Annonce
Annonce
Sundhed

Psykisk syge dømmes hårdere

Selv mildere forbrydelser udløser domme uden slutdato for et stigende antal sindslidende. Det er helt uacceptabelt og i strid med ånden i straffeloven, lyder kritikken.

Annonce

Serie

De utilregnelige

Politiken har fulgt hverdagen på Psykiatrisk Center Glostrups retspsykiatriske afsnit 80.

Vi bringer fra søndag og hele den kommende uge en reportageserie i otte kapitler i avisen og i MAGASINET.

Jakob droppede sin faste medicin mod skizofreni gennem et halvt år og brugte pengene på sine børn.

Men paranoiaen voksede frem i ham, og det kunne være endt med dødelig udgang, da han overfaldt en af sine nærmeste.

Nu står han ved medicinrummet på Psykiatrisk Center Glostrups retspsykiatriske afsnit 80 med badesandaler på fødderne og en kasket trukket godt ned over hovedet. Blikket er mørkt denne morgen.

Et liv blandt andre
Jakob bøjer nakken bagover, ryster pillen fri af glasset og ind i munden, hvorefter han skyller sin antipsykotiske medicin ned med vand.

»Tak, Mogens«, siger han og rækker det tomme medicinglas til en medarbejder.

Politiken har eksklusivt besøgt afsnit 80 gennem en uge. Vi er indenfor, fordi antallet af psykisk syge borgere, der er dømt for kriminalitet, er tredoblet på et årti.

LÆS ARTIKELPsykisk syge kriminelle venter i månedsvis bag tremmer på at få behandling

Næsten 4.000 personer har i dag foranstaltningsdomme, fordi de var utilregnelige i gerningsøjeblikket. Udviklingen er sket sideløbende med en stille revolution af, hvordan samfundet håndterer personer med skizofreni og andre psykiske sygdomme.

Tidligere boede patienterne hele og halve liv på hospitaler. I dag lever de blandt alle andre.

Stærkt belastende domme
Men nu er den juridiske skrue strammet for meget over for de utilregnelige, mener de sindslidendes organisationer.

De kritiserer, at flere og flere psykisk syge gennem de sidste tre år har fået domme uden længstetid for forbrydelser, der ikke er af alvorlig personfarlig karakter. Det skete i 2012 for mindst 65 personer, bekræfter Justitsministeriet.

Hvis du ikke er sindssyg i forvejen, bliver du det af at få sådan en dom

Knud Kristensen, landsformand i Sind

Kritikerne mener, at det er direkte i modstid med ånden i straffeloven, der som udgangspunkt reserverer de tidsubestemte straffe til sager om for eksempel drab, drabsforsøg, brandstiftelse, voldtægt og grov vold.

»Det kommer bag på mig og er helt uacceptabelt. Det opleves som den største uretfærdighed at få en dom uden længstetid for en mindre forseelse som for eksempel at true en ansat i psykiatrien. Du aner ikke, hvornår du kommer ud. Hvis du ikke er sindssyg i forvejen, bliver du det af at få sådan en dom«, siger Knud Kristensen, landsformand i Sind.

Også professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet undrer sig. Han kalder udviklingen signifikant og »meget bemærkelsesværdig«:

»Jeg vil gerne opfordre til, at der iværksættes en grundig undersøgelse af, hvorfor der er personer, som får foranstaltningsdomme uden tidsbegrænsning, selv om de tilsyneladende ikke har begået personfarlig kriminalitet. Det er stærkt belastende at få en dom uden tidsbegrænsning, og det var jo derfor, Folketinget i år 2000 indførte regler om længstetid på foranstaltningsdomme. Udviklingen i praksis kan være i strid med de intentioner, der er i straffelovens bestemmelser om dommenes længstetid«.

Dommere: Sådan har vi indrettet samfundet
Forskningschef Britta Kyvsgaard fra Justitsministeriet samler hvert år oplysninger om domme mod psykisk syge. Hun bekræfter udviklingen.

»Vores tal viser, at selv om andelen af foranstaltningsdomme for alvorlig personfarlig kriminalitet er faldet betydeligt siden 2001, så er udviklingen i andelen af domme uden tidsbegrænsning ikke fulgt med nedad i samme tempo. Det er bemærkelsesværdigt, for man kunne have forventet, at de to tal var faldet parallelt. De data, vi har, giver os imidlertid ikke mulighed for at forklare, hvorfor det ikke er sket«, siger Britta Kyvsgaard.

De sindslidendes foreninger mener, at udviklingen skyldes, at domstolene og samfundet er blevet mere uforsonlige over for psykisk syge, der begår kriminalitet. Men den tolkning kan landets dommere ikke genkende.

»Domstolene foretager altid en konkret vurdering. Jeg har ikke bidt mærke i den omtalte udvikling. Men generelt er antallet af det samlede antal domme stigende. Måske fordi patienter, der i gamle dage opholdt sig på hospitalerne, nu er ude blandt os. Sådan har vi indrettet samfundet«, siger Mikael Sjöberg, formand for Den Danske Dommerforening.

LÆS ARTIKELSindssyg indsat fik ikke medicin i 150 dage inden angreb på fængselsbetjent

Medicinen holder tankerne i ro
Jakob lider af paranoid skizofreni og får dagligt tre slags antipsykotisk medicin for at holde tankerne og fantasierne i ro. Efter at han har taget sin morgenmedicin, står han lidt på gangen med øjnene skjult under kaskettens skygge.

En samtale med en psykiater dagen før har taget hårdt på ham. Psykiateren skal til brug for retssagen mod Jakob finde ud af, hvilken sindstilstand han var i, da han begik sin forbrydelse.

Jakob har måttet genopleve, hvad der skete den dag for snart længe siden, og nu har han brug for at være alene med sin anger. Han går ind på sit værelse og lukker døren bag sig.

Senere på dagen har han fået det bedre. Familien har været på besøg med en stak film. Jakob lægger dvd’erne i opholdsstuen på afsnit 80 for at dele dem med de øvrige patienter.

Selv om han kun har været her i få dage, begynder han så småt at føle sig hjemme i den gule murstensbygning, der er aflåst med sikrede døre og omkranset af et fem meter højt hegn.

»Jeg forbereder mig på at være her længe«, siger Jakob.

Del link

Læs i magasinet

 Foto: ANDERS LEGARTH SCHMIDT

De utilregnelige: Kapitel 8 - Spøgelser (epilog)

Dennis er ny patient og må ingenting. Han må ikke træne. Han må ikke låne en smøg. Han må ikke tage en kop med ud af køkkenet. Han er på nippet til at blive aggressiv. Velkommen indenfor til sidste kapitel fra retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

 Foto: Anders Legarth Schmidt

De utilregnelige: Kapitel 7 - Den dobbelte mand

Henrik stak to mennesker ned med en kniv for otte år siden. Hans ofre var smurt ind i blod og i livsfare. Nu gør Henrik sig klar til at forlade afsnit 80 for at klare sig selv. Men kan han tilgives for sin ugerning? Velkommen indenfor på retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

 Foto: Anders Legarth Schmidt

De utilregnelige: Kapitel 6 - Ond cirkel

Flere af patienterne skylder store beløb væk og har svært ved at betale deres gæld. Socialrådgiver Bente Terkelsen prøver at hjælpe, så de ikke ender med at true sig til penge ved en dankortautomat. Velkommen indenfor på retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

 Foto: Anders Legarth Schmidt

De utilregnelige: Kapitel 5 - Tror du på engle?

Livet er svært på denne planet, mener Yusuf. Han har en usynlig ven. Det er ærkeenglen Gabriel, som leder ham på rette vej. Yusuf håber, at han bliver tilgivet for sine ugerninger. Om Gud vil. Velkommen indenfor på retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

 Foto: Anders Legarth Schmidt

De utilregnelige: Kapitel 4 - Tæsk

Ole prøver at klemme sin arm af. Det har Gud givet ordre til. Beroligende medicin, en arm om skulderen og en smøg får Ole ned på jorden. Plejeren Franklin fortæller om cirkelspark, skaller, slag og knive. Og dårlig samvittighed. Velkommen indenfor på retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

 Foto: Anders Legarth Schmidt

De utilregnelige: Kapitel 3 - Bag lukkede døre

Ole vil have skåret sit ben og sin arm af. Michael kalder overlægen »lam i roen« og er ved at komme op og slås med Salem. Og overlægen? Han er 85 procent sikker på diagnosen. Velkommen indenfor på retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

 Foto: Anders Legarth Schmidt

De utilregnelige: Kapitel 2 - Trolden

Jakob er sikker på, at han bliver overvåget af kameraer og mikrofoner i loftet på retspsykiatrisk afsnit 80. Trolden er efter ham. Han har aldrig set den, men han ved, den kommer. Og han er klar. Velkommen indenfor på retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

 Foto: Anders Legarth Schmidt

De utilregnelige: Kapitel 1 - Tikkende bomber

Ole har mistet jordforbindelsen og ligger spændt fast til en seng. Salem fortryder hvert et ord og river mine notater i bittesmå stykker. Niels hader bare journalister. Velkommen indenfor på retspsykiatrisk afsnit 80 i Glostrup. Her opholder nogle af landets farligste patienter sig – de utilregnelige.

Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce