Danske sæddonorer opgiver i stigende grad deres anonymitet, for at give donorbørn mulighed at kende deres ophav. Udviklingen skyldes øget medieomtale og en generel aftabuisering af assisteret reproduktion, vurderer både sædbanker og en ekspert. Kilde: politiken.tv / Foto: Joachim Adrian / Klip: Henrik Haupt

Familieliv

Donorbarn: Jeg går tit og tænker på, hvordan min far ser ud

Siden hun som 15-årig fandt ud af, at hun var donorbarn, har Malou Freimann Olesen levet med et konstant behov for at finde ud, hvem hendes far er.

Familieliv

Malou Freimann Olesen troede egentlig, at hun havde samme far som sin ældre søster. En far, der aldrig havde været en ret stor del af søstrenes liv, men en far med et ansigt, et navn, en historie. Først da hun som 15-årig stillede sin mor en række spørgsmål om sin far, fortalte moderen, at hun var blevet til med donorsæd.

»Det var lidt, som om hele min verden styrtede i grus. Hvem er jeg så? Hvor kommer jeg fra?«, siger Malou Freimann Olesen, der i dag er 24 år og arbejder i flyvevåbnet.

LÆS ARTIKEL

Hun var enormt ked af det og holdt i flere måneder afstand til sin mor og resten af sin familie, som alle havde kendt til hemmeligheden. Samtidig begyndte behovet for svar at vokse i hende. Hun havde brug for at vide, hvor halvdelen af hendes gener kom fra. Men hun havde ikke engang et donornummer, og derfor kunne de arkiver, hun opsøgte, ikke hjælpe hende. I dag har hun indstillet sig på, at hun aldrig finder sin biologiske far.

Forfærdeligt

»Det er helt forfærdeligt, at jeg aldrig får en chance for at finde ud af, hvem han er«, siger Malou Freimann Olesen, der mærker, at tvivlen fylder i hverdagen:

»Jeg går tit og tænker på, hvordan min far ser ud. Det er noget, der påvirker mig uden at ødelægge mit liv. Det er noget, jeg altid har med mig«.

Hun er medlem af gruppen ’Donorbørn uden nummer’ på Facebook, og her møder hun mange andre, der leder forgæves som hun selv, men læser også om dem, der lykkes med at finde deres donor. Det nærer det sidste af hendes eget håb. For hun kan alligevel ikke helt give slip. Det er simpelthen så vigtigt. Også selv om hun ved, hun er ønskebarn. Malou Freimann Olesen ønsker derfor, at hendes mor kunne have valgt en åben donor, som hun i dag kunne tage kontakt til. Moderen spurgte dengang efter mere information om donoren, men fik ingen.

»Jeg tror ikke, jeg ville have lyst til at lære ham at kende. Men jeg ville have lyst til at se ham. Se, om jeg ligner ham. Det kunne gøre min identitet mere fuldstændig, og jeg håber, det kunne give mig ro«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce