Familieforøgelse. Rasmus Holm og Thomas Møller Lassen vendte for nylig hjem fra Sydafrika med datteren Le. Hun er knap 9 måneder.
Foto: Miriam Dalsgaard

Familieforøgelse. Rasmus Holm og Thomas Møller Lassen vendte for nylig hjem fra Sydafrika med datteren Le. Hun er knap 9 måneder.

Familieliv

Kapitel 1: »Skulle vi lave Madonna-tricket og tage et barn med hjem fra Malawi?«

Politiken har fulgt Rasmus Holm og Thomas Møller Lassens kamp – med tvivlen, normerne, myndighederne og selvforståelsen – for at opfylde drømmen om en kernefamilie.

Familieliv

»Skal du egentlig have børn?«.

Spørgsmålet faldt allerede på tredje date. Det var efter et par fadøl, og før de overhovedet havde kysset.

Præcis hvordan Thomas reagerede på Rasmus’ spørgsmål, husker de ikke, men i situationen var det i hvert fald mere fadøl end børn, han følte trang til.

Trods Thomas’ åbenlyse skepsis lagde Rasmus ikke skjul på, at han havde gjort sig tanker om næste generation. Han havde planer om at få to børn, en pige og en dreng, der skulle hedde Sia og Noa.

Det var en sommeraften på baren Under Masken i Aarhus, blot to uger efter de to mænds første møde på Roskilde Festival og efter en »håbløs« hjemmelavet middag hos Thomas.

Men trods forskellige holdninger til børnespørgsmålet og et måltid med alt for meget estragon var der alligevel noget mellem de to, som føltes rigtigt. Så de drak lidt mere øl, cyklede hånd i hånd ud i natten, og 10 år senere skriver vi 2014.

Ønsket om at få børn har antaget mere seriøs karakter, siden Rasmus bragte det på banen en sommeraften i 2004. Men allerede dengang var forespørgslen reel.

»Jeg mente det faktisk«, fortæller Rasmus Holm, som i dag er 33, arbejder som klinisk psykolog og på syvende år bor sammen med Thomas Møller Lassen på 34 år, der arbejder som designer hos Lego.

»Thomas var jo ikke den første fyr, jeg prøvede at afsøge det med børn ved«.

Rasmus har, som han selv udtrykker det, altid været meget bevidst om, at han ville være far. Allerede da han som 22-årig sprang ud som bøsse, gjorde ønsket om børn situationen sværere for ham, end den i forvejen var.

»På daværende tidspunkt ville jeg bare gerne være heteroseksuel, så jeg kunne leve som alle andre. Det var en del af min identitetskrise, og jeg koblede det sammen med, at jeg måske ikke kunne få en familie«, siger han.

Med tiden fandt Rasmus dog ud af, at det ikke er umuligt at stifte familie som homoseksuel. At der findes regnbuefamilier og rugemødre var med til at berolige ham.

»Derfor var det jo vigtigt at finde en fyr, som også ville have børn eller kunne overtales«, siger han.

Thomas var typen, der skulle overtales. Han var dér i begyndelsen af sine 20’ere optaget af nærmest alt andet end tanken om børn. Han var på vej til syvende semester på arkitektstudiet, arbejdede samtidig i Føtex og havde nok at se til med venner og socialt liv.

Og så var han i øvrigt ret afklaret omkring det med børn.

»Min officielle holdning på det tidspunkt var vist nok, at jeg ikke skulle have børn«, husker han.

»Jeg tror, at mange andre mænd har det på samme måde, som jeg har haft det: »Børn?! Er du klar over, hvad det gør ved et liv? Det er jo for evigt«. Et studium kan man jo bare vælge om. Du kan sige op eller flytte. Men børn, det er godt nok heftigt. Det der ansvar ...«, siger Thomas.

Men mens daten blev til flere, og dates blev til et forhold, modnedes tanken om børn også.

Det var ikke fra den ene dag til den anden, men skete blandt andet i takt med, at flere af Thomas’ venner fik børn.

»Så begyndte jeg faktisk at kunne relatere mig til sådan et lille menneske. Det, at der kommer et barn og siger »nu skal vi ud og gynge« eller »se, jeg har tegnet den her«, jamen det var bare ret fantastisk«, siger han.

»En iboende drift«

At se det fantastiske ved andres børn var ikke nok for Rasmus. Langtfra nok.

»På et tidspunkt, da vi havde været sammen i nogle år, stillede jeg Thomas et ultimatum; hvis vi skulle være sammen på sigt, skulle vi have børn på den ene eller anden måde«, siger Rasmus.

For Thomas var betingelsen ingen overraskelse. Emnet havde været til debat flere gange, blandt andet da Rasmus nægtede at diskutere ægteskab, før de var på det rene med holdningen til at få børn.

»Jeg var jo sammen med Rasmus og elskede det, vi havde sammen. Og så måtte jeg på en eller anden måde imødekomme det ønske, ligesom Rasmus måtte affinde sig med, at der gik nogle år, før jeg kunne rumme det«, siger Thomas og tilføjer, at alderen og den naturlige udvikling fra ung til voksen også har gjort, at han i dag føler sig parat til at stifte familie.

»Nu glæder jeg mig vildt meget til at sidde og lege med legoklodser med vores egne børn«, siger han:

»Jeg tror, der er en helt grundlæggende fascination i at se et menneske blive større og dygtigere og begynde at forstå verden. Et lille menneske, som stille og roligt bliver sin egen, og som så bliver det sammen med os. Det synes jeg er ret vildt«.

Rasmus beskriver trangen til at få børn som »en iboende drift«.

»Det føles bare naturligt. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at skulle have børn«, siger han.

Det aarhusianske par er langtfra de eneste homoseksuelle mænd med forældretrang. 28 procent af alle bøsser vil gerne have børn på et tidspunkt, viser en undersøgelse, som YouGov foretog for DR 3 sidste år i forbindelse med dokumentarserien ’Bøssestudier’.

I modsætning til lesbiske har bøsser ikke mulighed for selv at stifte familie for eksempel ved brug af anonym sæddonation, og derfor har regnbuefamilier i mange år været måden, homoseksuelle mænd kunne få børn på.

Men i Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) oplever man en tendens til, at flere og flere bøsser ligesom Rasmus og Thomas ønsker at danne en kernefamilie, der ligner den klassiske og kun omfatter to forældre.

Vendepunktet i 2010

For de fleste danskere var 4. maj 2010 en helt almindelig tirsdag. Bortset fra, at Den Lille Havfrue befandt sig på verdensudstillingen i Shanghai, og den politiske S-SF-alliance befandt sig på et historisk højdepunkt i meningsmålingerne, syntes alt at være, som det plejede.

Men for homoseksuelle landet over og ikke mindst Rasmus Holm og Thomas Møller Lassen var denne tirsdag i maj ganske særlig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De fandt ud af det hen på eftermiddagen, men havde sms’et sammen i løbet af dagen, for de vidste godt, at svaret kom netop den dag. Sidst på eftermiddagen ringede Rasmus’ mor til sin søn og sagde tillykke.

»Og da vi kommer hjem, omfavner vi bare hinanden og er helt oppe at køre. Alle fulgte med i det. De vidste jo godt, at det kunne få stor betydning«, siger Rasmus.

Samme eftermiddag skrev Thomas på Facebook: »YAY! Sikken masse gode forældre, der kommer ud af det«.

4. maj var dagen, hvor et folketingsflertal uden om VK-regeringen stemte ja til loven om homoseksuelles ret til at adoptere på lige fod med heteroseksuelle.

Mange homoforkæmpere opfattede lovændringen som en naturlig – men noget forsinket – følge af, at Danmark i 1989 tillod registreret partnerskab mellem to personer af samme køn og 10 år senere accepterede stedbørnsadoptioner til homoseksuelle.

Sammen med store dele af det homoseksuelle miljø havde Rasmus og Thomas længe og tæt fulgt processen omkring vedtagelsen af loven.

Regeringspartiet Venstre, som principielt var imod homoseksuelles ret til adoption, havde fritstillet sine medlemmer, fordi der var tale om et etisk spørgsmål, og en håndfuld V-medlemmer stemte derefter for forslaget og sikrede politisk flertal.

Rugemødre og designerbørn

For Rasmus og Thomas betød det andet og mere end en stor dag for ligestillingen, da Folketinget blåstemplede muligheden dengang for godt 4 år siden.

»Det ændrede absolut vores fokus«, fortæller Rasmus.

»Indtil da var det surrogat, vi tænkte som vores bedste mulighed for at få børn. Men der var flere etiske dilemmaer ved den mulighed«, siger han og tilføjer, at der var ulemper ved alle alternativer.

I årene op til lovændringen havde parret været vidt omkring for at undersøge, hvordan de som bøssepar kunne få børn.

»For mig var udgangspunktet et ønske om at stifte familie. Men det var ikke et krav, at det skulle være mit biologiske barn, så alt var i spil. Skulle vi gå sammen med et lesbisk par eller en enlig mor? Eller skulle vi lave Madonna-tricket og tage et barn med hjem fra Malawi?«, siger Rasmus.

»Vi har undersøgt alt fra de romantiske regnbuefamilier til de lidt mere lyssky veje. Simpelthen for at finde ud af, hvad er der af muligheder? Hvad gør andre? Hvad er vi selv villige til? Og hvor meget tør vi gøre?«, siger Thomas.

Ideen om at skabe en regnbuefamilie, som mange homoseksuelle med ønske om børn benytter sig af, virkede ligetil. Det kan klares uden at blande myndigheder eller andre ind i det og foregår ved, at man går sammen med en enlig kvinde eller et lesbisk par og sætter et barn i verden ved hjælp af kunstig befrugtning.

»Men så er vi pludselig fire forældre og otte bedsteforældre«, siger Thomas: »Puha, det er mange mennesker at være om det«.

Regnbuemodellen gav samtidig anledning til bekymring om, hvem der egentlig skal være biologisk far? Hvad der sker, hvis det ene par går fra hinanden? Eller hvis man rager uklar med det andet par? Og hvem skal have den juridiske forældremyndighed?

»Under alle omstændigheder ville det også blive et delebarn. Det var bare ikke det, vi havde lyst til. Vi vil bare gerne have vores eget barn. To forældre, et barn, der bor hos os. Det syntes vi var prima«, siger Thomas.

Også da parret undersøgte mulighederne for rugemoderskab, stod såvel etiske som praktiske og økonomiske udfordringer i kø.

En af surrogatmulighederne foregår i Indien, hvor man for cirka 15.000 kroner kan få en indisk kvinde til at føde et barn, fortæller de. Det indebærer angiveligt, at kvinden bliver indlogeret på et hotel i 9 måneder for udelukkende at agere ’rugemaskine’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Bare tanken om det var koloniagtig. Samtidig ville det ikke engang være sikkert, at vi kunne få visum til barnet i Danmark, for den danske stat anerkender ikke professionelt rugemoderskab«, siger Thomas.

Så var det mere ligetil i USA, hvor statsborgerskab og visum ville volde færre problemer, fortæller Rasmus. Den amerikanske udvej var dog brolagt med etiske ubehageligheder, »som blev mere og mere problematiske, jo mere vi tænkte over det«, siger Rasmus:

»Hos de amerikanske bureauer får man nærmest tilbudt et tagselvbord, i forhold til hvordan moderen skal se ud, hvilken baggrund hun skal have, og så videre. Samtidig koster den her ordning omkring en halv million kroner«.

»Ja, design er dyrt«, konstaterer Thomas sarkastisk.

Da jungletrommerne i 2009 begyndte at lyde om en lovændring, der ville gøre adoption muligt for homoseksuelle, var Thomas og Rasmus ikke længe om at forkaste rugemødre og designerbørn.

»Det var ret hurtigt, vi blev enige om, at adoption, ja, så er det det, vi gør«, siger Thomas.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce