Annonce
Annonce
Livsstil

De perfekte piger: »Vi må aldrig ramme bunden«

Fem gymnasiepiger giver et sjældent indblik i deres tanker og mentale trivsel.

De unge i Danmark har ikke fået det nemmere. Tværtimod er deres mentale trivsel kun gået én vej de sidste 20 år. Nemlig nedad. De sover dårligere og i kortere tid, deres stress øges, livstilfredsheden er faldende, og flere oplever symptomer på angst og depression.

Og på alle disse parametre går det særlig skidt for pigerne. Det fremgår af en ny stor rapport om børn og unges mentale helbred fra Vidensråd for Forebyggelse.

LÆS ARTIKEL Stress og nedtrykthed: Unge kvinder har det sværest

Politiken har mødt fem gymnasiepiger, der lukker os indenfor i en dagligdag med stress, skyld, selviscenesættelse og perfektionisme.

karakter.  Christine, 19 år. »Når man har muligheden for at få 10, hvorfor så nøjes med 7«. Foto: Selfie

Er det godt nok for jer at klare jer middelgodt?

Christine: »Nej, for vi lever et liv – også derhjemme – hvor vi forsikrer os i hoved og røv. Vi må aldrig ramme bunden. Heller ikke som familie. Men bunden er meget højt oppe. Det er ikke godt nok med et 7-tal, vi skal have 10. Vi er vokset op med, at man skal være bange for at ramme bunden. Når man har muligheden for 10, hvorfor så nøjes med 7?«.

Emma: »Der er så meget fokus på det perfekte liv alle steder. Og den perfekte krop. Som pige bliver man hele tiden vurderet på sit udseende. Vi er blevet objekter«.

Alice: »Man vil gerne se pæn ud, mens man jonglerer med alle boldene. Så det ikke ligner noget, man sveder over. Det skal se sjovt ud at tage til fest fredag, lave lektier lørdag og pleje familien søndag. Der er virkelig run på«.

Hvor kommer den forventning fra?

Astrid: »Sociale medier har skabt et ideal. På Instagram skal vi se perfekte ud. Alle vil gerne ramme det ideal. Så snart der er et mål for det såkaldt perfekte, bliver barren hævet til en ny perfekt. Det samme gælder i skolen«.

Anna: »Vi har så mange frie valg. Men de gør os også bange for at tage det forkerte valg. Rigtig mange, især piger, kan godt lide at lægge planer for deres liv. Men med planer kommer også forventninger til, hvordan tingene skal foregå. Karakterer bliver noget angstpræget. Man kan gøre så og så meget, men herefter er det op til læreren. Vi kan styre, hvor stor en indsats vi gør, men ikke styre resultatet af det, karakteren. Den ligger uden for det, vi selv kan kontrollere«.

LÆS OGSÅ Studiestart presser unge psykisk

Tror I, at jeres forældre havde det på samme måde, da de var unge?

Emma: »Min mor kan tit kigge mig i øjnene og sige: »Jeg kan godt forstå, at du synes, det er hårdt. Det må virkelig være barskt at være ung i dag. Dengang vi var unge, satte vi en ære i at være naturlige. Vi var ikke så kropsforskrækkede. Vi kunne aldrig drømme om at gå med bh. Man blev heller ikke pacet frem på samme måde. Man havde tid til at finde sig selv«. Hun siger tit, at jeg ikke behøver at stresse så meget over mine afleveringer: »Du ryster det jo bare ud af ærmet«. Nej mor, det kræver faktisk ret meget«.

fritid.  Emma, 17 år. »Jeg har droppet mange af de andre ting, jeg går op i, for ikke at få stress«. Foto: Selfie

Anna: »Ligegyldigt hvilken tid vi lever i, kan man finde noget, der er hårdt. Det tror jeg«.

Alice: »Man kan ikke gå gennem livet uden op- og nedture. Det handler om, hvordan man behandler dem«.

Vi har selv skylden

Emma: »Lige nu har jeg valgt, at det eneste krav, jeg har til mig selv, er at få en god studentereksamen. Jeg har droppet mange af de andre ting, jeg går op i, for ikke at få stress. Men jeg kan tit føle mig doven og blive bange for, om jeg nu laver nok i mit liv. Somme tider kan jeg ikke engang se en hel film, uden at jeg føler, at jeg spilder min tid«.

Hvem bærer skylden for, at I er så hårdt pressede?

I kor: »Os selv, helt sikkert!«.

Christine: »Vi tænker meget, at når nu jeg gør alt fuldt ud, hvorfor kan jeg så ikke få en bedre karakter?«.

Hvorfor bliver I ikke sure på skolen eller politikerne i stedet?

Emma: »Jeg har en idé om, at da mine forældre var unge, var de mere idealistiske, mere politiske. Man var mere i oprør mod samfundet. Vi er mere i oprør mod os selv«.

Hvornår har I sidst deltaget i en demonstration mod skolen, ministeren eller ’systemet’?

Emma: »Vi er ikke så kritiske over for systemet«.

LÆS OGSÅ Over halvdelen af gymnasieelever skader sig selv for at tackle livet

drenge.  Alice, 19 år. »Drengene er helt klart bedre til at sige fuck det«. Foto: Selfie

Anna: »Det handler om os selv. Det er vores egen skyld, at vi kører os selv op i gear. Jeg har et ansvar. Sådan føler jeg det. Jeg kan selv vælge, hvordan mit liv skal være. Det handler om, at jeg vælger det her 100 procent. Jeg vil helt klart skyde skylden på mig selv«.

I går i gymnasiet, klarer jer godt og er unge og smukke. Føler I jer ikke som vindere?

Anna: »Jeg føler mig ikke som vinder. Men en fighter måske. Ja, det er stressende, men hvem fanden har ikke prøvet det. Det er jo ikke normalt at have det godt hele tiden. Men jeg affinder mig med det. Jeg bryder mig ikke om at lave oprør. Go with the flow«.

Får I ros hjemmefra for jeres indsats?

Christine: »Hvis mine forældre roser mig for et fag uden at se beviser for, at jeg skulle være god til det, kan der godt komme en følelse af, at det her burde jeg være god til«.

Alice: »Der er forskel på ros og støtte. Det har ikke nødvendigvis den største effekt, når ros kommer fra ens inderkreds. Det fortæller måske mere om, hvilke forventninger de har til en. Når du får ros af din mor eller far, er det mere: Hvad ved du om det – du er bare min mor«.

Anna: »Hvem kommer rosen fra? Der er en forskel. Når ens mor siger: ’Hvor er du god, skat’, tror man måske mindre på det, end når ens lærer siger: ’Respekt’. Det giver en helt anden følelse. Hvis man får en masse ros derhjemme, kan det godt clashe med det, man møder udenfor, hvis det viser sig, at man ikke er god til det. Hov, jeg er ikke toppen af poppen her. Jeg skal faktisk gøre noget for at få ros«.

Drenge ikke bange for ’at dø’

Er drengene under samme pres som pigerne?

Emma: »Det virker til, at det går lidt nemmere for drengene. De har ikke alle de pigeskrupler. Jeg tænker og grubler meget over, at nu er jeg ked af det. Mange af mine drengevenner har ikke det samme behov for at gøre alting 100 procent. De spiller måske en masse musik, og så går de også på gymnasiet, hvor de lige får et 4-tal, og hvad så«.

Anna: »Måske generaliserer vi, men når min lillebror spiller computer, dræber han folk hele tiden og er selv lige ved at dø konstant. Det er et meget godt eksempel på, at drengene i overført betydning ikke er så bange for ’at dø’ om lidt. Det er deres mentalitet. Vi tillægger alting utrolig meget vigtighed. Når jeg føler noget, føler jeg det extra-extra-large«.

Alice: »Drengene er helt klart bedre til at sige ’fuck det’. Det hele behøver ikke være så konstruktivt og progressivt hele tiden for dem«.

Emma: »Piger taler rigtig meget sammen. De italesætter en masse og opbygger en fælles bevidsthed. Og fælles forventninger til os selv, som også gør, at vi sammenligner os med hinanden. Vi er gode til at sige til hinanden: Tag den nu med ro. Men vi kan ikke bruge vores egen medicin på os selv«.

weekend.  Anna, 18 år. »Hvis man ikke bliver liket en lørdag aften, så er det nok, fordi alle andre er til fest«. Foto: Selfie

Er de sociale medier en med- eller modspiller i jeres liv?

Alice: »De lægger helt sikkert også et pres. Men det er blevet bedre med tiden. I 1. g var det mere pinligt, hvis man for eksempel ikke fik likes nok. I dag betyder likes ikke så meget«.

Anna: »Der er stadig den der med, at det bare ikke kan ske, at man ikke får over 15 likes. Igen – ingen – gider ramme bunden. Folk sletter deres opslag igen, når de ikke får nok likes. Hvad fanden foregår der egentlig? Da jeg fik Facebook, var det skideskægt. Hvad skal jeg være i dag, hvilken farve skal jeg have, hvilket billede. Det var en sjov mulighed for at forme sig selv. Hvad vil jeg gerne være? Og hvad er jeg egentlig?«.

Astrid: »På Facebook handler det for mange om at skabe et perfekt billede af sig selv. Noget så ligegyldigt, som hvor mange likes man får, er blevet blæst op og virker som en afgørende faktor for, hvordan man har det med sig selv.«.

Alice: »Folks mangel på reaktion, når der dukker seriøse opslag op på Facebook, er slående. Det er de færreste, der reagerer, når folk skriver følelsesladede opdateringer. Der hersker altså en slags onlineberøringsangst, samtidig med at mange virkelig sælger ud af sig selv på Facebook«.

Dårlig smag i munden

Anna: »Jeg slettede min facebookprofil i en uge. Det er lidt ubehageligt at finde ud af, hvor meget det har wrapped you up. Hvis jeg siger nej til Facebook, får jeg heller ikke at vide, hvad der sker og hvornår. Jeg mister en masse social kontakt. Det er faktisk ret ekstremt at slette det bare en uge. Det er jo en stor del af vores hverdag. Vi kan ikke leve uden det«.

Alice: »Folk refererer jo også hele tiden til ting, der sker på Facebook«.

Stresser de sociale medier jer?

Alice: »Jeg kender mange, der spiller musik, som poster deres spillejobs«.

LÆS OGSÅ Mange unge har været sygemeldt af stress

Christine: »Ja, så skriver de: Jeg spillede lige 24 koncerter på jazzfestivalen«.

Alice: »Ja, og jeg spillede kun 5. Der er et pres i det«.

Christine: »Men jeg vil gerne pointere, at det slet ikke stresser mig at være på Facebook. Hvis nogle kan føle sig stressede og pressede, er det deres selvværd, man skal arbejde på at forbedre«.

Anna: »Der er også noget utroligt demokratisk over Facebook og Instagram. Alle kan skrive derinde. På en måde er det også meget fedt, hvis man finder en glæde i at udtrykke sig selv på den måde. Der er de længste diskussioner på Facebook nogle gange«.

perfekt.  Astrid, 18 år. »Så snart, der et mål for det såkaldt perfekte, så bliver barren hævet til en ny perfekt«. Foto: Selfie

Emma: »Jeg synes, det er en mærkelig form for demokrati. Mange politiske debatter på Facebook er fordummende. Folk skriver, hvad de vil, uden overvejelser. Der er blandt andet en masse racisme og kommentarer. Jeg får en dårlig smag i munden af folk, for de ville jo aldrig sige de ting, de skriver, ansigt til ansigt. Jeg har fravalgt at udtrykke mig politisk eller religiøst. Der er også mange personlige ting, jeg ikke vil have stående«.

Hvor galt kan det da gå på Facebook?

Anna: »Hver gang man lægger noget ud, blotter man sig. Det er jo det samme som at spørge folk: Kan I lide det, jeg laver? Er jeg en fed person? Hvis man så bliver ignoreret, kan man godt føle sig lidt ensom. Virtuelle misforståelser er der rigtig mange af. Der er mange illusioner om, hvordan tingene er, og så er de i virkeligheden helt anderledes. Hvis ikke man bliver liket en lørdag aften, er det nok, fordi alle andre er til fest«.

Hvor meget går I op i billeder og selfies?

Anna: »Det er sjovt at lægge farver på og lige pludselig ser verden mere hyggelig ud. Det skal da ud, så folk kan se, hvor meget jeg hygger mig. Det kan jeg rigtig godt lide«.

Astrid: »Det med billederne er jo ikke noget, vi tænker over«.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce