Annonce
Annonce
Annonce
Nettet

Nedtælling til ny masseregistrering

Fra i morgen bliver alle dine telefonopkald og emails registreret som led i terrorbekæmpelsen.

Gem til liste

Når de danske teleselskaber fra i morgen skal gemme kopier af al vores kommunikation, vil det ikke have nogen effekt på eventuelle terrorister.

Men det vil genere og udsætte en masse almindelige mennesker for unødig overvågning.

Brevhemmelighed under pres
Forestil dig, at du sender et brev med posten. Når du har slikket kuverten, smidt den i postkassen og postbuddet har hentet dit brev, vil postbuddet først kopiere kuverten og gemme kopien i i et år.

Nogenlunde sådan bliver virkeligheden i Danmark fra i morgen blot omsat til emails og telefonsamtaler. Og den situation kalder den statslige vagthund på menneskeretsområdet, Institut for Menneskerettigheder, for både ineffektiv og alt for vidtgående.

»Der er tale om et meget vidtgående indgreb i retten til privatliv, hvor man rammer rigtig mange mennesker. Langt størstedelen af de mennesker, man nu vil registrere, er jo slet ikke relevante for PET’s arbejde«, siger ph.d. kandidat Rikke Frank Jørgensen, der er Institut for Menneskerettigheders ekspert i menneskerettigheder og IT-samfundet.

Hun understreger, at der fra et menneskeretligt perspektiv ikke er sammenhæng mellem det, man ønsker at opnå - nemlig at finde og overvåge terroristerne - og så det indgreb, man har besluttet sig for.

Teleselskab registrerer opkald
Logningsbekendtgørelsen bestemmer, at alle danske teleselskaber skal logge al trafik i deres egne net og gemme oplysningerne i et år.

Det svarer til, at dit teleselskab skal registrere alle dine telefonopkald - hvem du ringer til hvor ofte og hvor længe. Ligesom dine emails bliver registreret.

Formålet er at hjælpe politiet i kampen mod terror. Men netop terrorister kan med lethed undgå at blive logget. De skal blot benytte en computer på en netcafe, på et universitet, et bibliotek eller et andet offentligt sted. De er nemlig undtaget bekendtgørelsen.

Desuden kan de sidde hjemme og kommunikere indbyrdes - de skal blot undgå at benytte danske teleselskabers emailtjenester. Bruger de yahoo, gmail eller hotmail, finder der ingen registrering sted.

Masseregistrering
Udviklingen er ifølge Rikke Frank Jørgensen symptomatisk for dansk terrorbekæmpelse.

»I andre EU-lande overvejer man stadig konsekvenserne af et sådant indgreb. Danmark er det eneste land, der har haft så travlt med at få gang i denne masseregistrering af vores borgere«, advarer Rikke Frank Jørgensen.

Institut for Menneskerettigheder er en statslig institution under Udenrigsministeriet, som skal være vagthund over for indskrænkninger i menneskerettighederne.

Men staten har ikke lyttet til indsigelserne fra instituttet. Heller ikke fra andre interessenter.

I Danmark har både Prosa, Datatilsynet, ITEK (som er en del af Dansk Industri) IT-Politisk Forening og tele- og internetbranchen kritiseret den nye bestemmelse.

De mener, at den blandt andet giver private virksomheder en uønsket politirolle, og at der er risiko forbundet med at lade private virksomheder opbevare følsomme persondata.

fakta

  • Den såkaldte logningsbestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, blev indført ved anti-terrorpakken 2002, hvorved der bl.a. indførtes en pligt for teleselskaber og internetudbydere til "logning" af trafikdata, der er relevante for politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v., ligesom der med hjemmel i loven blev givet mulighed for at fastsætte nærmere administrative regler om udbydernes bistand til politiet i forbindelse med disse indgreb.
  • På baggrund af denne hjemmel har Justitsministeriet den 28. september 2006 udstedt den såkaldte "logningsbekendtgørelse", der træder i kraft den 15. september 2007.
  • Logningsbekendtgørelsen indeholder nærmere regler for, hvilke typer af oplysninger det pålægges henholdsvis teleselskaber og internetudbydere at registrere og opbevare i 1 år, og hvorledes registreringen skal foregå.
  • Oplysningerne skal registreres og opbevares således, at de kan anvendes som led i politiets efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.
  • De almindelige regler for, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at politiet kan få udleveret de pågældende oplysninger er ikke ændret, hvorfor politiet fortsat skal indhente rettens kendelse for at få udleveret oplysningerne, eller få udleveret oplysningerne på "øjemedet" og derefter forelægge sagen for retten med anmodning om, at indgrebet godkendes.

Læs mere her: Retsinformation

PolitikenPlus
  • Taske Sort, lækker og rummelig taske, i flot design. Tasken passer perfekt som en arbejdstaske med plads til en bærbar, men også til hverdagens udfordringer og oplevelser.

    Pluspris 1.399 kr. Alm. pris 1.699 kr. Køb
  • Forstå vinene fra Italien Oplev nogle af de vinområder der anses for at være de mest betydningsfulde i verden på nærmere hold.

    Pluspris 395 kr. Alm. pris 550 kr. Køb
  • De 3 Musketerer Kom til foredrag med Bo Tao Michaëlis inden 80'er-hit-rockmusicalen på Østre Gasværk Teater.

    Pluspris fra 325 kr. Alm. pris fra 425 kr. Køb
  • Mor & Søn Vinder af Bedste Film ved Guldbjørnen

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Spil Et anderledes børne/familie-spil, hvor du som deltager befinder dig i den hyggelige forlystelsespark, Monsterland.

    Pluspris 170 kr. Alm. pris 250 kr. Køb