Ventetid. Det var »stenet« at have en barnevogn stående i stuen, en måned før de blev forældre, fortæller Rasmus (tv.) og Thomas.
Foto: Miriam Dalsgaard

Ventetid. Det var »stenet« at have en barnevogn stående i stuen, en måned før de blev forældre, fortæller Rasmus (tv.) og Thomas.

Familieliv

Kapitel 5: En stortudende Rasmus i røret

Et enkelt telefonopkald gør Thomas og Rasmus »gravide i 8. måned«. Glædestårer og begejstrede bedsteforældre blander sig med Isofix-autostole, børnelægevurderinger - og en følelse af magtesløshed.

Familieliv

Telefonen vækkede Thomas Møller Lassen natten til 19. marts 2014 klokken cirka 4. Han lå og sov på et hotelværelse på Holiday Inn Express i San Francisco og måtte lige kigge en ekstra gang på klokkeslættet på telefonens display, før han med søvn i stemmen kunne fremtvinge et »godmorgen«.

Opringningen kom fra hans mand, Rasmus Holm, som netop havde modtaget et overraskende opkald fra parrets vejleder i adoptionsbureauet AC Børnehjælp.

»Først bliver jeg bange for, hvad der kan være sket, siden Rasmus ringer og vækker mig på den tid af døgnet. Jeg forventer overhovedet ikke, at det har noget med adoption at gøre, fordi vi kun lige er kommet på venteliste«, siger Thomas.

Samtalen

To uger forinden havde Rasmus og Thomas været til samtale i adoptionsbureauet efter at være blevet endeligt godkendt som adoptanter af statsforvaltningen.

En ’landevalgssamtale’ hedder det egentlig, men eftersom Sydafrika er det eneste land, som reelt accepterer homoseksuelle adoptanter, var der ikke så mange valg at træffe for de to mænd.

De fik at vide, at ventetiden på et barn med special needs, som parret søger, er 6-12 måneder. Samtidig fik de besked på at skaffe en lang række erklæringer og dokumenter på engelsk, som bureauets samarbejdspartner i Sydafrika forlanger. Det omfatter alt fra dåbsattester, straffeattester og vielsesattest til officielle papirer fra Skat om indkomst-, gælds- og formueforhold samt erklæringer fra begges arbejdsgivere.

»Det er ret omfattende, men vejlederen runder mødet af med at sige, at der ikke er grund til at stresse over de mange dokumenter og erklæringer, som vi bare skal have på plads i løbet af det næste halve års tid«, husker Rasmus.

Tingene tager fart

Men det var netop dem, de talrige dokumenter på engelsk, som vejlederen nu, blot 14 dage efter mødet, var meget ivrig efter.

»Hvor langt er I med papirerne?«, spurgte hun Rasmus i telefonen.

»Jeg tænker, at det kan ikke passe. Det kan ikke passe, at tingene går så hurtigt. Så jeg spørger meget ind til, hvorfor det pludselig haster med de papirer, men hun kunne ikke rigtig sige noget«, fortæller Rasmus.

I samme øjeblik han havde sagt farvel til vejlederen i røret, ringede han op og vækkede Thomas i San Francisco.

»Jeg var rundt på gulvet og følte mig pludselig meget frakoblet, fordi jeg befandt mig på et beige hotelværelse i San Francisco, mens alt det her skete«, fortæller Thomas.

Rasmus begyndte at græde lidt i telefonen, og Thomas gjorde vist det samme.

Samtalen blev dog hurtigt meget praktisk og kom til at handle om, hvor hurtigt de kunne få skaffet de forskellige papirer. Og at det i den forbindelse var problematisk, at Thomas var i USA.

»Jeg tror ikke rigtig, jeg stempler ind i følelsen af, hvad det egentlig betyder. Det er rigtig svært at være så langt fra hinanden, og nogle dage går jeg bare rundt om mig selv«, husker Thomas.

På den anden side af Atlanten begyndte han i pauser under konferencen at undersøge, hvilke dokumenter han kunne skaffe online, mens Rasmus hjemme i Danmark undersøgte, hvad han kunne få fuldmagt til i Thomas’ fravær.

Billeder af et lille menneske

En lille uge senere kom Thomas hjem igen, men skulle allerede tre dage senere på en forlænget weekendtur i London med nogle venner. Han nåede at overveje, om han skulle blive hjemme, men bestemte sig så alligevel for at tage af sted.

Fredag 28. marts – bare ni dage efter det første opkald – fik Rasmus et nyt fra den kvindelige adoptionsvejleder, som ville sikre sig, at han var hjemme. Rasmus stod ude foran hoveddøren til opgangen og skulle lige til at låse sig ind, da stemmen i den anden ende af røret sagde de ord, han i årevis havde drømt om at høre:

»Nu kan jeg officielt stille et barn i forslag«.

Tiden stod et øjeblik stille, men det gjorde Rasmus ikke. Han styrtede op ad trapperne, mens vejlederen fortalte, at det drejede sig om en pige på 7 måneder. Kort efter begyndte pigens 50 sider lange journal at tikke ind på hans mail.

»Jeg begynder at læse journalen, mens jeg stadig har hende i røret. Det sidste, hun sender, er billederne. Og det er dér ... lige pludselig bliver det et lille menneske, som jeg kan forholde mig til. Og så bliver jeg meget, meget rørt«, siger han.

Opdaterede og opdaterede

Thomas stod foran London Eye, parat til at stige på en tourbus, da han for anden gang fik et uventet opkald, denne gang fra en »stortudende« Rasmus.

Lynhurtigt fik Thomas slået dataroaming til på sin telefon, så han med det samme kunne se billederne af den lille pige. Han opdaterede og opdaterede og opdaterede, indtil e-mailen kom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har tårer i øjnene og er meget utålmodig. Så kommer billederne, og jeg ved ikke, hvor jeg skal vende mig hen. Så jeg står dér, midt på en stor gade, og kigger billeder og tuder og får knus af mine venner. Jeg ringer tilbage til Rasmus, og vi bliver enige om, at hun er meget, meget fin. Og at vi glæder os. Og vi glæder os til at se hinanden«, fortæller han.

Født lille

To forskellige børnelæger, en fra AC Børnehjælp og en fra statsforvaltningen, havde læst pigens journal igennem og givet hver sin uafhængige vurdering af hendes helbred.

Proportioner på hoved og krop er fine, og selvom pigen er født lille, udvikler hun sig, som hun skal.

Pigen er også født med et ’special need’, som kan dække over forskellige, typisk mindre sygdomme eller lidelser. Det er en betingelse fra sydafrikansk side, at homoseksuelle par, der ønsker at adoptere, kun kan søge børn med special needs, og Thomas og Rasmus ønsker at holde det inden for familien, hvilket ’særligt behov’ pigen har.

Men det er et special need, som de sagtens kan leve med og håndtere.

»Altså, hun er jo bare perfekt. Hun er det, vi havde håbet på. Vi ønskede så lille et barn som muligt, og hun er kun 7 måneder gammel, da vi får hende tilbudt. Det er meget tidligt i adoptionssammenhæng og lige det, vi havde drømt om«, siger Rasmus.

Glæde og sved på panden

Mandag eftermiddag, da Thomas er kommet tilbage fra London, siger den sidste af de to børnelæger god for pigens helbred, og parret meddeler samme aften AC Børnehjælp, at de gerne ville adoptere den lille pige.

Og så ringede de til deres forældre.

»Mine forældre bliver helt eksede begge to. Min mor græder i telefonen, og min far bliver ved med at sige ’Ej, er det rigtigt? Er det rigtigt?’«, fortæller Rasmus, mens Thomas’ forældre tilmed forholder sig praktisk til situationen.

»Først taler jeg med min mor, som bliver meget rørt, og så med min far, og mens jeg stadig har ham i røret, kan jeg høre min mor råbe fra computeren i baggrunden: »Nu har jeg fundet en stokkestol på Den Blå, skal jeg købe den?««, siger Thomas.

Nu var parret, fra den ene dag til den anden og mere pludseligt, end de havde turdet drømme om, blevet »gravide i 8. måned«. Det fostrede glæde, men også sved på panden.

Gør storkens arbejde

»Vi skulle tage stilling til tusind ting; hvilken en barnevogn skal det være? Hvad med autostol og børnetøj? Og hvor meget ikke-økologisk tør man putte i sit barn? Det er jo en helt ny verden, der åbner sig. Børnesæder med Isofix? Det skal man åbenbart have, hvis man vil være en god forælder«, konstaterer Rasmus.

Oveni skulle de have købt en større bil, skiftet bank, lånt penge til sidste del af adoptionen og ikke mindst købt flybilletter til Sydafrika.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi hyggede os med det, men jeg syntes, det var stenet at have en Oddervogn stående i stuen i en måned. Vi lignede en børnefamilie, men var det ikke endnu«, fortæller Thomas, der langsomt »skruede op for følelserne« omkring barnet, efterhånden som forberedelserne kom på plads.

»Jeg havde det nok nærmest omvendt; at jeg var nødt til at lægge låg på følelserne til sidst, fordi det var så svært at gå og vente. Jeg havde mange tanker, gad vide, hvad hun laver nu, om hun har det godt, og hvad nu, hvis der sker hende noget? Man er så langt fra hinanden og føler en form for magtesløshed. På en eller anden måde er man allerede forbundet, tremmesengen er sat op«, siger Rasmus.

10. maj klokken lidt i 6 om morgenen tjekkede Rasmus og Thomas ind i Billund Lufthavn med kurs mod Sydafrika og deres kommende datter. Lige inden sendte Thomas besked til den virtuelle omgangskreds på Facebook:

»Gør storkens arbejde«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce