På eget initiativ besøger en gruppe mødre og deres babyer hver onsdag de ældre på plejecentret Strandmarkshave. Kilde: Politiken / Nima Hajarzadeh

Familieliv

Babyer på plejehjem vækker liv i de gamle

Onsdag er lig med babybesøg, glæde og gamle historier på plejecentret Strandmarkshave.

Familieliv

Her er stille som på en sygehusgang.

To ældre damer sidder i hver sin stol og stirrer ud i luften. Ingen af dem siger et ord.

Men så sker der noget.

»Se, der kommer de. Alle børnene«, siger en af damerne.

Ind ad døren kommer unge mødre gående med deres babyer i barnevogne, og ud gennem forskellige døre trisser flere gamle damer frem. På få minutter er der skabt en trafikprop af barnevogne og rollatorer på gangen her på plejecentret Strandmarkshave i Hvidovre.

Katharina Mazanti Zorde parkerer barnevognen i venstre side af gangen og tager sin søn Jakob på 4 måneder op på armen. En af de ældre damer stopper op på siden af hende og får øjenkontakt med Jakob.

»Hej med dig. Ja, hej med dig. Aaaahhh. Ja. Aaahhh«, siger Oda Venk på 93 og rusker Jakobs hånd blidt.

Jakob spjætter og griner i armene på sin mor.

»Jeg tror, han kan huske dig«, siger Katharina Mazanti Zorde.

Dejlig turistattraktion for de ældre

Det er tredje onsdag i træk, hvor babyerne, deres mødre og de gamle damer er samlet på plejehjemmet. Det er et privat initiativ, som opstod ved, at Mette Marie Thomsen for en måneds tid siden kontaktede plejehjemmet og spurgte, om hun og andre mødre måtte kigge forbi med deres babyer.

»Jeg startede det, fordi jeg kan se, hvor meget glæde det bringer, når børn og ældre mødes. Og så er det også en måde at lære folk i lokalområdet at kende på og et sted, hvor mødregrupper, der ikke har plads til at invitere 12 mennesker hjem, kan komme«, siger 36-årige Mette Marie Thomsen, der har lavet et opslag i en Facebookgruppe for folk i Hvidovre om, at alle mødre og babyer er velkomne hver onsdag formiddag på plejehjemmet.

Og tilslutningen til initiativet er stor. Ind ad døren kommer stadig flere barnevogne og rollatorer til. De ældre sætter sig i sofaer og bløde bordeauxfarvede lænestole i en cirkel om de 6 babyer, der ligger eller sidder på måtter foran dem.

En af dem, der sidder på måtten, er Sigurd på 7 måneder. Han kigger op på Oda Venk, der sidder i sofaen og bevæger armene dansende fra side til side. Sigurd gentager bevægelserne med sine små arme og griner pludrende.

»Det var ham, der var så stærk i ryggen sidste gang«, siger en af damerne om Sigurd.

»Og han sang godt. Der bor en baager...med sukker på«, begynder Oda at synge med sin hæse stemme.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: FRANDSEN FINN

I rundkredsen af gamle damer er alle blikke rettet mod babyerne. Damerne smiler, og lysene i deres øjne stråler så magisk, at de ser helt nyforelskede ud. Som om at verdens dejligste turistattraktion foregår på gulvet lige foran dem.

»Det er så dejligt, når de kommer. Man havde jo næsten glemt, hvordan det var at være mor i sine unge dage. Men så kommer man pludselig i tanke om det og alle de gode minder«, siger Bodil Hansen på 88 år.

Udsigt til babybesøg på flere plejehjem

Fremover kan ældre på andre plejehjem i København også se frem til at få besøg af babyer.

For Københavns Kommune har for nyligt vedtaget, at der til sommer skal arrangeres babybesøg på kommunens plejehjem, efter det i Aarhus Kommune har vist sig at være en stor succes, siden det blev indført for et år siden.

København vil kopiere ordningen fra Aarhus, hvor det lige nu fungerer således, at plejecentre kan registrere sig på en hjemmeside, hvis de har lyst til babybesøg. Herefter kan forældre på barsel finde et plejecenter i nærheden og kontakte centret for at aftale besøg.

Hos Plejeboligerne Jasminvej, som består af to aarhusianske plejehjem, har besøgsbabyerne »i den grad været en succes«, mener plejehjemslederen.

»Vi lader besøgsbabyerne besøge de allerdårligste demente - altså dem, vi har rigtig svært ved at nå ind til, og som befinder sig i en slags skal. Når mødrene så går rundt med babyerne til de forskellige, så de er lige for næsen af dem, rækker beboerne ud efter dem. Der kommer smil i øjnene på dem, og pludselig kommer der kontakt. Det er virkelig fantastisk at opleve«, sagde plejehjemsleder Lis Munk til Politiken forleden i forbindelse med en artikel om, at Københavns Kommune indfører besøgsbabyer på plejehjemmene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lidt savl skader ikke

Tilbage på plejehjemmet i Hvidovre er der da heller ingen tvivl om, at babyerne skaber glæde. Både for de ældre med og uden demens.

»Det er herligt med så mange små børn på én gang. Og så er det endnu dejligere, når man begynder at kende dem lidt. Når de rækker armene frem for at komme over at sidde ved en, er det så skønt«, siger Ingelise Kristensen, der kort tid forinden sad med med en af pigerne på skødet og aede hende på maven.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: FRANDSEN FINN

Ovre i en af sofaerne har Mette Marie Thomsen med sin søn Sigurd sat sig ved siden af Rina Rasmussen, en lav dame med pukkelryg. Mette holder Sigurd i ud strakt arm, så han står og hopper på hendes ben.

»Hoppe, hoppe«, siger Rina og tager fat i Jakobs hånd.

»Hov, nu savlede han på dig«, siger Mette til Rina.

»Det skader ikke mig«, siger Rina og begynder selv at bevæge sig op og ned i sofaen - dog i et noget langsommere hoppe-tempo end Sigurd.

Begyndelsen og enden åbner for gode snakke

Det er ikke kun de ældre, der får meget ud af babybesøgene. Alle mødrene siger enstemmigt, at det også er givende for dem. Dels, fordi man lærer folk i lokalområdet at kende, og dels fordi det i sig selv er dejligt samvær.

»Jeg bliver selv glad af at være blandt så mange smil. Og så er det rigtig hyggeligt at høre alle de ældres fortællinger om, hvordan det var at være mor og barn for mange år siden«, siger Katharina Mazanti Zorde.

Katharina sad for lidt siden og snakkede længe med en af de andre ældre damer, Edith Nørregaard. Om, hvordan man passede sine søskende fra 11-års alderen, mens mor gik på arbejde. Og om, hvor priviligerede kvinder er i dag, når de har et års barsel med deres barn. Og om, at de gamacher, mange børn har på i dag, altså bare er ret smarte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: FRANDSEN FINN

»Når begyndelsen og enden er i samme rum, bliver der åbnet op for mange gode snakke. Og børnene bliver rolige af de ældres samvær, fordi de tager sig tid til børnene på en anden måde. De er her i nuet og har ikke travlt med deres telefoner eller andet - det kan børnene mærke, tror jeg«, supplerer Mette Marie Thomsen.

Formiddagsbesøget er ved at være slut. I takt med at flere og flere mødre kører af sted med barnevognene, og de ældre ruller til frokost med deres rollatorer, sænker stilheden sig over plejecentret igen.

Tilbage sidder Oda Venk, Mette Marie Thomsen og Katharina Mazanti Zorde og snakker. En af de ansatte ved centret kommer for at hente Oda med til frokost. Oda tager fat i sin rollator og rejser sig langsomt fra sofaen.

»Jeg kommer igen næste gang«, lyder hendes afskedshilsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce