HVERDAGEN. Rasmus (tv) og Thomas er positivt overrasket over, hvor nem, dejlig og nærmest lykkelig den første måned i Danmark med deres ti måneder gamle datter Le har været.
Foto: Miriam Dalsgaard

HVERDAGEN. Rasmus (tv) og Thomas er positivt overrasket over, hvor nem, dejlig og nærmest lykkelig den første måned i Danmark med deres ti måneder gamle datter Le har været.

Familieliv

Kapitel 7: Vi er hverken mere afslappede eller mere hysteriske end heteroseksuelle forældre

10 år efter at Rasmus og Thomas første gang talte om at få børn sammen, kravler en 10 måneder gammel pige hjemmevant rundt fra den ene far til den anden. De føler sig lykkelige, men også pinligt bevidste om, at de som fædre måske ikke er optimale at tale pubertet og menstruation med, når den tid kommer.

Familieliv

Med et fast tag i sin fars bukseben kigger 10 måneder gamle Le skeptisk, men nysgerrigt frem mellem et sæt voksenben.

Hendes to store brune øjne ser ud, som de lige skal bestemme sig for, om de skal grine eller græde, men gør efter nogen tøven så hverken- eller. Hun fastholder den nysgerrige stirren.

Et ellers stilrent hjem er blevet invaderet af farvede uroer, Duplo-klodser og plastikbelagte børnebøger. Dobbeltsengen i soveværelset har fået selskab af en tremmeseng, og mellem de to blå tandbørster i tandkruset på badeværelset står nu en lille lyserød.

De nybagte fædre, Rasmus Holm på 33 år og Thomas Møller Lassen på 34, ligner sig selv. Næsten. De er måske lidt mere trætte, deres T-shirts er måske lidt mere krøllede, og strømperne matcher ikke helt, som de gjorde, da Politiken mødte dem et par måneder tidligere.

Til gengæld er der gjort meget ud af den børnevenlige eftermiddagssnack. Der er banan og avokado skåret i små stykker på skærebrættet midt på spisebordet.

Der er hjemmebagt knækbrød, smøreost naturel og ostehaps i portionsanretning forbeholdt det nye familiemedlem.

Trods familieforøgelsen virker de to mænd mere rolige, og alting er på en måde lidt mindre hektisk, end før de blev forældre. De virker til at have fundet sig til rette i et andet gear.

Nyeste skud på stamtræet

For præcis en måned siden landede trekløveret i Billund efter tre uger i Sydafrika. I ankomsthallen stod den nærmeste familie klar til at tage imod. Spændte på at møde familiens nye skud på stammen, som for alle fire bedsteforældre er første barnebarn.

»Inden vi gik ud, stod vi et par sekunder, kiggede hinanden i øjnene, tog en dyb indånding og sagde ’nu gør vi det’. Det var ret vildt at komme ud med Le i armene der«, fortæller Thomas.

»Der er mange følelser på spil, og vi blev rigtig rørte, fordi vi pludselig kunne mærke, hvor stort det er. Også for familien og vores forældre, som har været bekymrede for os, mens vi var væk. Men nu var vi hjemme, nu var der styr på det, og Le var med«, siger Rasmus.

Inden modtagelsen havde parret forberedt deres familier på, at der ikke blev plads til den helt store velkomstseance i lufthavnen, hvis datteren var for trist, for træt eller for overvældet.

Men Le var ved godt mod, og trods træthed hos hele den nye familie var der overskud til både gaver, leg og fotografiske forevigelser til den store guldmedalje, inden den nybagte familie tog turen til lejligheden i Aarhus, hvor det egentlige familieliv tog sin begyndelse.

Hverdagsboble og familiefølelse

Det er ret nøjagtigt ti år siden, at to unge mænd på deres tredje date første gang talte om børn. Dengang slog de det hen og cyklede sammen ud i natten.

Først flere år senere blev de enige om, at børn var noget, de begge to gerne ville. Der skulle dog gå endnu nogle år, inden det blev muligt for to mænd at danne familie på den måde, som de drømte om.

For det var ikke en regnbuefamilie, men en kernefamilie, de gerne ville have. Høje på kærlighed og forventninger tog de hul på en årelang adoptionsproces, som Politiken har beskrevet tidligere i denne uges serie, og til sidst tog de til Sydafrika for at hente den lille fine pige, de var blevet stillet i udsigt.

Nu er de hjemme igen. Den måned, der er gået, siden familien kom på dansk grund, er forløbet med gåture, køreture, tilvænning til ny mad og nye soverutiner.

Der er blevet eksperimenteret med, hvordan man nemmest vasker afrohår, og hvordan man lister en sovende baby af brystkassen, uden at hun vågner.

Mellemlandingen i Amsterdam

Der har været tid til at besøge venner og familie og til at høste nysgerrige blikke og kommentarer fra primært ældre damer i det lokale supermarked. Og så har den nyslåede familie været hos først Folkeregistret, så Statsforvaltningen og siden på kirkekontoret for at få skrevet den nytilkomne og deres indbyrdes familieforhold rigtigt ind i de danske systemer.

Og midt i alt det har følelsen af at være en familie indfundet sig. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår det blev sådan, men det gjorde det bare. Den er på en måde kommet snigende og har lagt sig i naturlig forlængelse af den beskyttertrang, som parret følte fra første øjeblik, de mødte Le.

»Det slog mig meget, da vi mellemlandede i Amsterdam på vej hjem fra Sydafrika, at nu er vi de nærmeste, hun har. Lige pludselig var vi dem, der var tættest på. Ellers havde vi jo været omkring mange, som på den ene eller anden måde kendte hende eller kendte til hendes historie. Men da vi landede i Amsterdam, var der ikke andre end os. Det var nok der, jeg følte mig rigtig meget som forælder«, fortæller Thomas.

»Jeg tror, det er meget instinktivt. Når du ved, der kun er dig, så træder du for alvor til«, siger Rasmus.

Samtidig er båndene mellem adoptivforældre og barn blevet styrket af, at Le fra et tidligt tidspunkt har signaleret en tryghed ved og naturlig tilknytning til dem som forældre.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Le godt ved, at vi er hendes primære. Det kan vi mærke, når vi er ude på besøg hos andre. Det er os, hun søger«, siger Rasmus.

Børnemad

Med Le på skødet forsøger han at brække kanterne af en chokoladekiks, så hun kan gumle på den del af kiksen, der ikke er chokolade på. Det ser hun ud til at være ret begejstret for, mens Thomas er mere skeptisk.

»Helse-Elserne har fortalt, at hun ikke må få for meget raffineret sukker, så det forsøger vi at leve op til«, siger han med et skælmsk smil.

Rasmus er egentlig den af dem, som går mest op i råd og vejledning for små størrelser. I hvert fald er det ham, der har nærlæst bøgerne ’Mad til spædbørn og småbørn’ og ’Sunde børn’, som ligger på en hylde i køkkenet.

Han slår gerne op for at se, hvor meget et barn som udgangspunkt skal sove, og hvordan fordelingen mellem fibre og fedt skal være i maden.

»Okay, så hun må ikke få for meget protein i forhold til fedt« og »sådan ser en børnelort altså ud, hvis der mangler fibre«, har Rasmus blandt andet lært.

»Vi snakker en del om lort, hvordan det ser ud, og hvad det måske er tegn på«, konstaterer Thomas.

Afslappede forældre

Selv om Rasmus er en anelse mere pylret end Thomas, beskriver de to fædre sig overordnet som ret afslappede forældre. Her bliver mad ikke uspiselig af at falde på gulvet, en gul karklud kan i en snæver vending godt bruges som vaskeklud, og de er ret enige om, at børn ikke dør af at spise lidt græs.

Selv mener Rasmus og Thomas ikke, at den afslappede holdning hænger sammen med, at forældreskabet består af to mænd.

»Jeg tror ikke, at vi er hverken mere afslappede eller mere hysteriske end heteroseksuelle forældre«, siger Thomas.

Når de taler med venner, der har børn som mand og kvinde, er det mest i forhold til praktiske ting, de skiller sig ud. For eksempel ved at de ikke ammer, men bruger sutteflaske. Og nogle gange minder de endda lidt for meget om omgangskredsens øvrige småbørnsforældre, synes de.

»Jeg kan bare høre, at alt det, vi har hørt fra venner de sidste ti år, kommer ud gennem vores mund lige nu. Jeg tænker faktisk ikke særlig meget over, at det er anderledes for os at være forældre, fordi vi er to mænd«, siger Thomas.

Kvinderne i familiens liv

På samme måde er begge fædre ret overbeviste om, at heller ikke Le bider mærke i, at familiekonstellationen er anderledes end de fleste. I hvert fald ikke endnu.

»Jeg tænker, at det kan blive et problem, når hun kommer i puberteten, får menstruation, kroppen ændrer sig, og hun oplever den første forelskelse ...«, siger Rasmus.

»Det er rigtig vigtigt for os, at hun fra en tidlig alder får mulighed for at spejle sig i kvinder også, og at hun ser, at kvinder også kan noget andet end mænd«, siger han og giver som eksempel, at det vil være oplagt, hvis det blev en kvindelig pædagog, som bliver Les primære kontakt i børnehaven.

»Det kan godt være, jeg er blåøjet, men jeg tænker, at det må simpelthen komme naturligt igennem de relationer, vi har«, siger Thomas og forklarer, at de hver både har en søster og en mor, som de har tætte forhold til.

Derimod er der andre netværk, som nok ikke kommer lige så naturligt, men som de nybagte fædre anser for mindst lige så vigtige for deres datter. Det betyder meget for dem, at Le møder både børn af andre homoseksuelle forældre og andre adoptivbørn, og de er allerede medlem af foreningen Aktiv Far, en forening for bøsser med børn, og en landegruppe for adopterede børn fra Sydafrika.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror, det handler om på flere måder at møde andre, hun kan identificere sig med, så hun ikke får en opfattelse af, at hun er den eneste, og at vores familieform er så unik. Hun skal opleve, at der er mange måder, man kan være familie på. At det ikke alt sammen er parcelhus og ligusterhæk og skandinavisk udseende mennesker«, siger Rasmus.

Svære godnathistorier

Ofte begynder adopterede børn i 2-3-års alderen at have spørgsmål til at være blevet adopteret. Det kommer tit i forbindelse med, at de opdager, at de har en anden hudfarve end deres forældre.

For Thomas og Rasmus’ datter kommer det måske endnu tidligere, når hun lægger mærke til, at de andre børn i vuggestuen har en mor.

På adoptionskurserne er det blevet anbefalet, at forældrene, fra børnene er helt små, fortæller dem historien om deres biologiske forældre, hvis den er kendt, og om, hvordan barnet efterfølgende kom ind i sin nuværende familie.

En aften før Le skulle sove, har Thomas derfor allerede, i hvert fald i brudstykker, fortalt hende historien om, hvordan hun endte hos to fædre i en lejlighed i Aarhus. Om hvordan Le ligesom de fleste andre adoptivbørn har en biologisk mor, som ikke havde overskud til at beholde og tage sig af hende og derfor har givet sin datter bort.

»Jeg synes, det er voldsomt at skulle fortælle, hvad hun kommer af. Det er svært at få lagt ordene ordentligt, synes jeg. En del af øvelsen går jo også ud på, at man selv får styr på sine egne følelser omkring det, så man ikke er så nem at tippe ud af balance, når hun bliver stor nok til også at forstå og stille spørgsmål til det, vi fortæller«, siger Thomas.

»Det skal selvfølgelig fortælles i børnehøjde, men det gør da ondt, at havde der været nogle andre forudsætninger, så kunne Le være opvokset med sin mor. Det vil formentlig også blive forbundet med sorg hos Le, og det er jo en sorg, som vi skal hjælpe hende med at kunne forlige sig med«, siger Rasmus.

Hverdagslykke

Mens Rasmus og Thomas fortæller, sørger en meget livlig krøltop på 10 måneder løbende for at påberåbe sig den opmærksomhed, hun synes, hun fortjener. Le kan endnu ikke tale, men pludrer højlydt løs, og der synes ingen tvivl om, at hun har meget på hjerte, når lydene inden længe indvilliger i at sættes sammen til ord.

Hun sætter sig først til rette i sin ene fars favn, men bliver så utålmodig og kravler fra lår til lår over til den anden far. Her hos Thomas sidder hun lidt, spiser dele af et kirsebær, som han bider stenen ud af, og læner sig så tilbage for kort efter at falde i søvn i hans arme.

Rasmus og Thomas sænker begge stemmen, men taler derefter videre om livet som familie.

»Det er bedre, end jeg havde forestillet mig. Jeg har virkelig haft nogle svedeture nogle gange gennem årene, når Rasmus har talt om, at vi skulle have børn. Men jeg synes bare, det er hyggeligt. Jeg er virkelig positivt overrasket over, hvor dejligt det er«, siger Thomas og kigger over på Rasmus.

»Jeg har også været rigtig overrasket over Thomas. Det var meget hurtigt, Le fik fat om hans hjerte. Og det har været noget, han ikke selv har kunnet styre«, siger Rasmus.

Sommeren har været god i år, bliver de enige om. Tæt på lykkelig, faktisk.

»Jeg forbinder lykke med sådan nogle kortvarige ’ååh’, og dem synes jeg der har været mange af. Det der med, at hun vågner om morgenen med et smil og vil op og er helt fuldstændig hysterisk glad for at se én igen, det går bare lige i hjertet«, siger Rasmus.

Når jobbet skal passes

Siden de tog til Sydafrika har begge fædre været på barsel, men i slutningen af juli vender Thomas tilbage til sit job som designer hos Lego.

For Le og Rasmus betyder hverdagen, der venter efter sommerferien, babysvømning og fædregruppe. Og hvis alt går vel, skal Le til oktober begynde i vuggestue, mens Rasmus efter jul skal tilbage til arbejdet som klinisk psykolog.

Lige nu lever de i en boble, forklarer de selv, og de er ikke blinde for, at det bliver noget andet, når familieidyllen også skal tilpasses en hverdag.

»Det er jo et meget symmetrisk forhold, vi har lige nu. Når jeg begynder at arbejde igen og Rasmus går herhjemme og siger babylyde hele dagen, kan det godt være, det kommer til at teste os«, siger Thomas, som allerede får lidt ondt i maven ved tanken om kun at have halvanden time med Le om dagen, når en hverdag med fuldtidsarbejde og lang transporttid igen melder sig.

Betænkelighederne ved, at hverdagen sætter ind, er dog ikke større, end at parret – hvis alt fortsætter som nu – allerede om et halvt års tid vil søge om godkendelse til at adoptere et barn mere.

Klar til endnu et barn

Drømmescenariet er at kunne føje endnu et medlem til familien om to år, og denne gang er de helt afklarede med, at også det næste barn har et såkaldt special need, som kan dække over forskellige, typisk mindre sygdomme eller lidelser.

For det er en betingelse fra sydafrikansk side, at homoseksuelle par, der ønsker at adoptere, kun kan søge børn medspecial needs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Le er således også født med et special need, og Thomas og Rasmus ønsker at holde det inden for familien, hvilket ’særligt behov’ hun har. Men det er et special need, som de sagtens kan leve med og håndtere.

»Som udgangspunkt vil man jo gerne have et sundt og rask barn, men det er så ikke en mulighed, og faktisk fylder det meget lidt i vores liv med Le. Vi er tilknyttet børneafdelingen på Skejby, og hun skal have sin medicin, men det er det«, siger Rasmus.

»Le har indtil videre været så nem og glad og har bare taget imod os. Vi ved jo ikke, hvordan barn nummer 2 bliver«, siger Thomas.

»Men vi tror, det vil være godt for Le at have en bror eller en søster«, siger Rasmus.

Thomas stemmer i:

»Helt afgjort, vi skal være fire«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce