Annonce
Annonce
Forbrug

Kiosker lader unge gamble illegalt

Otte ud af ti butikker lod i tjek 16-årige købe Oddset, selv om det er ulovligt.

Annonce

Hvis butikkerne havde fulgt loven, havde 16-årige Michael formentlig ikke været en del af statistikken hos Center for Ludomani. Samtidig havde hans far været de godt 100.000 kroner rigere, som Michael nåede at spille op på sportskampe i kiosker.

For det er utrolig nemt for teenagere at købe sig fattige i Oddset-kuponer, selv om det er ulovligt at sælge den slags spil til unge under 18 år.

Det bekræfter Politikens butikstjek fra sidste uge, hvor to drenge på 16 år fik lov at købe Oddset-kuponer i otte ud af ti tilfældigt udvalgte kiosker og supermarkeder i København. Helt i tråd med 16-årige Michaels fars erfaringer.

Vi ser flere og flere unge, der kommer her, før de er fyldt 18 år

Henrik Thrane Brandt, souschef hos Center for Ludomani

»Jeg har været så sur og skuffet, at jeg havde lyst til at opsøge de kiosker og gå grassat. Der burde være konsekvenser, når kiosker lader børn helt ned i 12-13-års alderen spille. De er bare helt ligeglade«, siger Jørgen, som ønsker, at de begge optræder under andre navne på grund af det svære emne.

Hos Center for Ludomani kalder souschef Henrik Thrane Brandt Politikens tjek for dybt bekymrende.

»Det er ikke i orden, at det bliver ved. Vi ser flere og flere unge, der kommer her, før de er fyldt 18 år. Dem så vi ikke før. Mange af dem får en skidt start på livet, og det er trist og helt unødvendigt«, siger han.

Mens der sidste år var 29 unge under 18 år, der henvendte sig for at få hjælp, har antallet allerede rundet 12 to måneder inde i 2016. Fortsætter de fortvivlede opkald i samme hast, vil der være dobbelt så mange i år som i fjor. Og den udvikling ses også inden for de unge under 25 år.

Hvor den typiske ludoman tidligere var en midaldrende mand, er gruppen af unge under 25 år i behandling for ludomani vokset fra 7 til 26 procent på 7 år.

»Unge er særligt sårbare, fordi deres hjerner fortsat er under udvikling. Vi ved, at de, der spiller tidligt, har større risiko for at udvikle ludomani. Og vi regner med, at dem, vi ser, kun er toppen af isbjerget«, siger Henrik Thrane Brandt, som bekræfter, at de unge, de møder, generelt ikke har haft svært ved at købe spil, som ellers burde være lukket land for dem.

Ansvaret for, at forhandlerne følger loven og undlader at sælge spil til børn, ligger i sidste ende hos Danske Spil og andre spiludbydere. Det indskærpede Skatteministeriets kontrolorgan på gamblingområdet, Spillemyndigheden, for halvandet år siden, og derfor varslede Danske Spil i Politiken januar sidste år en ekstraordinær indsats mod børneludomani.

LÆS ARTIKEL Danske Spil lover ekstraordinær indsats mod børneludomani

Danske Spil er rasende

Siden har Danske Spil arbejdet på en legitimations-app, som skal gøre det lettere at bede unge om id. Kiosker og butikker er blevet besøgt og har fået skilte op med, at man skal være over 16 for at spille Lotto, og over 18 for at spille på fodboldkampe.

Derfor bliver pressechef Marie Grabow Westergaard fra Danske Spil rasende, da hun hører om de to 16-årige, der har købt kuponer i otte ud af ti butikker.

»Det er ulovligt, og vi vil ikke have det. Vi har arbejdet benhårdt på at få forhandlerne til at forstå det«, siger hun.

Hun oplyser, at Danske Spil har forberedt en certificering af alle forhandlere, og at appen som legitimation er på trapperne. Men det betyder ikke, at forhandlerne ikke skal stramme op før.

»Jeg vil opfordre forældre, som finder en Oddset-kupon hos deres mindreårige, til at sende den til os. Så tager vi fat på pågældende forretning. Sker det flere gange, lukker vi spilterminalen«, siger hun.

Det kan Jørgen og Michael så overveje, nu hvor faderen har skudt en hvid pind efter sine godt 100.000 kroner.

»Nu ved jeg jo, hvad der er foregået i hans hoved, og han har lovet ikke at spille mere. Men det er jo hul i hovedet, at det kan ske«, siger Jørgen. Skatteministeriet har ingen kommentarer.

Redaktionen anbefaler

Ulovligt salg af cigaretter til mindreårige i syv ud af ti butikker

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce