Hjem. Efter tre uger i Sydafrika gik turen mod Aarhus for den lille nybagte familie.
Foto: Privatfoto

Hjem. Efter tre uger i Sydafrika gik turen mod Aarhus for den lille nybagte familie.

Familieliv

Kapitel 6: »Hun er sydafrikaner ... men bliver nu også aarhusianer«

Rasmus og Thomas skal møde deres datter for første gang. Men hvad nu hvis de sydafrikanske myndigheder har taget fejl af navnene og ikke ved, at de er to mænd?

Familieliv

»Come and meet your daughter!«. Ordene strømmede ægteparret Rasmus Holm og Thomas Møller Lassen i møde fra en lidt bred og meget hjertevarm Linda.

Kalenderen sagde tirsdag 13. maj, og parret stod nu efter en årelang adoptionsproces foran det hus i Durban i Sydafrika, som deres 9 måneder gamle adoptivdatter havde boet i det seneste halve år.

Få øjeblikke senere stod de to mænd bøjet over en tremmeseng og kiggede på den lillebitte pige, de skulle adoptere. I nogle sekunder stod de bare der og kiggede, lamslået over endelig at møde det barn, der skulle blive deres.

»Tag hende bare op«, lød det så fra Linda.

Ingen prototype

Det gjorde de, og pigen vågnede lidt forvirret op i deres arme.

»Jeg kan huske, at jeg slet er ikke klar til at skulle forholde mig til det, fordi det går så hurtigt. Der er ingen tid til lige at samle sig, og der var ikke noget med at stå uden for døren og være lidt højtidelig omkring det. Så det var lidt en rodet oplevelse. Dejlig, men rodet«, husker Thomas.

Rasmus følte sig anderledes fattet og havde i baghovedet en besked om, at der ikke er nogen prototype på den slags møder, men at de ofte er meget kaotiske.

»Jeg var egentlig optaget af, at nu var det nu, vi skulle møde hende. Hun var bare så lille, og det første, der kommer op i mig, var, at hende skal jeg passe på«, siger Rasmus om pigen, som de havde besluttet at give navnet Le.

Forældre fra dag 1

Institutionen, som Le havde boet på, var en crisis family og bestod af et almindeligt sydafrikansk middelklassehus, hvor bestyreren Linda boede i den ene del. Det var et fint hus indrettet med ganske få, men solide møbler og omme bag ved huset en have med en lille legeplads og et par træer. Med Le i favnen gik Rasmus og Thomas om i haven, hvor de alle tre fik mulighed for at sunde sig lidt oven på deres første møde.

»Da blev jeg rørt. For nu var det ligesom nu. Nu er hun her. Men samtidig var det også mærkeligt. Hun var vildt sød, men hun var et fremmed menneske. Det var ret syret«, fortæller Thomas.

Fra begyndelsen var Le meget rolig og lænede sig ind til sine nye fædre, når de tog hende op, og hun ville også gerne holde i hånd.

»Men samtidig er hun meget ... skeptisk. Som om hun lige skal se os an«, husker Rasmus.

Leg i sengen

De var på institutionen i seks timer den første dag. De skiftede bleer, gav Le mad og havde hende med til lægen. De var rundt på gulvet af glæde og nye indtryk, da de forlod huset den aften. På forhånd havde de fået at vide, at udslusningen tog tre dage, men allerede på dag 1 vurderede Linda, at Rasmus og Thomas var klar til at få Le med hjem den følgende dag, fordi hun knyttede sig meget til dem.

Så dagen efter tog de tidligt ud til institutionen, hvor de gav Le morgenmad. Derefter tog de hende med sig hjem til det hus, hvor de var indkvarteret under det tre uger lange ophold i Sydafrika.

»Allerede da den første dag hjemme hos os var gået, følte vi, at hun så småt var ved at vænne sig til os. Vi havde fået hende til at grine de første par gange, og hun hyggede sig. Når en af os lå på ryggen, kravlede hun hen, lagde sig på maven af os og kiggede op«, fortæller Thomas.

De første dage og aftener gik med at ligge i sengen og lege. De to mænd lå i hver sin side af en stor kingsize seng, og omgivet af hvide puder og lagner tumlede den lille pige rundt mellem dem, og i timevis lå de sådan. Hun sov om natten, vågnede lige og ville have en sutteflaske, men faldt så i en rolig søvn igen.

Le var hurtig til at lukke de to mænd ind i sit liv. Så hurtig, at det var svært for de voksne at følge med. Langsomt lærte de hende bedre at kende og fandt ud af, hvor glad og temperamentsfuld hun er.

Små suk

En enkelt gang oplevede de, at Le blev voldsomt ked af det, ja nærmest utrøstelig. Det var en af dagene lige efter hendes flytning fra institutionen og mens Thomas var ude at handle.

I situationen var Rasmus nervøs for, at noget var alvorligt galt, men set i bakspejlet var hendes reaktion ikke så overraskende, mener han.

»I starten var vi ikke gode nok til at aflæse hendes signaler. Når hun bliver overtræt, bliver hun også ekstra energisk, og det havde vi ikke gennemskuet. Så kombinationen af, at hun var vildt træt, og at Thomas pludselig var væk, blev bare alt for meget for hende,« siger Rasmus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gennem bleskift, bade, gråd og grin lærte fædrene efterhånden deres datter at kende, og nogle signaler var i hvert fald ikke til at tage fejl af.

»Hun begyndte efter et par dage sammen med os nogle gange at sige sådan nogle små suk«, fortæller Thomas og forsøger at gengive lyden af et babysuk.

»Hvis der var sket noget særlig spændende eller sjovt, så sad hun helt glad og sukkede, mens hun stille kom til sig selv bagefter«, siger han.

Nysgerrige, men glade blikke

Efter ti dage i hinandens selskab blev Rasmus, Thomas og Le juridisk sammensmeltet som familie. I rejsekufferternes bedste tøj var de alle tre mødt op til retsmøde og fik her overrakt det formelle papir på at være pigens nye forældre. De var lettede, men en tvivl nagede fortsat.

»Vi var stadig nervøse for, om noget kunne gå galt, fordi vi er et homoseksuelt par. Vi havde flere gange spurgt AC Børnehjælp, om de var sikre på, at deres sydafrikanske samarbejdspartnere vidste, at vi var to mænd – og ikke havde taget fejl af navnene. Der var hele tiden sådan en frygt for, at der pludselig kunne komme nogen og tage hende fra os«, siger Rasmus.

En anden frygt, som parret havde bragt med til Sydafrika, var usikkerheden om, hvordan de lokale mon ville reagere på to hvide homoseksuelle mænd, som kom for at hente en sydafrikansk pige med hjem.

Et helt andet liv

Men frygten blev hurtigt manet i jorden, mens parrets fordomme blev gjort til skamme. De oplevede ikke den mindste mangel på respekt eller negative kommentarer fra hverken adoptionsorganisationer, i det offentlige system eller blandt mennesker på gaden. De modtog dog også en del sjove blikke.

»Men to hvide mænd og en sort baby i en stribet babyslynge på maven stikker jo også lidt ud«, tilføjer Thomas.

Efter tre uger i et land, som for evigt vil være en del af den lille nybagte families historie, tog de i slutningen af maj afsked med Sydafrika. Dér, da flyet lettede fra landjorden, opstod et af de stærkeste følelsesmæssige øjeblikke for især Thomas.

»Jeg blev så rørt. Pludselig blev det meget tydeligt, at vi tog hende meget, meget langt væk fra hendes rødder og det, hun kommer fra, både fysisk og kulturelt. Det slog mig der, at hvis tingene var faldet lidt anderledes ud, kunne hun have fået et helt andet liv, og hun kunne være blevet i Sydafrika, som trods alt er det, hun kommer af«, siger han.

Nu også århusianer

Samtidig var ingen af de to fædre i tvivl om, at det var det rigtige, de gjorde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har fået fortalt og bekræftet så mange gange, at det her er den bedste løsning for Le. At man virkelig har forsøgt at arbejde med både at placere hende hos den nærmeste biologiske familie og siden bortadoptere lokalt og nationalt, inden man overhovedet har overvejet international adoption«, siger Rasmus.

Og Thomas funderer:

»Nu bliver hun dansk. Hun er sydafrikaner ... men bliver nu også aarhusianer. Og det er rigtig godt. Men det er også et virkelig stort ansvar for hende og for hendes historie, vi har påtaget os«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce