Forskelsbehandling. Thomas Møller Lassen var »slet, slet ikke forberedt på« at deres muligheder for at adoptere var anderledes end heteroseksuelles.
Foto: Privatfoto

Forskelsbehandling. Thomas Møller Lassen var »slet, slet ikke forberedt på« at deres muligheder for at adoptere var anderledes end heteroseksuelles.

Familieliv

Kapitel 2: »Skraldebørn til skraldeforældre?«

Et chok rammer Thomas og Rasmus, da de tager det første skridt til adoption og tropper op til informationsmøde: Par af samme køn kan kun adoptere børn med særlige behov. Pludselig står tiden stille, og ligestillingen synes meget fjern.

Familieliv

Sådan ser adoptivforældre altså ud«, tænkte Thomas Møller Lassen, mens en kvindelig adoptionsvejleder på omhyggelig vis fortalte om adoptionsprocessens tre faser.

Sammen med sin ægtemand, Rasmus Holm, trådte han i sensommeren 2012 de første spæde skridt i adoptionsprocessen og var til informationsmøde i adoptionsbureauet AC Børnehjælp i Åbyhøj uden for Aarhus.

Parret var blandt de øvrige 16-18 fremmødte adoptivforældre in spe det eneste bestående af to af samme køn. Og det virkede, som om oplægsholderen først, da de trådte ind i lokalet, blev opmærksom på, at det måske var ugennemtænkt, at der stod ’mand og kone’ på alle hendes slides, husker de.

I pausen efter mødets første del »stod man sådan lidt og forelskede sig« i billederne af adopterede børn, der hang rundt omkring på væggene på adoptionsbureauet, fortæller Thomas.

LÆS OGSÅ

Bagefter gennemgik adoptionsvejlederen rækken af lande, som adoptivbørnene kommer fra, hvilke begrænsninger der følger med, og hvilke krav de enkelte lande stiller til adoptivforældrene. Det er mange krav, og Thomas’ håndskrevne noter fra informationsaftenen viser, hvordan de forsøgte at danne sig et overblik.

Midt i sin talestrøm fortalte adoptionsvejlederen i et i øvrigt nøgternt tonefald, at hvis man er to ansøgere af samme køn, kan man kun adoptere børn med ’special needs’.

Og så stod tiden pludselig stille.

»Det var vi slet, slet ikke forberedt på«, siger Rasmus, som i første omgang overvejede, om han havde hørt rigtigt. Men kort efter blev der sendt informationspapirer rundt, hvor meldingen blev bekræftet sort på hvidt.

»Jeg syntes, det var så unfair«

»Registrerede partnere og enlige kan adoptere børn med særlige behov/hiv«, stod der i kolonnen ud for Sydafrika. Vel at mærke det eneste af AC Børnehjælps samarbejdslande, som afgiver børn til homoseksuelle, fortalte vejlederen på mødet.

»Vores første tanke var bare, at man nedgør både børnene og os. Altså er det skraldebørn til skraldeforældre eller hvad? Det var sådan, vi havde det«, siger Rasmus.

LÆS 1. KAPITEL

»Man sidder der og kommer i tanker om filmen ’Den eneste ene’ og hører Hella Joof sige: »Det kan være et stift ben eller en klumpfod«, og tænker, at vi vil bare gerne have et normalt barn«, siger Thomas.

Efter informationsmødet hos AC Børnehjælp og de overraskende oplysninger følte Rasmus og Thomas behov for at sunde sig.

»Jeg tror, der gik en måned, hvor vi gik i stå. Jeg gik i hvert fald helt i stå. Jeg var bare ... Jeg syntes, det var så unfair. Jeg blev simpelthen så chokeret. Jeg tænkte, at adoptionsprocessen ville være hård, meget hård. Men så skulle man forholde sig til det her oveni?«, siger Thomas.

Efter mange tanker og grundige overvejelser besluttede parret sig for at acceptere og underlægge sig betingelsen. For dem handler det ikke om at føre ligestillingskamp, men om at blive forældre.

»Det er en meget principiel diskussion. Set fra et ligestillingssynspunkt er det ikke acceptabelt. Men pointen er, at det er så sådan, vi kan få et barn. Og fint nok, det har vi så fundet os til rette med«, siger Thomas.

Dur, dur ikke

For at kunne adoptere et barn med særligt behov skal man som adoptivforældre søge om en udvidet godkendelse fra statsforvaltningen. Den udvidede godkendelse, som Rasmus og Thomas derfor skulle søge fra starten, skal sikre, at man som forældre er i stand til at varetage de særlige behov.

Godkendelsen indebærer, at man sætter sig ind i de lidelser, som det kommende barn kan have. Men da Rasmus og Thomas ikke på forhånd vidste, hvilket barn og dermed hvilken lidelse de ville blive tilbudt, skulle de i praksis udforme en liste over sygdomme og mindre handikap, som de ville kunne leve med hos deres kommende barn, og som de derfor ville søge godkendelse til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den øvelse virkede noget sær at foretage som »velfærdsfede skandinaver« i en nyindkøbt sofa i Aarhus, fortæller Thomas.

»Det føles moralsk forkert og ret morbidt, at man er tvunget til at sidde og vælge lidelser til og fra hos sit kommende barn«, siger han, mens Rasmus tilføjer:

»Vi gør os lige pludselig til dommere over, hvad et godt liv er for os. Det bliver meget ulækkert, når du skal lave en til- og fravalgsliste på den måde«.

Men listen skulle skrives, og parret gik derfor i gang med at undersøge, hvilke sygdomme et sydafrikansk barn kan have.

De tog kontakt med børnelæger for at blive klogere på, hvad sygdommene indebærer, og var for eksempel til møde på Skejby Sygehus for at høre, hvad det betyder at leve med et barn med hiv. Da de i første omgang meddelte statsforvaltningen, at de følte sig klædt på til blandt andet at modtage et barn med mindre hjertefejl, blev de bedt om nærmere at udspecificere hvilke diagnoser. Kravene var temmelig omfangsrige og detaljerede.

»Det skal ikke være det første, folk ser«

Bag de til- og fravalg, som Rasmus og Thomas endte med at foretage, lå en konstant bevidsthed om, at deres kommende barn i forvejen kommer til at skille sig ud.

»De overvejelser, vi har haft, er helt overordnet, at barnet skal beskyttes i den sammenhæng, at det er sort og kommer til et land, hvor majoriteten er hvid, og samtidig kommer det til at have to fædre«, siger Rasmus og tilføjer, at adoptivbørn kan have en psykisk bagage, som gør dem særlig sårbare.

»Allerede der var der så mange ting, man skulle overveje, så der skulle i hvert fald ikke tilføres flere synlige stigma til barnet«, siger han.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Manglende lemmer, blindhed, autisme, hørenedsættelse og døvhed blev slettet fra listen.

»Det er ikke, fordi vi som sådan var bange for de lidelser. Men vi har valgt ting, som man i det store hele kan rumme inden for og i tryghed med familien«, siger Thomas.

»Det skal heller ikke misforstås. Vores barn skal være stolt af den, det er, og den sygdom eller det handikap, som nu følger med. Om det er hiv, diabetes eller noget helt tredje, skal ikke være hemmeligt på nogen måde. Men omvendt er det heller ikke ... Det skal ikke være det første, folk ser«, siger Rasmus.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce