Foto: Illustration: Aslak E. Kelkka
Nettet

Pristjek: Mobilt bredbånd er blevet hurtigere og billigere end ADSL

ADSL-kunder kan spare 100 kroner om måneden ved at skifte til mobilt bredbånd.

Nettet

For tusinder af danske husstande vil det være en økonomisk og i mange tilfælde også teknisk fordel at skifte den traditionelle ADSL-internetforbindelse ud med et mobilt bredbånd.

Hvis husstanden i dag for eksempel har en ADSL-forbindelse fra landets største teleoperatør, TDC, eller dets datterselskab, Yousee, gennem enten telefonstikket eller antennekablet, kan husstanden spare 100 kroner per måned og - i hvert fald på papiret - få en hurtigere forbindelse.

LÆS ARTIKEL

Det viser et pristjek, som sammenligningsportalen Samlino.dk har lavet for Politiken.

Er man for eksempel loyal TDC-kunde, behøver man ikke skifte selskab. Selv TDC tilbyder mobilt bredbånd, der er markant billigere end selskabets egne traditionelle langsommere ADSL-forbindelser, som både hos TDC og Yousee koster omkring 250 kroner om måneden.

Risiko for lavere hastigheder end lovet

Er man indstillet på at holde sig under 200 kroner om måneden for sin samlede internetløsning, kan man forøge sin download-hastighed på nettet fra 50 megabit per sekund til 71 megabit per sekund.

Dog skal man være opmærksom på, at man ofte vil opleve lavere hastighed på mobile forbindelser, fordi de bliver delt med andre brugere på samme mobilmast.

Undersøgelsen af priser og hastigheder fra Samlino.dk viser for eksempel, at man for 200 kroner kan opnå hastigheder på det mobile bredbånd på download og upload på henholdsvis 71 og 43 megabit per sekund, så selvom man er flere om at dele forbindelsen, vil den opleves som hurtig af de fleste.

En af forskellene på ADSL og mobilt bredbånd er, at ADSL ingen øvre grænse har for brug af data, mens en mobil forbindelse har en øvre grænse. Men den er i flere tilfælde så høj, at man nærmest skal se video i høj opløsning hver dag i timevis for at banke på loftet.

Således er en ny løsning fra teleselskabet 3's datterselskab Oister helt oppe og ringe på 120 gigabyte per måned. Hvis man skal bruge dem, skal man se YouTube i 400 timer om måneden eller 13 timer om dagen.

Vil man streame film i HD-kvalitet, holder de 120 GB data til cirka 30 film, altså én film om dagen, da en standard HD-film fylder omkring 4 GB, når den bliver streamet.

»For mange danskere har mobilt bredbånd traditionelt været for langsomt og mængden af data, man har kunnet bruge, for lille. Men mobilt bredbånd er nu så langt nede prismæssigt, at mange danskere reelt vil kunne erstatte deres ADSL-forbindelse med en mobil løsning og få en hurtigere internetforbindelse til hjemmet, end de har over deres kobberforbindelse i dag«, siger partner i Samlino.dk, Robert Juul Glæsel.

Man skal dog være opmærksom på, at når man erstatter ADSL-løsningen med et mobilt bredbånd, fungerer det ved, at man sætter et sim-kort i et lille USB-modem, der sættes i computeren. Og vil man kunne dele forbindelsen med hele familien, skal man supplere løsningen med (eller i stedet vælge) en trådløs wifi-router, som sim-kortet skal sidde i.

Køber man routeren separat, koster den fra 500 kroner og opefter i både bærbare og stationære udgaver. Men for eksempel Telmore har en løsning, hvor en stationær router følger med til en ekstra engangspris på 400 kroner. Køber man den separat, kommer prisen nemt et stykke over 1.000 kroner.

Overvejer du mobilt bredbånd til dit sommerhus eller andre steder med dårligere dækning, er det en god ide at tjekke, om der overhovedet er mobilt bredbånd - 3G eller - helst - 4G. Et opkald til teleselskabet er nok den bedste løsning, da selskabernes dækningskort på deres hjemmesider ikke altid er opdaterede.

En anden lavpraktisk måde at tjekke mobildækningen er at teste signalet på ens smartphone, hvor man øverst på skærmen får at vide, om signalet er 2G, 3G eller 4G (hvis man altså har en sådan telefon). Hvis signalet er dårligt, kan problemet løses med en ekstern antenne sluttet til simkort-routeren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce