Dansk Supermarked har indført døgnlange åbningstider i seks forskellige supermarkeder landet over. Men bar fordi muligheden er der, får det ikke danskerne til pludselig at handle om natten, vurderer forbrugsekspert.
Foto: OLESEN PETER HOVE

Dansk Supermarked har indført døgnlange åbningstider i seks forskellige supermarkeder landet over. Men bar fordi muligheden er der, får det ikke danskerne til pludselig at handle om natten, vurderer forbrugsekspert.

Indkøb

Forbrugsekspert: Vi begynder ikke at handle om natten, bare fordi vi kan

Det handler mere om signalværdi, når butikker som Bilka vælger at holde dørene åbne hele døgnet.

Indkøb

Om natten, når Fields på Amager ellers ligger mørkt og mennesketomt hen, har et enkelt hjørne af storcentret de seneste måneder stadig været præget af lys og liv.

Bilka har siden december eksperimenteret med døgnlange åbningstider i deres varehus i Fields, og erfaringerne har indtil videre været positive, fortæller Bilkas såkaldte 'head of retail', Peter Rodh Nielsen.

»Især i starten så det rigtig, rigtig godt ud. Op til jul havde vi rigtig mange kunder, også i nattetimerne. Siden er der så kommet et naturligt dyk henover januar og starten af februar. Men det havde vi også forventet, for det lægger sig ret tæt op ad den omsætningskurve, vi også har for dagtimerne«, fortæller han, men afviser at komme nærmere ind på præcise tal for de døgnåbne måneder.

Men det var heller ikke kun omsætning og kunder, der i december fik Bilka til at slå dørene op i nattetimerne, fastslår han. Det kræver ressourcer og hænder at lukke en stor forretning ned hver aften og starte den op igen hver morgen, og de ekstra åbne timer giver desuden mulighed for gøre butikken klar til den kommende dag og sørge for, at der er varer på hylderne.

LÆS OGSÅ:

Et stykke arbejde, der er mere ro til at få på plads, når kundetrykket er begrænset af behovet for nattesøvn.

»Vi får helt klart effektiviseret nogle arbejdstimer om natten. Og det kan betyde, at vi har et højere niveau i dagtimerne, hvor er er mange kunder i butikken«, fortæller Peter Rodh Nielsen.

Kundestrømmen i de dybeste nattetimer har ligget under forventningen med et meget begrænset antal kunder i timerne mellem klokken to og fem. Omvendt har perioderne lige efter konkurrenternes lukketid og igen lige inden de åbner, været travlere end forventet.

Ekspert: Svært at se det store kundegrundlag

I december fortalte landets anden store detailhandelskæde, Coop, der blandt andet driver kæderne Kvickly, Irma, Superbrugsen og Fakta, at de ikke havde planer om døgnåbne tiltag for deres butikker. Og forbrugsekspert Dorte Wimmer fra konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia, er langt fra sikker på, at en butik som Bilka kan mønstre nok kunder om natten til, at det kan give en fornuftig omsætning.

Der er ikke noget, der peger i retning af, at vi pludselig begynder at handle midt om natten

»Jeg ser ikke det store kundegrundlag, og det ser jeg heller ikke komme i fremtiden. Steder, der ligger centralt placeret ved for eksempel Rådhuspladsen, kunne det godt give mening at holde åbne i forhold til kundestrømmen. Men i en butik som Bilka handler det nok mere signalværdi. At kunne sige, at de altid er der for kunderne. Og så selvfølgelig for at gøre butikken salgsklar og snorlige til når folk kommer om morgenen«, forklarer hun.

Dorte Wimmer har arbejdet med detailhandel, trends og forbrugeradfærd i over 15 år inden for både danske og internationale koncerner. Og selv om supermarkedernes åbningstider i Danmark er blevet længere over de seneste år, så tror hun ikke, at nætter med åbne døre i supermarkederne bliver nogen god forretning lige med det første.

LÆS OGSÅ:

»Jeg tror godt, at vi kan komme til at se supermarkeder åbne klokken syv i stedet for otte eller ni, som de gør nu, og de kan nok også godt finde på at rykke lukketiderne om aftenen, for der er jo kunder, der gerne vil handle sent eller inden de tager på arbejde. Men der er ikke noget, der peger i retning af, at vi pludselig begynder at handle midt om natten«, fortæller hun.

I Bilka er det døgnåbne koncept stadig kun i testfasen, men på trods af de ekstra udgifter, der ligger i at holde butikken åben, tror Peter Rodh Nielsen på, at der i det store hele kan være grobund for at holde dørene åbne.

»Indtil videre synes jeg helt klart, at det har været pengene værd. Om vi vil fortsætte med at holde døgnåbent er svært at svare på, før vi har evlueret forløbet yderligere, men selv er jeg indtil videre positivt overrasket«, fortæller han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden