Annonce
Annonce
Sundhed

Danskerne vil have sundere moms

Et stort flertal vil gerne have lavere moms på frisk frugt og økologisk mad, mens momsen på tøj, bøger og elektronik godt kan forblive på 25 procent.

Annonce

Den danske befolkning er klar til et opgør med den flade moms.

Mens de fleste er tilfredse med at betale 25 procent i moms på andet end mad, vil et stort flertal gerne have momsen ned på især de sunde fødevarer som frisk frugt, økologi og nøglehulsvarer.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Norstat har lavet for De Samvirkende Købmænd (DSK).

Billigt er godt

Meningsmålingen viser, at 87 procent af danskerne gerne vil have momsen sænket på frisk frugt og grønt.

81 procent vil gerne have momsen ned på varer med Fødevareministeriets nøglehulsmærke for sund mad. På de næste pladser følger mejerivarer og økologi.

Det er altid rart at få ting billigt. Alligevel svarer flertal på 60 procent og derover, at ting, der ikke er lige så livsnødvendige som mad – tøj, legetøj, elektronik, isenkram – ikke behøver lavere moms.

LÆS OGSÅPrisen afgør, om du køber økologisk

»Det overraskede mig meget positivt, at det var så klokkeklart – at vi er oppe på 87 procent, der vil have momsen ned på frisk frugt og grønt«, siger John Wagner, administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd (DSK), der repræsenterer 1.300 butikker, herunder kæder som Spar, SuperBest, Rema 1000 og 7-Eleven.

Tanken om lavere moms, enten på alle dagligvarer eller nogle af dem, er en gammel kæphest for DSK, der har arbejdet for det i mange år.

»Det her bør være et klart signal til Folketinget og regeringen om at arbejde for differentieret moms«, siger han og påpeger, at ud af 28 EU-lande er Danmark det eneste, der ikke har differentieret moms. Alle andre lande bruger momsen til at styre forbruget ved eksempelvis at have en lavere sats for fødevarer, bøger eller børnetøj. Danmark har kun en undtagelse: nulmoms på aviser.

Ingen politisk støtte

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken skatteminister Morten Østergaard (R) eller fødevareminister Dan Jørgensen (S), der begge er på ferie. Sidstnævnte afviste dog i foråret tanken om differentieret moms, da emnet var økologiske varer. Dels fordi det ville være svært at finansiere. Og dels fordi det ville være svært at afgrænse.

Jeg tror ikke på, at danskerne køber flere æbler, blot fordi de i stedet for 2 kroner koster 1,75 kroner

Torsten Schack Pedersen (V)

Den holdning er udbredt i Folketinget, viser en rundspørge til partiers skatteordførere. Af de fem, der svarede, er Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance alle klart imod, mens Konservative er forsigtigt afvisende. Kun Enhedslisten er for.

»Det har ingen gang på jorden at differentiere momsen på fødevarer. I Danmark har vi et af de bedst fungerende momssystemer i verden, fordi det er enkelt med én momssats på 25 procent«, siger Thomas Jensen fra Socialdemokratiet og mener, at vejen frem bør være fokus på oplysning og bedre konkurrence.

LÆS OGSÅCoop: Vi sænker avancen på økokylling, hvis ministeren sænker momsen

Torsten Schack Pedersen (V) er enig og sammenligner det med at »åbne Pandoras æske« og illustrerer det med et eksempel: Skulle lav moms for æbler også gælde for æbletræer? Desuden er han af princip imod hele ideen.

»Jeg er grundlæggende tilhænger af, at vi har en flad momssats. Differentieret moms bygger på en antagelse om, at man kan detaljestyre danskerne med afgifter. Jeg tror ikke på, at det er et spørgsmål, om et æble koster 2 kroner eller 1,75 kroner, hvis danskerne vil købe flere æbler«, siger han.

Opblødning

Ole Birk Olsen fra Liberal Alliance kalder DSK’s undersøgelse »useriøs«, fordi den ikke tager højde for finansieringen, men det mener Frank Aaen fra Enhedslisten ikke, skal afgøre sagen. Frank Aaen medgiver, at det kan være svært at afgrænse områderne, men for eksempel ved økologi er der allerede et mærkesystem i spil.

»Finansieringen kan skaffes ved at skære på støtten til konventionelt landbrug – dermed vil momsfrihed for økologi virke dobbelt: Økologiske varer bliver billigere, mens de konventionelle bliver dyrere«, siger han.

Hidtil har Enhedslisten stået alene i Folketinget med den holdning, men der er små tegn på bevægelse. Hos de konservative siger skatteordfører Brian Mikkelsen, at partiet ikke er klar til at støtte prisdifferentieret moms, men at man efter sommerferien vil se nærmere på området. Partiets finansordfører, Mike Legarth, er dog allerede afklaret:

LÆS OGSÅPrisen på økologi ryger i vejret

»Personligt synes jeg bestemt, det er den vej, vi skal gå. Jeg vil arbejde i gruppen og i folketingssalen for differentieret moms. Det kan ikke være rimeligt, at folk skal køre til Tyskland for at købe fødevarer til en lavere pris«, siger han.

Hos DSK er direktør John Wagner enig i, at det ikke er ligetil. For eksempel forhindrer EU-regler lige nu, at man har forskellige moms alt efter produktionsmetode – noget som blokerer for lav moms på økologi. Men de regler kunne ændres.

»Og at finde midlerne er et spørgsmål om politisk prioritering«, siger han og henviser til, at DSK har beregnet, at en halvering af moms på frisk frugt og grønt kun vil koste omkring en milliard kroner om året.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce