Annonce
Annonce
Forbrug

Bilka by night: »Vi er kun en pistol og levende dyr fra amerikanske tilstande«

Flere butikker holder døgnåbent, men hvem køber ind midt om natten? Politiken har været på natshopping.

Annonce

Døgnåbent

Det siger lukkeloven fra 2012
  • Butikker, der sælger til privatpersoner, må holde åbent lige så længe de vil på alle ugens dage
  • De enkelte undtagelser er helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag efter klokken 15:00
  • Helligdagene tæller nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 1. og 2. påskedag, St. Bededag, Kr. Himmelfartsdag, 1. og 2. pinsedag samt 1. og 2. juledag
  • Supermarkeder med en omsætning på under 33,2 millioner kroner, kan holde åbent alle dage - altså også de omtalte helligdage

Kirsten Gormsen griner højlydt og stiller tandpastaen fra sig. Hun er godt klar over, at jeg møder hende midt i en noget uortodoks indkøbsrutine.

»Han vil vide, hvem der er så idiotiske at tage i Bilka midt om natten«, fortæller hun sin indkøbsmakker Sanne Færch, da en kun halvt vågen journalist introducerer sig for dem - meget passende foran hylden med tandbørster.

Klokken er et om natten. På en onsdag. Og jeg befinder mig i Bilkas enorme varehus i Fields, godt et kvarters metrotur uden for Københavns centrum. Et af endnu ganske få danske supermarkeder, der er begyndt at eksperimentere med døgnlange åbningstider.

For hvad er det, der får butikker som Netto og Bilka til pludselig at holde lysene tændt og medarbejderne i gang 24 timer i døgnet? Hvem er natdyrene, der lader sig trække ud af sengen og ind i Bilkas skarpt oplyste virvar af pålæg, pasta og PC'er midt om natten?

LÆS OGSÅ: Flere butikker holder natåbent - nu også Bilka

Nysgerrighed er grunden til, at Kirsten og Sanne, der selv begge arbejder i et supermarked, har taget turen til Fields på et noget senere tidspunkt, end de plejer.

De er faktisk tidligere ude end planlagt, fortæller de - oprindeligt var vækkeuret sat til klokken tre.

»Det er lidt et forsøg, tror jeg. Vi tog mest bare herud for at se, om der virkelig var nogen. For jeg jeg kan ærligt talt ikke se nogen grund til at folk skal have mulighed for at handle hele natten. De burde jo ligge derhjemme og sove«, siger Kirsten Gormsen.

Slukket lys og nul kunder på to timer

Hvad der får folk til at bruge nattetimerne i supermarkedet frem for sengen, er et svært spørgsmål at finde svar på, da jeg en uge tidligere tager første måneskinstur til den fjerne side af Amagerfælled for at besøge et mørkt og mennesketomt Fields.

For der er tilsyneladende ikke ret mange kunder at spørge mellem klokken tre og fem på en helt almindelig hverdagsnat. For nu at sige det mildt. Ja, faktisk kommer der ikke en eneste i løbet af de to timer, jeg trisser rundt på butikkens lange, tomme gange.

Jeg jeg kan ærligt talt ikke se nogen grund til at folk skal have mulighed for at handle hele natten. De burde jo ligge derhjemme og sove«.

Kirsten Gormsen, supermarkedsmedarbejder

At hele varehuset er badet i ufrivilligt mørke på grund af strømomlægninger gør kun sit til yderligere at forstærke indtrykket af mennesketomhed.

Min timing er dårlig, får jeg at vide af teamkoordinator Casper Holmberg, der erkender, at kundegrundlaget er begrænset i de dybeste nattetimer. Over hele linjen har hans første to måneder som natansvarlig dog været en positiv overraskelse med mere kundeselskab end forventet.

Det er i perioderne lige efter konkurrenternes lukketid og igen lige inden de åbner, at kundestrømmen er kraftigst, fortæller han. Og ganske rigtigt: da jeg ugen efter lægger vej forbi klokken et er strømmen i butikken fikset, den karakteristiske varehusbelysning brænder igen skarpt og insisterende - og butikken vrimler foruden Sanne Færch og Kirsten Gormsen med et overraskende stort antal kunder. I hvert fald tidspunktet taget i betragtning.

»Der er åbenbart andre end os, der er mærkelige«, konstaterer Sanne Færch.

I alt passerer hen ad 50 kunder gennem butikken i perioden mellem et og to. Med lige så forskellige baggrunde som gøremål. Fra nathungrende studerende på vej hjem efter koncerter til en ung mand på storindkøb med sin mor.

To piger er ude for at kigge på cykler, men mister hurtigt koncentrationen, da de ser en fitness-trædemølle, som de fjantende giver sig i kast med at teste. Og i den anden ende af butikken har en far taget sin 10 årige søn med ud for at kigge på computergrej, men er endt i en intern fodboldkamp på butikkens udstillings-Playstation.

LÆS OGSÅ: Butikker dropper buræg - men skrabehøner har det næsten lige så slemt

»Der er folk der gør en tur ud af det, også i nattetimerne. Vi har oplevet folk, der kører ret lange ture midt om natten for at kunne se på vores udvalg uforstyrret. For nylig havde vi en dame, der var kørt helt fra Roskilde klokken tre om natten bare for at handle«, mindes Casper Holmberg.

En pistol og et dyr fra amerikanske tilstande

Ved siden af far-mod-søn-duellen på elektronikafdelingens Playstation står Lars Stokholm og kigger efter en ny computer. Efter en tur i Fields' nyanlagte biograf har den 51-årige IT-supporter lagt vej forbi Bilka for i ro og mag at gå igennem butikkens udvalg af laptops og elektronikudstyr.

Oplevelsen minder ham om USA. Om det gigantiske superdupermarked Walmart, som han en sen nat besøgte på en ferie i USA nogle år tilbage - og hvis danske modstykke han nu har mulighed for at besøge i udkanten af København. Næsten da.

Ro.  De fleste af natmedarbejderne snakker ikke dansk, men deres primære opgave er heller ikke, at hjælpe de få kunder, der besøger butikken i løbet af natten. Det er derimod at gøre butikken klar og nydelig til dagtimerne, så kunderne altid har indtryk af en fyldt og pæn butik.

»Walmart har jo åbent hele døgnet, 365 dage om året. Så nu ville jeg prøve at se, hvordan det var i Danmark. Hvordan det var at have Bilka for mig selv og se den helt mennesketom«, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Rema 1000 vil åbne 130 nye butikker i Danmark

»Og Walmart og Bilka er da ret tæt på hinanden, men alt er jo stadig større i USA. Man kan for eksempel ikke købe skydevåben eller levende dyr i Bilka, så der er stadig et stykke vej til amerikanske tilstande«.

Gæstesenge og fjernsyn - og for 5.000 kroners kioskvarer

Casper Holmberg bruger halvdelen af sine nætter i det store varehus. Tre nætter på job, så tre nætter fri. Og det passer ham fint. Fra den vinduesløse hal kan han alligevel ikke se, om det er lyst eller mørkt uden for, påpeger han.

Han er også overrasket over, hvad folk kommer ind for at købe i ly af natten.

Walmart og Bilka er da ret tæt på hinanden, men alt er jo stadig større i USA. Man kan for eksempel ikke købe skydevåben eller levende dyr i Bilka, så der er stadig et stykke vej til amerikanske tilstande

Lars Stokholm, IT-supporter

»Jeg solgte på et tidspunkt en projektor klokken fire, og jeg har også solgt flere fjernsyn i nattetimerne. Og en del madrasser og senge«.

Det sidste er måske også meget relevant…

»Ha! Det er selvfølgelig rigtigt. Jeg havde nogle kunder, der skulle have to senge med topmadrasser og dyner. De købte for jeg ved ikke hvor meget - klokken tre om natten. Deres forældre var kommet på uventet besøg, og så måtte de ud og købe gæstesenge«, fortæller han.

Natten inden mit besøg havde en kioskejer lagt vej forbi med 5.000 kroner for at fylde sin butik op med varer til den kommende dag. Bilka har gode tilbud på sodavand i denne uge, ræsonnerer Casper Holmberg.

Det bærer mit sidste syn på vej ud af butikken onsdag nat også præg af. Ved kassen står en ældre dame lettere opgivende og prøver at finde plads til 25 liter Cola Zero i sine medbragte net og poser.

Klokken to om natten. På en onsdag.

Redaktionen anbefaler

Forbrugsekspert: Vi begynder ikke at handle om natten, bare fordi vi kan

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce