Ehm, Storm og Anja er hverken kvinder eller mænd. Hør hvordan de gerne vil tiltales. Kilde: politiken.tv / Foto: Janus Engel Rasmussen, Klip: Mikkel Stoumann Fosgrau

Trivsel

De er ikke kvinder - de er ikke mænd

Storm, Anja og Ehm er født i pigekroppe, men de føler sig ikke som kvinder. De gør op med forestillingen om, at der kun findes to køn – en beslutning, der provokerer og forvirrer de fleste, de møder.

Trivsel

Storm Lillevang er høj. Næsten 190 centimeter med sneakers på. Hendes hår er lyst og kort, hun er bred over skuldrene, og hendes lange arme er udsmykket med farverige tatoveringer med pistoler, der skyder med hjerter og budskaber som ’Stand up, Speak up’. Stemmen er blød og rolig, bevægelserne ligedan. Storm gør ikke meget væsen af sig, men alligevel hidkalder han sig en del opmærksomhed, når han går ned ad strøget i Aarhus, hvor han bor.

For er Storm en han? Eller en hun? Spørgsmålet trænger sig på for de fleste, der møder hende første gang. Men svaret er langtfra enkelt, for 26-årige Storm er hverken eller, hvis man spørger ham selv. Hun er født som pige, men har aldrig følt sig sådan. Og tanken om at skifte køn og blive en mand har ikke umiddelbart været tillokkende. Storm er ’genderqueer’. Hendes køn er ’nonbinært’. Komplicerede ord, der for Storm betyder, at hun befinder sig et sted uden for de såkaldt binære kønskategorier, mand og kvinde. Det er svært at begribe for de fleste i Storms liv. For i et samfund, hvor det at være enten kvinde eller mand spiller en rolle i uanede facetter af livets forhold, er det aparte at sige, at man ikke føler, man tilhører en af de to kategorier.

»Langt de færreste tager stilling til deres køn, for det er noget, stort set alle bare tager for givet. Enten er du mand, eller også er du kvinde. Sådan fungerer det ikke for mig. Jeg er hverken eller og begge dele på en gang«.

Storm bliver ofte mødt af undren, når hun møder nye mennesker. De har brug for at få placeret hendes køn, før de kan fokusere på andre ting.

»Folk bliver utrygge, når de er i tvivl. De kan ikke se mig som menneske, hvis de ikke kan få at vide, om jeg er en mand eller kvinde«.

Også i hans omgangskreds bliver folk forstyrrede og i tvivl. Vil Storm være en mand, når hun nu ikke vil være kvinde?

»Folk bliver bange, når de bliver i tvivl om, hvad det indebærer, at jeg er nonbinær. Men for mig er det bare et helt grundlæggende ønske om ikke at placere mig i de bokse, samfundet definerer for mænd og kvinder. Det er en rejse, hvor jeg er ved at finde mig selv et sted, der måske provokerer nogen, men som fungerer for mig«, siger Storm, der skiftede navn for knap et år siden.

Hun bliver irriteret, hvis hendes venner og familie insisterer på at kalde hende Sara, som hun hed før. For det betyder noget, at omverdenen respekterer, at han ikke føler sig som en pige.

Er jeg transkønnet?

Indtil for nylig gik Storm med sine tanker alene. Hverken i opvæksten med fem søskende i en lille by uden for i Ringkøbing, i sit feriejob som hjemmehjælper eller på kandidatuddannelsen i socialt arbejde på Aalborg Universitet har han mødt andre med samme følelse af at befinde sig uden for de gængse kønskategorier.

Men da hun meldte sig som frivillig i en gruppe ved navn Normstormerne, der i samarbejde med Aarhus Kommune tager ud på skoler for at fortælle om at bryde normer inden for køn og seksualitet, mødte hun andre som sig selv. Blandt andre Ehm Hjorth Miltersen og Anja Bech, der ligesom Storm siger nej tak til at blive defineret som kvinder.

»Jeg har aldrig opfattet mig selv som pige eller dreng. Men bare følt instinktivt, at jeg ikke hørte til, ikke passede ind blandt nogen af de andre«, siger Ehm.

Hen retter diskret på sine firkantede briller. Hens hår er kort, brunt og pjusket med en tynd fletning af nakkehår ned ad ryggen. Smilet er på en gang bredt og forsigtigt, øjnene milde og rolige. Ehm er 20 år, læser lingvistik på Aarhus Universitet og betegner sig ligesom Storm som nonbinær. En term, hens forældre, der begge er feminister, har det helt fint med, ligesom de accepterer at bruge den ikke-kønnede betegnelse ’hen’, når Ehm skal omtales.

Men selv om Ehm har fået lov til at udfolde sig som et individ et sted midt imellem, har jagten på en kategori at passe ind i fyldt en del. Da hen var 15 år, begyndte hen at overveje, om fornemmelsen af at være anderledes end skolekammeraterne bundede i, at hen var en dreng, og søgte på Google for at finde ud af mere om transkønnethed. Der stødte Ehm på begrebet ’genderqueer’ og fandt ud af, at en del andre har følelsen af at være hverken eller.

»Det er ikke noget, jeg fortæller vidt og bredt, for de fleste forstår det ikke. Så sent som i går på studiet blev jeg spurgt af en, om jeg er en dreng eller pige. Da jeg sagde, at jeg er nonbinær og er hverken eller, svarede han ’det ved jeg ikke, om jeg kan tro på’. Det var ret provokerende, for det her handler ikke om tro. Det er jo ikke en religion, jeg fortæller om«, siger Ehm.

Den opfattelse deler 25-årige Anja til fulde. Det er ikke umiddelbart til at se på hendes bløde ansigtskonturer, hendes grå T-shirt med print og hendes lyserøde og lyseblå korte hår, men Anja har ligesom Storm og Ehm altid været klar over, at hun ikke var som andre piger. Hendes passion for computerspil og andre nørderier får mange til at tænke, at hun er en typisk drengepige.

Men for hende er det ikke så enkelt. At hun i dag betegner sig som nonbinær, er mere end bare et oprør mod at skulle være kvinde på en bestemt måde, forklarer hun.

»For mig handler det ikke om, hvordan jeg ser ud. Det handler om, hvordan jeg har det indeni, og hvordan jeg gerne vil opfattes«, siger Anja, der ligesom Ehm var i tvivl om, om hun skulle være en dreng, da hun var 15-16 år. Men hun fandt ud af, at hendes trang til at agere som en mand snarere hang sammen med at bryde fri af de forventninger, der er til hende som pige og kvinde.

»Jeg ville ønske, at alting ikke var så ’kønnet’. At vi bare kunne definere hinanden som mennesker og ikke hele tiden som ’han’ eller ’hun’ og antage, at folk er på bestemte måder, der afhænger af deres køn. Det føles ubehageligt at blive tvunget til at forholde sig til at være kvinde i alle relationer«, siger Anja.

Det begrænsende sprog

At være genderqueer er et begreb, der stammer fra USA, hvor queerteorien i starten af 1990’erne begyndte sin udbredelse med kønsforsker Judith Butlers bestseller ’Gendertrouble’. En bog, der kritiserer det gængse tokønssystem og de implicitte forventninger om, at man som individ er kodet til at blive tiltrukket af det modsatte køn af sit eget.

I dag er ordet ’queer’ et forholdsvis kendt begreb, som mange associerer med dansende dragqueens med fuldskæg og parader i homomiljøet. Men det dækker også den personlige kamp for at få lov at træde ud af kønskategorier for mennesker som for eksempel Ehm, Storm og Anja, forklarer køns- og medieforsker Tobias Raun, der i en årrække har forsket i queerteori.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Lige fra man bliver skannet i sin mors mave, bliver man defineret som enten dreng eller pige. Man bliver indrulleret i et system, hvor der knytter sig en masse forventninger til det at være mand eller kvinde, både i forhold til hvordan du ser ud, hvordan du gebærder dig, og hvem du tænder på. Forventninger, som for de fleste er helt usynlige og selvfølgelige, men som for mennesker, der ikke føler, de passer i nogen af kategorierne, er enormt begrænsende«.

Der er en del kvinder, som gerne vil have mulighed for at udvide kvindekategorien ved i påklædning og adfærd at trække på det, vi kulturelt forstår som maskuline koder, siger Tobias Raun.

Langt de færreste tager stilling til deres køn, for det er noget, stort set alle bare tager for givet

Men disse kvinder har det ofte fint med selve kategorien kvinde – og ønsker ikke at overskride den, men blot udvide den. For genderqueers forholder det sig anderledes – her er det selve tokønssystemet, man finder utilstrækkelig og misvisende til at beskrive sin identitet.

»Der er ikke mulighed for at placere sig mellem kønnene og bare få lov ’at være’. Kønskategorierne er alt for indgroede til, at man kan få lov til at blive opfattet helt uden for dem – i stedet tvinges man ofte til at skulle forholde sig til dem«, siger forskeren

At vores mainstreamsprog ikke har ord for at beskrive mennesker, der hverken er han eller hun, så vi for eksempel må ty til det svenske ’hen’, der kun er kendt af en meget lille del af befolkningen, fortæller noget om vores tilgang til det ikke-kønnede, mener Tobias Raun.

»Folk er ved at brække tungen over at skulle sige noget andet end han eller hun. Det findes ganske enkelt ikke i folks bevidsthed. Og det er et problem for de mennesker, der har behov for at få lov at befinde sig uden for kønskategorierne. For hvis man ikke engang kan italesætte det, de er, er det meget svært at forholde sig til«.

Bliver til gennem relationer

Mange tror, at det at være nonbinær eller genderqueer hænger sammen med seksualitet, og de fleste spørgsmål Ehm, Storm og Anja får, handler om, hvem de er tiltrukket af. Vidt forskellige mennesker, viser det dig. Storm kan lide kvinder. Anja har en mandekæreste. Ehm er aseksuel og har aldrig følt sig tiltrukket af nogen.

»Det at være nonbinær har intet med vores seksualitet at gøre. Det handler om vores køn, og de to ting hænger ikke per definition sammen«, siger Anja.

Men at det forholder sig sådan, er ofte svært at forklare andre, oplever de alle tre. Som Storm siger:

»Jeg er i et forhold med en kvinde, og når folk finder ud af det, definerer de mig som lesbisk og kan bedre forstå, at jeg har et androgynt udtryk. Så passer tingene sammen i deres hoveder. Men det er jo ikke det, det handler om for mig«.

»Ja, det er skørt, at det er så svært at forstå«, supplerer Anja, der både føler sig tiltrukket af mænd og kvinder. Og transkønnede, og alt derimellem, tilføjer hun.

»Folk beskriver mig som biseksuel, altså at jeg kan lide to køn. Det er endnu et ord, der viser, hvor begrænsende sproget er«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvorfor er det så vigtigt, at omgivelserne forstår og respekterer, at Ehm, Storm og Anja er nonbinære? Kan de ikke bare leve, som de vil, og være ligeglade med, om samfundet forstår, at det er muligt at være hverken eller?

»Min identitet handler ikke om andre end mig. Men hvis jeg hele tiden bliver defineret som noget andet, end jeg føler mig, er det svært at være den, jeg er«, siger Ehm.

Storm nikker og tilføjer:

»Vi er ikke isolerede individer, der bare går rundt mellem hinanden. Min identitet bliver til gennem relationer. Ved at andre genkender mig som den, jeg er. Jeg kan føle en hel masse, men jeg kan ikke være noget, hvis ikke andre anerkender det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce