Bryllup. Der var ingen brud, men alle, der mødte op iført brudekjole, fik lov til at være brudepiger.
Foto: Rumle Skafte

Bryllup. Der var ingen brud, men alle, der mødte op iført brudekjole, fik lov til at være brudepiger.

Familieliv

Kapitel 3: Kun ét bryllupsønske

Som et af de første homopar i Danmark indgik Rasmus og Thomas ægteskab. I gave ønskede de sig kun penge til at adoptere det barn, de ikke selv kan producere.

Familieliv

Lørdag 16. juni 2012 kørte en rød Cadillac med nedrullet kaleche gennem Ringkøbings gader.

På bagsædet sad Rasmus Holm og Thomas Møller Lassen. Vestkystens første homoseksuelle ægtepar, gætter de selv på.

Det var dagen efter, at det blev muligt for bøsser og lesbiske at blive viet som ægtefolk.

»Det var meget vigtigt for mig, at jeg kunne sige, at Thomas var min ægtemand. Lige så meget ægtemand som alle mulige andre og ikke en registreret partner, som i min optik var lidt et andenrangstilbud fra samfundets side«, siger Rasmus.

De to mænd har ikke som sådan visioner om at skulle nedbryde mure eller være foregangsmænd, understreger de. Hverken når det kommer til retten til at blive gift i kirken eller til at adoptere børn, er det pionerånd, der driver dem.

»Altså, vi er ikke noget specielt på den måde«, siger Rasmus, mens Thomas tilføjer, at når parret er havnet i første geled i forhold til både ægteskab og adoption, er det grundlæggende, fordi »det føltes så rigtigt at blive gift, og fordi vi rigtig gerne vil adoptere. Det føles rigtigt for os«.

Parret blev gift på Ringkøbing Rådhus, og reglerne var på forhånd skrevet i invitationerne: ingen brud, ingen brudevals. Men alle, der troppede op iført brudekjole, fik lov til at være brudepige. Det var der seks, der gjorde.

Hverken champagne eller ringe

Frieriet foregik ad to omgange. Første gang på en sofa, lidt spontant og måske lidt uromantisk, antyder Rasmus, som var den, der blev friet til. Der var hverken champagne, knæfald eller forlovelsesringe.

Champagnen blev der til gengæld taget revanche med anden gang og i særdeleshed ved brylluppet, hvor de fik to høje glas og en flaske stukket i hånden, inden de blev kørt i Cadillac’en til Ringkøbings nedlagte og ombyggede ådselkogeri, hvor festen skulle holdes.

Sarte hvide roser var udelukket. En ceremoni, som sluttede med ’Star Wars’-temaet og konfettibomber, udgjorde i stedet rammerne for fejringen. En veninde sang ’Svantes lykkelige dag’ til harmonika og fukssvans, mens alle stod med ’en gylden dame’ i hånden.

Klokken halv 7 om morgenen blev de sidste gæster smidt ud. Omtrent samtidig blev en glad og synligt træt Rasmus foreviget med en af brudepigernes blomsterkranse på hovedet. Billedet pryder nu væggen i ægteparrets køkken.

Brylluppet var »et kærlighedsbrusebad«, som Rasmus udtrykker det. Selvfølgelig fordi selve det at blive gift var en fejring af kærligheden, men i særlig grad på grund af festens underliggende tema: ønsket om at blive forældre.

»Vi skrev i indbydelserne, at vi tog imod alle gaver, som folk havde lyst til at give os. Men det eneste, vi ønskede os, var penge, fordi vi skulle adoptere. Og det gennemsyrede hele festen«, siger Thomas.

Taler, sange, kort og et betydeligt bidrag til det sekscifrede beløb, en adoption koster, viste massiv opbakning til babyprojektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Folk ville gerne støtte os i det at blive en familie. Det stod jo nærmest på alle lykønskninger, at »Hvor er det fedt ...«, og »I bliver nogle gode forældre«. Det var virkelig overvældende«, siger Rasmus.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg var lidt skeptisk med den store fest, men det hele havde en fin balance mellem at være højtideligt og afslappet«, siger Thomas, som kalder festens tema »orange«. »Hvis den ene siger gul, og den anden siger rød, så skal vi finde en orange. Et kompromis. Og sådan var hele festen, for jeg ville gerne have haft noget stille og roligt, men det blev en kæmpe fest«, siger han.

Orange forældre

Den ene foretrækker alternativ rock og synes, guitar er noget af det mest fantastiske, mens den anden er til elektronisk musik. Den ene er nærmest hypersocial og afhængig af at have mennesker omkring sig, mens den anden ofte har behov for at være alene.

En onsdag aften i begyndelsen af marts 2014, da ægteparret er kommet på venteliste til at adoptere, falder snakken over deres spisebord på, hvordan deres forskelligheder mon vil komme til udtryk, når de engang skal være forældre. For forskellene vil til den tid blive om muligt endnu mere tydelige, er de overbeviste om, og derfor er den orange farve igen på tapetet.

»Jeg bliver nok den lidt mere neurotiske forælder, fordi jeg har et større bekymringsgen, end Thomas har. Vores børn får i hvert fald ikke lov til det samme, som du fik lov til, da du var barn«, siger Rasmus og ser lidt formanende på sin ægtemand.

Thomas er opvokset på et nedlagt landbrug, hvor det ikke var unormalt, at han og hans søster balancerede på taget af laden og byggede træhuler i 5 meters højde. Der blev heller ikke løftet øjenbryn, da bror og søster engang var omgivet af lidt for kraftig røg i et legehus, fordi de satte ild til en stak vådt brænde i en noget uautoriseret brændeovn for at koge hyldebær.

Rasmus var nærmest i chok, da han hørte historien genfortalt. Og det blev kun værre, da Thomas nonchalant føjede til historien, at »sådan håber jeg også, vores børn kan vokse op«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men det bliver nok sådan noget, vi ikke siger til far«, siger Thomas og sender et drilsk smil i Rasmus’ retning.

»Så kan det godt være, jeg bliver ham den sure. Men jeg vil også hade, hvis Thomas gjorde mig til the bad cop, fordi han ikke sætter grænser«, siger Rasmus.

»Jeg kan godt sætte grænser, jeg gør det bare på en anden måde end dig. Det bliver rigtig spændende, det kan jeg mærke lige nu ...«, siger Thomas.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce