Igennem fem år skar og brændte Dina Møller Nielsen sig selv. Her fortæller hun sin historie. Kilde: politiken.tv / Jens Dresling

Trivsel

Pressede unge skærer, brænder og slår sig selv

Lavt selvværd og stress er som regel det, der udløser selvskade, som næsten hver tredje unge mellem 18 og 30 år har prøvet.

Trivsel

Første gang Dina Møller Nielsen gjorde skade på sin egen hud, stod hun i en situation, som de fleste ellers ville betegne som hyggelig: Hun bagte minisnegle.

Det lyse køkken i kollegielejligheden, som den dengang 21-årige lærerstuderende ved Vordingborg Seminarium delte med en studiekammerat, var Dinas yndlingsrum, indrettet med loppefund og kvindelig finesse af de to beboere. Alligevel kunne hun slet ikke slappe af. Hun havde selv foreslået, at hun skulle bage til dramaholdet, men var så fyldt af uro, at hun næsten ikke kunne være i sin krop. Mens sneglene blev bagt, stod hun og trippede foran ovnen.

LÆS ARTIKEL

Siden begyndelsen af andet år på studiet var hun blevet overmandet af negative tanker om sig selv: Ingen kunne lide hende, hun kunne ikke klare studiet, hun magtede ikke dramahold, skoleblad og fester, hun var for tyk.

Da sneglene blev løftet ud af ovnen, med hænderne beskyttet i blomstrede grillvanter, og pladen blev sat på den fine gamle stol, slog tanken ned i Dina.

»Jeg havde aldrig hørt om, at man kunne skade sig selv, eller overvejet det før. Men jeg fik den idé, at jeg kunne brænde mig selv på bagepladen. Og pludselig så jeg mig selv gøre det«, fortæller Dina Møller Nielsen, der nu er 30 år gammel.

Brandsåret gjorde hende bange for sig selv, for hvad kunne hun nu finde på? Men følelsen var ambivalent, for den skarpe smerte havde samtidig givet hende lettelse og en rus. Det blev starten på 4 års angreb på kroppen, der mod Dinas vilje var lige ved at slå hende ihjel.

Alarmerende mange selvskader

Dinas historie er kun en af mange om unge, der bruger fysisk smerte som lindring på psykisk smerte. Næsten hver tredje ung mellem 18 og 30 år siger ifølge en ny undersøgelse fra Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade, VIOSS, at de på et tidspunkt har prøvet at skade sig selv, enten ved at skære, brænde, bide eller slå sig selv. 11 procent af aldersgruppen siger, at de har skadet sig selv gentagne gange. Pigerne gør det mest ved at skære i sig selv; drengene finder på måder at slå sig selv på.

Trods de mange ramte er selvskade ikke omfattet af en diagnose, og der findes ikke en plan for, hvordan læger, lærere og andre fagpersoner kan hjælpe unge, der er ramt. Mange unge, der allerede starter med selvskade i 15-16-17-års alderen, bliver ofte opdaget alt for sent.

»Det er alarmerende. Undersøgelsen viser, at det står mere alvorligt til i den almene befolkning, end man troede. Og selv om mange stopper efter første gang eller et par gange, er der altså en del, der fortsætter så længe, at de bliver afhængige af det«, siger Sabine Elm Klinker, der er sociolog og leder VIOSS.

Eksperterne ved, at mange selvskader kunne undgås, hvis den unge havde en voksen, som de kunne tale om deres bekymringer med.

»Ofte er det problemer, som kan virke banale, kæresten, der går, mobning, ensomhed, eller at man klarer sig dårligt i skolen. Men når det vokser over hovedet på den i forvejen sårbare unge, finder nogle ud af, at der er lindring i at skade sig selv, og så bliver det deres måde at klare problemerne på«, siger Sabine Elm Klinker.

Undersøgelsen viser, at de unge deler deres problemer meget mere med jævnaldrende, for blandt de op til 30-årige kender to ud af tre nogen, der skader sig selv. Blandt personer over 40 år gælder det kun hver femte.

Dina Møller Nielsen vendte sig da heller ikke til den ældre generation med sine problemer. Forældrene var blevet skilt, da hun gik i 9. klasse, og hun havde det svært med dem. Hun skjulte de sår, som hun skar i sig, og brandsårene. Gik altid i langærmede trøjer. Droppede idrætslinjen på studiet.

Hun skar sig i brusebadet, enten op ad begge underarme, begge overarme eller begge lår. Aldrig så dybt, at sårene skulle sys, og aldrig med henblik på selvmord. Men når de 20-25 snit på hver side var skåret, fik hun forløsning.

»Jeg havde det superfedt i 1-2 minutter. Jeg fik ro og blev ligesom nulstillet i hjernen. Jeg forestiller mig, at det er som at komme i mål efter en maraton, det vildeste kick, hvor kroppen er helt afslappet. Eller som en alkoholiker, der endelig får noget at drikke«, siger Dina Møller Nielsen.

Bagefter kom skammen, følelsen af, at det var helt forkert. Sårene, der skulle bløde færdig. Plastre.

»Jeg viste det aldrig til nogen. Min fornemmelse er, at mange skynder sig at lægge billeder på Instagram, så snart de har skadet sig selv. Jeg gjorde alt for at skjule det. Det var så flovt«, siger Dina Møller Nielsen.

Men en veninde og en medstuderende opdagede skaderne og fik trukket en vrangvillig Dina først til praktiserende læge og dernæst på psykiatrisk skadestue. I løbet af de tre måneders ventetid på psykologen og under de efterfølgende psykologsamtaler gik det helt galt. Både når det gjaldt selvskaden og en latent spiseforstyrrelse, som var brudt ud. Dina var holdt op med at spise.

Psykologen bad Dina om at skrive i et skema, hvad hun spiste, og når hun skadede sig selv. Med det resultat, at hun hele tiden kunne tjekke skemaet og se, at hun havde spist for meget og straffet sig selv for lidt. I løbet af 9-10 måneder blev det kun værre. Først skar hun sig hver dag, men til sidst gik hun over til at brænde sig i stedet. Det gjorde ondt i længere tid, og smerten kunne holdes ved lige, ved at hun pillede i sårene. Til sidst spiste hun én gang om ugen og straffede sig selv bagefter.

»Psykologen vidste ikke, hvad han skulle gøre. Den behandling, jeg fik, var helt gal, men det kunne jeg ikke se dengang. Jeg tænkte bare: Du er så dum, at du ikke engang kan finde ud af at gå til psykolog«, siger Dina Møller Nielsen.

Til sidst kastede psykologen håndklædet i ringen. Og Dina fik kontakt med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), dog uden at det fik hende til at stoppe. Men nu kunne hun tale med rådgivere, som kunne forstå hendes handlinger og give hende gode råd om, hvordan hun kunne finde lindring på andre måder end ved at skade sig selv, når alt var kaos.

Hvad Dina ikke vidste, var, at hun var blevet en patient med det, som psykolog Bo Møhl kalder en »tidstypisk« lidelse. Selvskade har bredt sig epidemisk i løbet af de seneste 30 år, oplyser psykologen, som har behandlet og forsket i selvskade gennem en årrække og i går udgav bogen ’Selvskade – psykologi og behandling’. Også hans undersøgelse blandt gymnasieelever fra 2012 understreger alvoren. Her havde hver femte elev erfaring med at skade sig selv.

»Når en femtedel almindelige unge har prøvet at skade sig selv, er det ikke længere bare et individuelt fænomen, knyttet til den enkelte. Så er der også en kulturel faktor«, siger Bo Møhl, der er tilknyttet Aalborg Universitet, mens han holder orlov fra sin psykologstilling i Region Hovedstaden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mens spiseforstyrrelser kom, efter at sulten stort set var afskaffet i den moderne vestlige verden, knytter selvskade sig til vores forhold til smerte.

»I øjeblikket forsøger vi at leve i et smertefrit samfund. Vi har et kæmpe forbrug af smertestillende medicin. De fleste af os vil gøre hvad som helst for at undgå smerter. Så er der altså nogen, som bruger smerten. På den baggrund får det en voldsom betydning«, siger Bo Møhl og peger på ekstremsport som en anden måde at mærke kroppen på i det smertefrie samfund.

Der er mange forklaringer på sygdommens fremmarch, blandt andet det store pres på unge om at være perfekte, både når det gælder det faglige, det sociale liv og udseendet. En anden handler om, at sygdommen af nogle bruges til at skabe en identitet, som dyrkes i fællesskaber på de sociale medier. Og endelig går det tilbage, når det gælder unges mentale trivsel.

»Yngre generationer er blevet dårligere til at forstå og kommunikere om følelser, at mentalisere. Tidligere var vi bedre til at bære en konflikt, i dag er lunten kortere og frustrationstærsklen lavere. Hvis man er god til at tænke psykologisk, er man også bedre til at rumme og bære noget, der er svært«, siger Bo Møhl.

Men det var ikke større selvindsigt, der blev vendepunktet for Dina Møller Nielsen. Det var kroppen, der begyndte at tale med store bogstaver. Først følte hun sig træt. Så blev hun svimmel, når hun skar sig i badet. Og så blev det nærmest umuligt at slæbe sig op ad trapperne. Hun var hvid som et lagen.

Voldsom blodmangel

Da lægen målte hendes blodprocent, fik han er chok: Procenten bør normalt ligge omkring 8, men Dinas var kun 2,7. Den var så lav, at hun lige så godt kunne være død af blodmangel. Men med det løbende blodtab havde kroppen indrettet sig. Dina Møller Nielsen blev akut indlagt, fire år efter at hun første gang brændte sig i køkkenet. På hospitalet var lægerne overraskede over, at hun overhovedet kunne gå. De måtte rulle Dinas ærmer op for at kunne give hende de livsvigtige blodtransfusioner. Nu lå hun der med ar, som hun havde holdt skjult i årevis, fuldt synlige. Hele verden kunne se dem, syntes hun.

Lægerne kunne fortælle hende, at hun med sine lange sulteperioder og sår dels havde drænet kroppen for blod, dels havde ødelagt kroppens evne til at genskabe det blod, den havde brug for. Særligt én læge tog bladet fra munden.

»Det var virkelig et wake-up call. Han sagde, at jeg kunne dø af det her og var helt ude på et skråplan. Han var meget ubehagelig, syntes jeg. Men jeg kunne jo forstå, at det var mig selv, der havde gjort, at jeg var i livsfare«, siger Dina.

Da Dina blev udskrevet, havde hun truffet sin beslutning. Med på hospitalet var en underviser fra seminariet, som havde taget Dina under sine vinger. Dina tog sin taske og fiskede pakken med barberblade op og gav den til sin lærer.

»Det var sindssygt hårdt, og jeg græd. Men jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det der, ville jeg ikke få det gjort. De barberblade var min følgesvend, som altid skulle være der, hvis jeg fik det dårligt. Det var en enorm sikkerhed, at de var der. Jeg følte mig helt nøgen, da jeg havde afleveret dem«, siger Dina, som den kommende tid flyttede hjem til underviseren og hendes familie og begyndte hos en psykoterapeut og en ernæringsterapeut. En lang vej ud af spiseforstyrrelser og selvskade kunne begynde.

Undgå panik

Paradoksalt nok er det virkelig svært at holde op med at påføre sig selv smerte, når man har levet med dem længe, oplyser generalsekretær Steen Andersen fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS).

»Smerterne sætter gang i kroppens endorfiner. Og det kick bliver selvskadende personer afhængige af. Derfor er man nødt til at finde noget andet, der giver det kick. At lave en grønlændervending i kajakken eller et eller andet«, siger han. Samtidig skal personen lære at reagere på sine problemer på nye måder, have en ny copingstrategi, som det hedder. Det er frustrerende for pårørende og venner.

»Det er jo meget voldsomt, at nogen skader sig selv, men man skal prøve at lade være med at gå i panik, udstikke forbud, forsøge at fjerne alt, de kan skære sig med og lignende. Prøv i stedet at skabe tillid og spørge til, hvordan personen har det«, siger Steen Andersen, som anbefaler, at man skaber et netværk omkring den selvskadende person. Allerhelst så han, at vi som samfund blev bedre til at bygge unges selvværd op, så de ikke var så sårbare.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dina Møller Nielsen virker på én gang sårbar og sej med et åbent blik og svage spor af hvide ridser på underarmene. Hun fortæller, at hun holder foredrag om selvskade for blandt andet fagfolk. Forleden mødte hun for første gang op til sit arbejde på sprogskolen i en ærmeløs bluse. Og da de traumatiserede flygtninge spurgte til arrene på armen, svarede hun, at hun også engang har haft det rigtig skidt.

Men selv om Dina virker sund og glad, er det kun under et år siden, hun sidst faldt i igen og skadede sig selv.

»Jeg føler jo, at jeg har et godt liv, og håber, at det med at skade mig selv er slut, men jeg kan ikke garantere det. Det er jo desværre en måde, jeg i flere år har været vant til at tackle problemer på«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce