Annonce
Annonce
Forbrug

McDonald's opgiver at sælge salat

Gæsterne gider kun spise burgere. Stik imod sundhedsbølgen har McDonald’s nu droppet den eneste salat på menuen.

I de seneste 13 år har man kunnet vælge en salat fra menukortet hos McDonald's.

De grønne menuer blev i sin tid introduceret af fastfood-kæden i et forsøg på at kunne tilbyde et fedtfattigere alternativ til sine gæster. Men nu er salaterne blevet slettet fra samtlige 89 restauranters menukort.

Dermed indskrænker McDonald’s sit fokus til kun at sælge menuer med det, kæden er mest kendt for:

Burgere.

»Vi beholder kun produkter, vi kan sælge, og som danskerne kan lide. Cæsar-salaten har aldrig rigtig fanget danskernes interesse. Vi har strømlinet vores menu, og derfor har vi valgt at tage den af«, siger Pia Tobberup, pressechef hos McDonald's Danmark.

LÆS OGSÅDen gyldne måge er blevet for fed: McDonald's-menuer skal på skrump

»Danskerne ser os som en burgerdestination. Vi har desværre måtte indse, at vi endnu ikke har formået at lave en salat, der var god nok til at få folk til at vælge sådan en i stedet for«.

Andre satser stort på salater

Den sidste Cæsar-salat blev faktisk allerede droppet fra udvalget i oktober.

Uden at det har vakt synderlig opsigt.

»Det siger måske desværre bare noget om, hvor lidt populær, salaten har været«, bemærker Pia Tobberup.

Pressechefen kan derudover oplyse, at salaten, som var den eneste tilbage på McDonald's menukort, kun udgjorde 0,3 procent af fastfood-kædens salg på landsplan. McDonald’s har altså langt fra formået at gribe den stigende efterspørgsel på salater fra sundhedsbevidste forbrugere, som andre virksomheder ellers beretter om.

Det giver ikke nogen mening af have produkter, som danskerne ikke interesserer sig for

Pia Tobberup, McDonald's Danmark

En efterspørgsel, der blandt andet har fået store butikskæder til at gå ind på markedet. Blandt dem er Coop, der har indført færdigblandede pasta-, couscous- og kyllingesalater på hylderne i sine Fakta, Kvickly og Irma-butikker.

LÆS OGSÅAntallet af fitnesscentre er fordoblet på under 10 år

»Vi begyndte med de første salater for et par år siden, og der er kun kommet mere og mere af det siden. Og med god grund«, siger Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen.

Ifølge ham hersker to hovedtendenser i samfundet lige nu: For det første vil forbrugerne spise sundere. For det andet er de knappe på tid.

»Så hvis man kan lave løsninger, der kombinerer de to ting, altså det nemmere og det sundere, så kan man ramme ned i den lige nu hurtigst voksende tendens overhovedet, når det gælder vareområder. Det gør salaterne. Tendensen vokser stadig med lynets hast«.

Kritiseret for ikke at tage ansvar

McDonald's, der i dag har mere end 32.000 restauranter på verdensplan, er igen og igen endt forrest i skudlinjen, når usunde madvaner tages op til offentlig debat.

Blandt andet blev fastfoodkæden i 2004 et verdensomspændende samtaleemne med dokumentarfilmen 'Super Size Me', hvor amerikaneren Morgan Spurlock som et forsøg spiste Mc-alt-muligt 30 dage i streg og endte med at blive dødssyg af det.

LÆS OGSÅÅd sig usund på McDonalds

De ekstra store menuer på McDonald's restauranter i USA, de såkaldte Super Size, blev kort tid efter kasseret. Også flere sundere måltider fandt vej til menukortet: McDonald's gæster kunne nu vælge en lille pose æbler i stedet for pommes frites til børnemenuen Happy Meal, mens en såkaldt Go Active-menu bød på en flaske vand, en salat og en skridttæller.

Danskerne ser os som en burgerdestination. Vi har desværre måtte indse, at vi endnu ikke har formået at lave en salat, der var god nok til at få folk til at vælge sådan en i stedet for

Pia Tobberup, McDonald's Danmark

Ifølge fastfoodkæden havde ingen af initiativerne noget med 'Super Size Me' at gøre. Ej heller de utallige overvægtige amerikanere, som havde forsøgt at sagsøge burgerkæden for at have gjort dem fede. I stedet ønskede McDonald's at kunne tilbyde et sundere alternativ til sine gæster, lød forklaringen. Det var også tilfældet herhjemme, hvor »den største menu-udskiftning i 30 år« blev lanceret ved at udvide salatsortimentet, som nu blev faste elementer på standardmenuen.

Den daværende driftsdirektør, Kristian Madsen, kaldte det dengang »et kvalitetsløft«, mens fastfoodkæden samtidig introducerede magasinet MÆT med fakta om ernæring og det at spise sundt.

I samme ombæring kom Salads Plus. En »grøn nyhed, der er kommet for at blive«, som sloganet lød tilbage i 2004.

Tilbyder stadig gulerødder og kildevand

Som bekendt blev den dog ikke. Det gjorde heller ikke de såkaldte wraps. Eller burgerne Chicken Olympic og Olympia, som blev solgt på at være sundere og introduceret på samme tid, som McDonald’s begyndte at sponsere Team Danmark.

Men burgerkæden har ufortrødent fortsat sine forsøg på at tiltrække kunder, der går op i at spise sundt.

Så sent som i 2014 bebudede pressechef Pia Tobberup, at McDonald's i Danmark skulle have »sundere alternativer på menuen til dem, der foretrækker det«.

Det har restauranterne stadigvæk, selv om salaten sløjfes, understreger hun i dag. For det er måske kun foreløbigt. McDonald's arbejder nemlig på, om en ny salatvariant skal introduceres, bebuder pressechefen.

»En, som både mætter og smager godt og passer ind i vores produktlinje«, fortæller hun.

Og så er der burgerne med grovboller, som er »kommet for at blive«.

Og gulerødderne, som kan vælges i stedet for pommes frites.

»Og æbler og kildevand. Og samtidig kan man vælge en nøglehulsmærket burger«, opremser Pia Tobberup.

LÆS OGSÅ Byg-selv-burgere skal redde McDonald's fra elendige salgstal

Men når I nu er gået tilbage til udelukkende at lave burgermenuer, har I så ikke kastet håndklædet i ringen, når det gælder at bidrage til, at danskerne spiser sundt?

»Vi kaster overhovedet ikke håndklædet i ringen. Vi har jo stadigvæk sunde alternativer på menuen. Alt, vi har gjort, er at fjerne et produkt, som danskerne alligevel ikke købte. Det giver ikke nogen mening af have produkter, som danskerne ikke interesserer sig for«.

Er det at tage ansvar, når I bryster jer af at servere 160.000 måltider om dagen i Danmark og så dropper salater, fordi de ikke sælger godt?

»Ingen bliver sundere af, at vi har produkter, som ingen alligevel køber. Vi mener netop, at vi tager vores ansvar alvorligt ved at tage et sundere alternativ af menuen, som alligevel ikke slår igennem hos danskerne, og udvikle et nyt, som vi tror på vil vække større interesse«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce