Annonce
Annonce
Forbrugersikkerhed

Rigsrevisionen kulegraver Fødevarestyrelsen i sag om svine-MRSA

Rigsrevisionen undrer sig over, at styrelsens indsatser ikke har virket.

Annonce

Rigsrevisionen har de seneste tre måneder gennemført en såkaldt forundersøgelse af Fødevarestyrelsens indsats mod resistente bakterier fra landbruget, herunder den multiresistente svine-MRSA.

LÆS OGSÅDan Jørgensen varsler kæmpe stigning af svine-MRSA

Forundersøgelsen fører nu til, at Rigsrevisionen vil sætte en større kulegravning i gang, som ventes færdig i efteråret 2015.

»Vi vurderer, at der er grundlag for at undersøge området nærmere«, siger pressechef Lisbeth Sørensen uden at ville komme ind på, hvad det konkret er for forhold, der gør, at Rigsrevisionen vil gå videre med sagen.

»Vi udtaler os ikke om baggrunden, og vi kan heller ikke komme ind på, hvilke ministerier og styrelser, der vil blive involveret i undersøgelsen«.

Professor glæder sig over kulegravning

I forbindelse med, at forundersøgelsen blev sat i gang, oplyste Rigsrevisionen i en mail til Politiken, at det var den markante stigning i antallet af danskere, der bliver smittet med svine-MRSA, samt et voksende forbrug af antibiotika i især svineproduktionen - som kan føre til udviklingen af resistente bakterier - der fik instansen til at interessere sig for sagen.

Rigsrevisionen havde bidt mærke i, at selv om Fødevarestyrelsen siden 2008 har gennemført en række indsatser for at mindske udbredelsen af resistente bakterier fra landbruget, lader de ikke til at have virket efter hensigten. Forundersøgelsen skulle blandt andet kortlægge, om der var grund til at kulegrave, hvorvidt Fødevareministeriet har brugt skatteborgernes penge på bedste vis eller ej, og det har Rigsrevisionen altså besluttet, at der er grund til.

LÆS OGSÅ Tusindvis er smittet med svine-MRSA uden at vide det

En af de skarpeste kritikere af myndighedernes håndtering af svine-MRSA, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos, finder det helt på sin plads, at Rigsrevisionen nu vil kulegrave indsatsen for at komme svine-MRSA til livs.

»Det fortjener at blive belyst. Vi ved jo ikke, hvad man vil finde frem til, men min fornemmelse er, at man fra Fødevareministeriets side ikke har været voldsomt aktiv i kampen for at forebygge, at de multiresistente bakterier spreder sig i samfundet«, siger Hans Jørn Kolmos og henviser til, at et sted mellem 6.000 og 12.000 danskere sandsynligvis er smittet med bakterien.

LÆS OGSÅKenneth blev smittet med svine-MRSA: »Folk reagerede som om, jeg havde pest«

»Seks år efter, vi så de første tegn på, at det her kunne brede sig til en epidemi, så ved vi stadig ikke, præcis hvor udbredt bakterien er i de danske svinebesætninger. Det kan da ikke være rigtigt«, siger Hans Jørn Kolmos.

LÆS OGSÅJournalister går i retten for at få liste over stalde med svine-MRSA

Han undrer sig over, at myndighederne endnu ikke er kommet med tiltag, der kan begrænse smitten blandt grise, men alene har koncentreret sig om at holde bakterierne inden for stalddørene ved for eksempel at indføre hygiejneregler for landmænd.

»Det er rene lappeløsninger, man er kommet med, og de virker ikke. Man bør tage fat om nældens rod og sørge for at udrydde smitten fra svin til svin. Kun på den måde kan vi forhindre, at mennesker bliver smittet«, understreger professoren.

»Det er en stor fordel, at sagen nu bliver undersøgt af Rigsrevisionen, så vi kan komme til bunds i, hvad myndighederne har gjort og ikke gjort. Så kan vi forhåbentlig snart komme videre med bekæmpelsen«.

Fødevarestyrelsen håber at få nye ideer

Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Per Henriksen ser positivt på, at Rigsrevisionen nu vil gå styrelsens arbejde efter i sømmene.

»Det er altid godt at få en second opinion. Jeg anser vores indsats for at være både effektiv og målrettet, hvad angår det brede felt af antibiotikaresistente bakterier, men det er korrekt, at der er en særlig udfordring med svine-MRSA. Jeg er spændt på at se, om Rigsrevisionen har nogle forslag, vi ikke selv har tænkt på, som vi kan følge«, siger han og understreger, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) og sundhedsminister Nick Hækkerup (S) for nylig har afsat 30 millioner kroner til forskning i, hvordan svine-MRSA spredes.

LÆS OGSÅNu går en ny jagt på svine-MRSA ind

»Vi mangler viden om smittevejene, for at vi for alvor kan sætte effektivt ind«, siger Per Henriksen.

- Men hvis der er en sammenhæng med antibiotikaforbruget, så er det vel ikke betryggende, at svinebønderne ifølge de seneste tal gav deres grise fem procent mere penicillin i 2013 end i 2012?

»Hvad angår svine-MRSA, så ser det ikke ud til, at der nødvendigvis er en direkte sammenhæng. Som sagt, så mangler vi viden på det punkt«, siger Per Henriksen.

LÆS OGSÅFakta: 12 ting vi ved om svine-MRSA

Indtil nu er fem danskere døde af svine-MRSA, hvis officielle navn er MRSA CC398. Bakterien har hovedsageligt smittet personer, der arbejder i svinestalde eller bor sammen med folk, der arbejder med grise til daglig, men den hårdføre bakterie kan også smitte ved almindelig social kontakt og via for eksempel et dørhåndtag, hvor den kan overleve i ugevis. De fem døde havde således ikke haft kontakt med svin.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce