Genbrugsfanatiker. Louise Begtorp Kaaber, er vild med at købe i Den Blå Avis.
Foto: Per Folkver

Genbrugsfanatiker. Louise Begtorp Kaaber, er vild med at købe i Den Blå Avis.

Livsstil

Genbrugselsker: Jeg sætter nok grænsen ved at købe undertøj på Den Blå Avis

Brugte og slidte ting har fået højere status, og flere sælger og køber brugt.

Livsstil

Spisestolene knirker lidt, da vi sætter os ved bordet i Nørrebro-lejligheden. Louise Kaaber skænker kaffe.

Hun aner ikke, hvor gamle stolene er, men det gør ingenting. Så kan hun danne sig sine egne historier om, hvor de mon kommer fra, og hvilke mennesker, der tidligere har brugt dem.

»Jeg elsker, når tingene har en historie. Man kan også finde helt nye ting på Den Blå Avis, men det siger mig ingenting«, siger Louise Kaaber.

For hende er genbrug guld. De fleste af hendes skatte finder hun blandt de millioner af annoncer, der er på sider som dba (Den Blå Avis) og Trendsales. Ligesom Louise Kaaber har rigtig mange danskere fået øjnene op for, at deres gamle ting kan have værdi for andre.

LÆS ARTIKEL

Tal fra dba viser, at antallet af annoncer på deres hjemmeside alene fra 2012 til 2013 steg med 37 procent. Fra 7,1 millioner annoncer til 10,2 millioner. Avisens pendant i det fynske og jyske marked, Gul og Gratis, melder om vækst på ti procent, mens niche-genbrugssiden Trendsales på fem år har fordoblet annoncerne.

»Forbrugerne er blevet mere bevidste om, at brugte varer er en ressource, der kan sælges. Det er noget folk snakker med vennerne om, og jo mere de snakker, jo mere bliver folk nysgerrige og accepterer det«, siger Wencke Gwozdz, der er lektor ved CBS og blandt andet forsker i bæredygtigt forbrug.

Og folk sælger mere i dag end for to år siden, i stedet for at smide ud, viser en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken. 39 procent siger, at de i dag sælger mere til genbrug frem for at smide deres gamle sager ud. Hele 56 procent vælger oftere at give deres brugte varer væk til andre, frem for at køre dem på lossepladsen.

Det voksende fokus på genbrug indebærer store fordele for miljøet, fordi levetiden på varerne bliver længere.

»Hvis du som forbruger for eksempel køber en brugt trepersoners sofa og en lænestol, så sparer du anslået 835 kilo ressourcer, som skulle være brugt til en ny sofa. Det er godt, for der er ikke uanede ressourcer i verden«, siger Anne-Mette Lysemose Bendsen fra Miljøstyrelsen.

Alt kan sælges
Hos DBA mærker man den øgede respekt om brugte sager.

»Krisen har haft en positiv afsmitning på brugthandlen. Vi er blevet bedre til at se værdi i ting, som er brugt. Før i tiden blev der måske rynket på næsen over, at man købte en brugt smartphone, men i dag er det ikke bare acceptabelt, men ligefrem smart, fordi det viser, at man ikke overforbruger«, siger Anders Rasmussen, der er kommunikationskonsulent hos Ebay, der ejer DBA.

Små ikke så beskostelige ting, som tidligere blev set som ubetydelige, er den varekategori, der er vokset kraftigst hos DBA de seneste år.



»Jeg lagde mærke til en køkkenrulleholder, som var sat til salg. Og små børnebøger. Ting, som mange før måske ikke orkede at lave en annonce for, og bare lagde i en kasse. De bliver sat til salg nu, og de bliver solgt«, siger han.

Hos Gul og Gratis satte en mand sin samling af plastikposer til salg. Er varen virkelig slidt, kan køberen komme med et bud på, hvad tingen skal koste. Men dyre varer finder også vej til avisens sider, fortæller Richard Wraae, direktør for digitale medier ved Fynske Medier, der ejer Gul og Gratis.

»Når den nye iPhone 5s kommer på markedet, er der en vækst af annoncer med køb og salg af iphone 4 og 4s på 50-60-70 procent. Og når der kommer en ny Playstation, så boomer salget af den ældre model. Køb og slag blive planlagt på den måde«, siger Richard Wraae. Genbrugsshopping er lettere


Louise Kaaber shopper primært genbrug på sider som Den Blå Avis, men også på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Den lærerstuderende genbrugsentusiast er stamkunde i genbrugsforretningen nede på hjørnet, hvor antikvaren sågar kalder hende »Lullu-pigen« og giver hende et knus, når han ser hende. Dba bruger hun nærmest som en overspringshandling på næsten samme måde som Facebook.

Det er de gamle ting fulde af historier, som Louise Kaaber er fascineret af. Det ligger i blodet, med en far, der er antikvitetshandler, og et barndomshjem spækket med arvestykker fulde af sjæl. Dengang var det pinligt, syntes hun, men som voksen sætter hun pris på de historier, hver ting rummer. I dag er hendes handlen intensiveret med selv små ting, som sælges via DBA’s app.

»Før jeg fik min smartphone kunne det være lidt omstændigt at lave en annonce med billeder og beskrivelser af produktet. Det skulle være rimelig indbringende, før jeg gad gøre det«, siger hun. Nu er der modsat ikke noget, der er for småt, og hun kan finde på at købe og sælge alt. Næsten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Jeg tror ikke, jeg ville købe undertøj på Den Blå Avis. Det har alligevel lidt for meget historie«, siger hun og griner.

Selv de sager, der ikke kan sælges, eller som man ikke vil tage penge for, skifter hænder. De gives væk via sociale medier, hvor man i grupper som Byttecentralen eller i sin vennekreds foreslår byttehandler, mens andre ting gives væk.

»Det er nyt, at for eksempel godt brugt børnetøj med høj affektionsværdi bliver givet væk via de sociale medier. Her er det vigtigste for sælgeren, at tøjet kommer til en, der sætter pris på det. Hvis man vil tjene rigtige penge, laver man en annonce«, siger Richard Wraae fra Gul og Gratis.

I Facebookgruppen ’Gratis Ting København’ udbydes alt fra en kakkelovn og pilleæsker med ugedage til stakke med børnetøj, en campingvogn, læderstole og tre juleøl.

Det handler om convenience, forklarer Wencke Gwozdz fra CBS.

»Man vil gerne af med sine ting, men man vil ikke smide dem ud. Derfor bliver det mere og mere hipster med ’swopping events’, hvor man for eksempel bytter tøj«, siger Wencke Gwozdz, og understreger, at ud af de 16 kilo tøj, hver dansker køber om året, bliver de otte kilo smidt ud.

Mere flinke er vi danskere altså heller ikke til at genbruge vores ting.

Sælgere føler for deres ting


Louise Kaaber både sælger og køber brugt. Ind i mellem tænker hun på, hvor mon de ting, hun har solgt, er nu. Den allerførste ting, hun satte til salg, var et par jeans på Trendsales.

»Jeg havde gået med tusindvis af aviser for at få råd til de bukser. Derfor gav det også god mening at sælge dem. Det var for bittert, hvis de bare røg ud. Jeg kan huske, at jeg virkelig håbede, at den, der får bukserne, bliver lige så glad for dem, som jeg har været. Jeg følte næsten, jeg gav noget af mig selv«, siger Louise Kaaber. For nyligt købte hun et fad på dba til sin veninde hos en dame på Jagtvej. Louise ankom på cykel i silende regn for at hente fadet, som var helt perfekt og lidt »oldemoragtigt«. Handlen var især vellykket, fordi damen, der solgte fadet, var sød og smilende, for det er også en vigtig del af oplevelsen, mener Louise Kaaber.



For netbutikken Trendsales er det sociale en del af handlen. Brugerne skriver sammen om størrelser, mærker og slid på varen, og giver hinanden vurderinger efter en handel.

»Vores kunder kommer ikke kun, når de skal bruge en jakke eller andet. Vi ved fra spørgeundersøgelser, at de bruger Trendsales til at ose, som man ville i andre butikker«, siger Martin Falslev Andersen, der er medstifter af butikken. Brugerne fortæller, at de penge, man har tjent ved et salg, er en slags ’fri midler’, man kan bruge uden at kæresten brokker sig over endnu et par sko. Råd til kvalitet på SU

Blandt sine gamle guldrammer og teaktræsmøbler på Nørrebro laver Louise Kaaber sjov med, at hun er 100 år gammel inden i. Hun elsker oldemor-designet. Samtidig får genbrug hendes SU til at række længere. »Det er heldigt, at jeg har en forkærlighed for brugte ting. Jeg får aldrig råd til en ny designerstol, i hvert fald ikke på en lærerløn og med de prioriteter jeg ellers har«, siger hun. Masseproduceret, billigt skrammel er noget skidt, fordi det produceres langt fra Danmark, transporteres langt og har en kort levetid, mener hun. »Det er en fordel for miljøet, at jeg vælger at købe møbler brugt og fragter dem med bussen«, siger Louise Kaaber.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Hun peger op på væggen på en gammeldags tallerkenhylde og griner ved tanken om, hvor meget besvær, hun havde med at fragte det store skrummel med hjem i bussen fra Brønshøj. Men også nyere genbrugsvarer er en stor gevinst for miljøet, understreger Anne-Mette Lyseholm Bendsen fra Miljøstyrelsen. »Alle produkter har skabt skjult affald, da de er blevet til. Derfor forsøger vi i Miljøstyrelsen at få folk til at minimere mængden af affald. Og genbrug er en af vejene til at skære ned på affaldsmængderne«, siger Anne-Mette Lyseholm Bendsen.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce