅFlere tusinde vil demonstrere mod antipirat-aftale

»Det, vi har brug for, er glade forbrugere og velfungerende musiktjenester. Det opnår vi kun ved, at forbrugerne får nogle ordentlige lovlige tjenester, og at disse tjenester ikke skal konkurrere med ulovlige gangstertjenester. Det hjælper en informationskampagne altså ikke på«, siger Lasse Lindholm, der er pressechef i musikselskabernes sammenslutning, IFPI.

Fra både forlæggerforeningen og producentforeningen erklærer man sig skuffet over tiltaget og kalder det uambitiøst, og selv om RettighedsAlliancen, paraplyorganisation for en række branche- og kunstnerorganisationer, glæder sig over, at der endelig kommer et udspil, og at der er flere forskellige initiativer i det, begræder også de både tabet af brevmodellen, og at der ikke er kommet nogle nye muligheder for at håndhæve loven.

»Det er godt med oplysning, men der mangler en håndhævelsesindsats i forhold til bagmændene, der uploader ulovligt indhold. Jeg ser gerne en særlig task force hos politiet, der udelukkende beskæftiger sig med kriminalitet på ophavsretsområdet. Det er et meget bredt ønske fra industriens side«, siger Maria Fredenslund, der leder RettighedsAlliancen.

På gaden for internettet
At det er endt, hvor det er, skyldes, at der naturligvis skal være flertal i Folketinget, når der skal laves nye initiativer, og her er støtten til brevmodellen fordampet, blandt andet fordi Venstre har ændret holdning efter folketingsvalget og har hevet tæppet væk under flertallet for den. At tusinder af danskere i februar gik på gaden i protest mod handelsaftalen Acta, der blev kritiseret for at ville regulere internettet, gødede heller ikke ligefrem det politiske blomsterbed, hvor drømmen om en brevmodel voksede.

»Det skabte en politisk kontekst, der gjorde brevmodellen nærmest umulig at gennemføre«, forklarer Uffe Elbæk, der opfordrer kritikerne til at komme med nye forslag til, hvad man kan gøre:

»Hvis man tror, at vi har løst alle udfordringer, er man naiv. Det her er et seriøst svar med den viden, man har i dag«.

LÆS OGSÅKrigslystne hackere lover angreb hver fredag

Det giver Søren Sandfeld Jakobsen, professor i it-ret ved Aalborg Universitet, der ikke er tilhænger af brevmodellen, ministeren ret i og kalder initiativerne meget velkomne. Det er hans kollega Morten Rosenmeier, professor i ophavsret på Københavns Universitet, imidlertid uenig i, da han mener, at brevmodellen ville virke bedre end en generel kampagne.

Og når sagkundskaben ikke er enig, er det også svært at finde et sted at hvile sin politiske beslutning.

Som Michael Aastrup Jensen, Venstres kulturordfører, siger:

»Vi er rigtig glade for, at vi har lagt brevmodellen død, og vi er rigtig glade for de andre forskellige tiltag, ministeren har, men der er et stort men«, siger han og forklarer, at Venstre i lighed med RettighedsAlliancen – og Dansk Industri – gerne så en øget politiindsats mod de professionelle pirater, som man kender fra Sverige.

»Det er en ufærdig pakke, vi lancerer. Der er gode elementer i den, men der mangler noget, og det er efterforskningen«.

LÆS OGSÅModstand mod underskrevet antipirat-aftale vokser

Et sted finder man dog rendyrket glæde over det nye initiativ mod piraterne, nemlig hos Forbrugerrådet, hvor jurist Anette Høyrup nærmest har brugt det sidste års arbejdsliv på at bekæmpe brevmodellen og advokere for, at lovlige alternativer er vejen frem:

»Vi synes, at Kulturministeriet tager en positiv tilgang til brugen af internettet. Det er vigtigt, at man vælger at se i øjnene, at vi lever i en digital tidsalder, og vi ser det som en sejr for både forbrugere og kunstnere«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

PolitikenPlus
  • Taske Sort, lækker og rummelig taske, i flot design. Tasken passer perfekt som en arbejdstaske med plads til en bærbar, men også til hverdagens udfordringer og oplevelser.

    Pluspris 1.399 kr. Alm. pris 1.699 kr. Køb
  • Forstå vinene fra Italien Oplev nogle af de vinområder der anses for at være de mest betydningsfulde i verden på nærmere hold.

    Pluspris 395 kr. Alm. pris 550 kr. Køb
  • De 3 Musketerer Kom til foredrag med Bo Tao Michaëlis inden 80'er-hit-rockmusicalen på Østre Gasværk Teater.

    Pluspris fra 325 kr. Alm. pris fra 425 kr. Køb
  • Mor & Søn Vinder af Bedste Film ved Guldbjørnen

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Spil Et anderledes børne/familie-spil, hvor du som deltager befinder dig i den hyggelige forlystelsespark, Monsterland.

    Pluspris 170 kr. Alm. pris 250 kr. Køb